Da vi hentede Rudy for knap 8 år siden, fik vi en lille pose med tørfoder med hjem fra opdrætter. Det var den type foder, som han var opvokset på, og som opdrætter havde udvalgt til sine hunde.
Der gik ikke mange dage før den lille pose var tom, og herefter prøvede jeg at få fat på samme foder, da det efter forskrifterne var godt at fortsætte på samme type. Det var desværre bare ikke særlig nemt dengang, at skaffe Josera i butikkerne i KBH.
Jeg undersøgte markedet tomt for foderproducenter, og endte med at få fingrene i noget andet.
Det var helt fint for Rudy, og han trivedes på det i en lang periode, lige indtil han blev træt af at spise det.
Jeg prøvede derfor at købe fryseren fuld af barf – altså råt kød.
Rudy elskede det, og han åd alt, der var i skålen. Det var en kæmpe lettelse, da han nu igen endelig viste interesse for mad. Efter han havde fået barf i en lille periode kom vi en dag hjem fra arbejde, til at han havde slem slem mavepine, og da han lå i sofaen kunne vi høre tydeligt, at maven virkelig var på overarbejde.
Et par dage efter, kom vi igen hjem fra arbejde, og da vi så os omkring i lejligheden kunne vi se at der lå små træ splintre på gulvet, og det var desværre vores paneler som havde fået en ordentlig gnaske tur. Rudys mave rumlede helt vildt igen – og desto flere gange det skete, desto nemmere var det at sætte 2 og 2 sammen. Rudy kom simpelthen af med sine mavesmerter ved at bide i ting.
Vi måtte derfor væk fra barfen og retur på tørfoderet for at bibevare det af lejligheden, som nu stadig var intakt.
Igennem flere år har vi prøvet rigtig meget tørfoder af, og fundet ud af at det der virker for vores dreng er primært at være på tørkost, og så supplere med råfoder i ny og næ. Dette er for at undgå den dumme mavepine, men også for at Rudy skal have lysten til at spise, og ikke blive træt af den samme tørkost hele tiden.
Kornfrit fungerer bestemt heller ikke, så vi er endt ud med Eukanuba’s large breed med kylling, og 1-2 dage om ugen får han en ordentlig omgang Kragborg råfoder, som han er ellevild for at få tænderne i.
Vi kalder det ”The Best Of Both Worlds”, og selvom det tog knap 5-6 år at finde den rigtige kombination, så trives Rudy med super lækkert mad, og lykken er at få lækkert varieret foder.
Vigtigst af alt, går han ikke rundt og har mavesmerter.
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en skøn Old English Bulldog ved navn Rudy. Sammen med Mie søn, Ludwig, er de aktive på instragram med profilen @erikssons_boys
Jeg kunne have købt mange hundeguffer, hvis jeg havde fået en femmer for hver gang, jeg har fået den sætning, når jeg går tur med Emma. Lad mig lige slå fast, jeg er IKKE fan af den sætning, og jeg er ikke fan af hunde, der ikke er i kontrol. Husk lige på, du aner intet om, hvad den hund, du møder, har været igennem eller oplevet.
Lad os gå lidt tilbage i tiden. Jeg har som sagt en beagle – og ja den har prøvet at gå løs, men jeg har valgt at lytte til min mavefornemmelse og mange andre beagle-ejere, og holde den i line. Den går sine egne veje, og lukker TOTALT ørerne. Du kan stå og kalde/råbe/løbe lokke med godbidder, intet hjælper når først de vælger at smutte 😊 (har prøvet det – og det er ikke sjovt, og den er ikke i kontrol).
Den første gang, det gik galt, var en skøn sommeraften. Min mand og jeg var ude at gå med hende i snor, gik på cykelstien i ro og mag. På modsatte side af vejen, så vi en dame åbne en låge til haven og ud kom 2 hunde, der skulle ind i deres bil, men de var løse og fandt åbenbart, at Emma var en trussel, selvom vi gik på den anden side af vejen, (Emma hverken gøede eller knurrede – hun havde slet ikke set dem). De for over vejen og lige i flæsket på Emma. Heldigvis var min mand hurtig og sparkede ud efter de 2 hunde, de slap taget, og vi hastede afsted – væk fra dem. Jeg tror, at selen tog fra for en del af biddene. Ejeren kom løbende og undskyldte mange gange, og vi afsluttede den der. Men den har da sat sine spor i både Emma og os. Anden gang det skete – her var Emma også uden skyld, hun står bare sammen med mig og en anden hund i snor i nærheden føler sig på én eller anden måde truet af hende, og farer over og bider hende, så hun får bidt et lille hul i brystet.
