Sommeraktiviteter med hunden

Linn Cecilia Svensson

Linn Radsted

Sommeraktiviteter med hunden

Sommer er lig med varme og ferie. Og hvor varme ikke altid er din hunds kop te, så er ferie og tid sammen med dig, altid højt på ønskelisten – sammen med nogle gode sommeraktiviteter.

Hvis det rent faktisk er sommer og varmt, så skal du først og fremmest respektere at din hunds aktivitetsniveau er lavere end normalt i dagtimerne. Det er helt normalt at den virker doven og helst vil ligge og slappe af i skyggen. Derfor skal du altid sørge for at din hund har masser af vand og adgang til skygge.

Heldigvis er det ikke alle dage, der er hedebølge her i Danmark, og selvom der er varme dage, så er aftenerne for det meste kølige, og det er her, du skal aktivere din hund, hvis den er doven i varmen om dagen.

  • Lav søgeøvelser i haven eller på turen: Nu hvor græsset er højt, er det mere udfordrende for din hund at søge efter mad. Kast aftensmaden ud i det høje græs og lad hunden bruge snuden for at finde maden. Du kan også lave søgeøvelser ved at gemme maden i små bøtter i skyggen rundt omkring i haven, og kan variere denne alt efter sværhedsgrad.
  • Fyld et lille badebassin med vand: Hvis din hund er glad for vand, vil den elske at soppe i bassinet på varme dage.
  • Leg i badebassinet: Badebassinet kan også bruges til gode aktiviteter, som eksempelvis at hente bolde i vand – eller put godbidder i vandet og lad den selv finde dem (og spise dem)

  • Gå lange ture: Lad det komme din hund til gode, at du har fri, og at du har tid til at gå nogle lange ture med god tid til hunden, hvor den rigtigt kan “læse avisen” og snuse igennem.
  • Tag den med hos venner og familie: Om sommeren er vi for det meste ude, og hvis du eksempelvis skal til grillaften hos vennerne, så tag hunden med. Hunde bliver også aktiveret af at være med til vores aktiviteter, hvis de ikke er vant til det. Og en ny have at snuse i er heller aldrig at kimse af.
  • Lær din hund at bade: Hvis ikke du har en vandhund allerede, så kan du bruge sommeren på at lære den at gå med i vandet (på hundevenlige strande). For når vandet er varmt om sommeren, og vi også gider gå i, er det nemmere at få hunden med og få den til at forstå, at det ikke er farligt. Beløn den med masser af godbidder og ros – og husk at tage det i hundens tempo. Nogle hunde kaster sig i vandet, mens andre skal bruge mere tid og overtalelse til at stikke poterne i.
  • Ryst dig: Hvis hunden er med på stranden og i vandet, er det oplagt at lære den at ryste sig på kommando – for så vil I have masser af dage, hvor hunden er våd. Start med at give den kommandoen “Ryst dig” (eller hvilken kommando du vil bruge), når hunden af sig selv ryster sig efter en badetur. Ros og beløn lige efter hunden har rystet sig. Jo flere gange du gør det, jo mere vil hunden forstå, at den skal ryste sig på kommando, og hvis du og din hund er gode til at være konsekvente i træningen, kan din hund ryste sig på kommando efter sommerferien.
  • Find familien: Hvis du holder ferie sammen med familien, kan du lære din hund at finde familien. Enten kan du lære den navnene på familien og lade den søge efter jer – eller også kan I gøre det omvendt og lege gemmeleg med hunden. Her holder en på hunden, mens resten gemmer sig. En efter en kalder I på hunden (kun én gang) og så skal hunden arbejde og bruge næsen for at finde jer. En sjov leg for både hund og mennesker.