Jeg mener, det er meget misforstået, at hunde bare skal socialiseres, så er det ”happy go lucky” og fryd og gammen. Hunde er lidt racister, men også lidt ”gruppe-mobbere”. Kan se, at når vi er en gruppe sammen til træning et sted i byen, vi kan være 4-8 hunde sammen uden problemer, MEN kommer der så en fremmed hund gående på en fredelig luftetur – hold da magle, den får da læst og påduttet af vores hunde, at den ikke er en del af klubben og nok skal gå lidt udenom. 😊 Så derfor – møder du en hund i snor, så respekter, at den er i snor. SPØRG først ejer om den vil hilse, og lad nu være med at sige det, EFTER hunden er smuttet over for at hilse 😊
Jeg har også prøvet at gå i hundeskov (dem der er indhegnet) – netop fordi jeg gerne vil give hende friheden til at løbe. Men det var altså heller ikke den store lykke. Tror, der er en del, der har misforstået konceptet. Det minder mere om en kaffeklub. Vi kom med vores beagler, og gik rundt sammen med hundene – hyggede & snakkede og havde styr på vores hunde. Men der kom så nogle stamgæster så det ud til, som slap hundene, og gik ind i midten til bord/bænk sættene, hev kaffekanderne op, og så blev der hygget ved bordet – alt imens hundene havde ”fri leg”. Jeg valgte hurtigt, at det ikke var stedet for os.
Når vi går er Emma altid i lang line, så jeg tilgodeser hendes ”snuse-trang” – men jeg søgte stadig at give hende et frirum til at lege sikkert – og det er nu fundet – og bonus er, at de også kan passe hende, når vi er væk. Jeg har 1 krav til dem, der skal passe Emma, og det er, at hun skal være en del af familien – hun skal IKKE stå i en boks med musik i radioen og 1 x luftning om dagen. Emma ER en familiehund, der er vant til at være en del af familien, og det skal hun også, når hun passes.
Jeg har fundet en fantastisk hundebørnehave, der ligger i nærheden. ”Lykkelig Hund”. Her er hun i børnehave 1 x om ugen. Det er FANTASTISK. Det ER som en børnehave 😊 De afleveres mellem 7-9, er ude flere gange om dagen. Middagslur/pause, og de kan hentes fra kl. 15. 😊 Man får en mega dejlig træt og glad hund hjem – men det fedeste er, at når man afleverer, så kan hun nærmest ikke være i sin krop af bar glæde/iver – hun er så glad for at være hos dem <3 Det kan VARMT anbefales.
Lidt om bloggeren.
Lotte er til dagligt kunderådgiver og bruger det meste af sin fritid på at træne med sin hund Emma, som er en beagle pige på snart 9 somre. De har trænet og konkurreret schweiss spor. Agility uden den store succes (der må jo ikke lokkes med godbidder) og nu træner de Nose Work 3-4 gange om ugen, hvis de kan komme til det. De konkurrerer på NW3 niveau, og de har en fest sammen, når de søger.
]]>
Lad mig først slå fast at lovgivningen lader det være op til det enkelte serveringssted, om de vil tillade hunde - så længe der ikke tilberedes mad eller serveres buffet i samme rum. Når det er sagt, så kan jeg såmænd sagtens forstå, at mange cafeer/spisesteder vælger at sige nej, for det er alt andet nemmere, når man ikke ved, om man møder en rolig og velopdragen hund eller en, som vil være til gene.
Personligt har jeg meget glæde af at kunne have mine hunde med, da det giver mere fleksibilitet ift. de ting, vi kan gøre sammen. Og at jeg ikke behøver at lade dem være alene hjemme i mange timer, udover dem, de er alene i løbet af dagen. Jeg har altid trænet meget "ro" og miljøtræning, så de føler sig trygge ved at være med og forholder sig stille på gulvet, når de er med. Uden at kunne spørge, så tror jeg, de hygger sig ved at komme med. Og vi får tit mange smil med på vejen fra både serveringspersonale og andre gæster.
Skal vi, som er glade for at have vores hunde med, have ændret den generelle indstilling hos både restauratører og andre besøgende, så mener jeg, at vores vigtigste opgave er at sørge for, at det bliver en god oplevelse for alle. Hunde som ikke føler sig trygge ved nye steder, andre mennesker og hunde, vil helt sikkert have meget bedre af at blive hjemme i rolige omgivelser. Og lad os huske på, at ikke alle synes, det er charmerende med hundepoter på stolene eller et hundehoved i skødet. Så her må vi være selvkritiske både for hundens og for omgivelsernes skyld. Der skal ikke mange klager til, før det er nemmere for en restauratør at sige "nej tak" til hundebesøg.
Jeg tror, mit eget skrækeksempel var et "hundehotel" i Italien, hvor 90% af de besøgende havde hund med. Desværre var det nok kun cirka halvdelen af hundene, som burde have været med: Hunde der knurrede af andre hunde, der gik forbi, hunde der gøede eller forholdt sig støjende eller fældede på møblerne. Det er bare ikke i orden hverken for de stakkels hunde eller alle andre. Modsat har jeg været på pubber i England, hvor indtil flere hunde bare lå og slappede af ved deres ejeres fødder. Hyggeligt og roligt uden problemer.
Jeg håber, at hundevenligheden stille og roligt vil stige på de danske restauranter og caféer. For det er som regel virkelig hyggeligt, når man har en veltilpas hund med, og det åbner ofte for gode snakke med både sidebordet og folk med børn. Men det kan kun lykkes, hvis vi hundeejere tager ansvaret på os og altid har hundens bedste for øje og samtidig tager en masse hensyn til dem omkring os, der ikke er helt så hundeglade som os selv.
Om bloggeren:
Karoline bor i Birkerød med sin kæreste og de to golden retrievere, Frida og Vilde. Karoline er uddannet dyrlæge og hundetræner og er medstifter af hundeløbeklubben Dirty Paws, hvor hun også er træner/tovholder i lokalklubben i Nordsjælland. Frida og Line elsker at løbe canicross sammen og har deltaget i mange stævner i ind- og udland, inkl. EM og VM. Deres vigtigste motto er dog "Better together" - at turene handler om teamwork og forståelse for hinanden. Og at alle kan være med. Foruden canicross deltager de også i K9-biathlons (forhindringsløb med hund) og dyrker hundefitness. Og vandreture både i Danmark og rundt omkring i Europa er også et hit.
Frida er en superhurtigt løbehund, når det gælder. Og kan vandre i timevis i alperne. Men hun elsker også bare at blive nusset på maven og sove længe. Hun kan være stædig som et æsel, hvis der er noget, hun ikke gider. På aftengåturene er det fx hende, som bestemmer ruten. Og så "taler" hun meget ved at brumme, bl.a. når hun synes, at hun har fortjent en ekstra godbid.
Vilde er fra foråret 2023 - og på mange måder Fridas modsætning. Hun er fuld af spilopper og altid glad og fræk. Hun kan hyle som en ulv eller hoppe som en kænguru, når hun bliver utålmodig - og ellers er hun en kvik og modig pige, som elsker vild leg og træning. Hun vil gøre stort set alt for en godbid.
Frida, Vilde og Karoline er at finde på Instagram med profilen @teamgoldenpower
]]>Efter frokost havde jeg låst yderdøren og var gået ind i soveværelset sammen med hundene Mini Corgi, Cookie og Audi. Jeg havde lukket døren ind til soveværelset for at få ro fra Pip Hans og hans fjerede venner, der bor i stuen.
Cirka en halv time senere vågner jeg ved, at soveværelsesdøren åbnes med et brag. Hundene siger ikke en lyd, men misser lidt med øjnene, gaber og logre med halen. Det var åbenbart blevet besluttet, at det var mig der havde vagten.
Min mand Birger, for ham var det, bliver lige så forskrækket som mig. Han var blevet ramt af den værste omgang mandeinfluenza og var derfor kørt hjem fra job for at hvile. Da døren var låst og ingen hunde tilsyneladende var tilstede, troede han, at han var alene hjemme.
Vagthund og min bare. Ikke en lyd når manden ”bryder” ind i vores hus – til gengæld får jeg hver dag besked i meget høje toner, når genboen kommer hjem fra job. De må have misforstået konceptet.
Da Birgers seng allerede var fyldt op med hunde, valgte han at ligge sig ind på sofaen. Her lå han i to døgn med vores øretermometer i hånden og sukkede, mens han cirka hvert tyvende minut højlydt rapporterede sin nuværende temperatur. Jeg skylder dog Birger at nævne, at det kun er 3. gang på de 17 år, jeg har kendt ham, at han er taget hjem fra job, fordi han har været syg.
Mens Birger lå der på sofaen og tappert kæmpede mod influenzaen, fik han et nyt indblik i min dagligdag med hundene. Det fik ham til at stille spørgsmålet: ”Sig mig - er du altid omgivet af hunde?”
Da han spurgte sad jeg i sofaen med Cookie i nakken, Audi på skødet og Mini liggende helt tæt op ad mig.
Birger tager normalt på arbejde ca kl 6 og er først hjemme igen efter kl 17. Børnene tager i skole kl 7.30 og er tidligst hjemme igen kl 14.45. I den mellemliggende tid er jeg næsten altid sammen med hundene.
Hundene holder mig i gang. Allerede når vækkeuret ringer, starter vores fælles hverdag. Mini sover altid under dynen midt mellem Birger og jeg. Audi sover i fodenden af min seng. Cookie har sit eget ”værelse”, da hun HADER at blive forstyrret, når hun sover og derfor ofte har været tæt på at bide knæskallerne af Birger om natten i arrigskab over, at han har vendt sig i sengen. Tja, vi har vel alle vores små særheder. Resten af dagen er Cookie en sød og kærlig hund, som både i tide og utide flasher sin lille fede mave for at bliver nusset.
Der er nærmest feststemning blandt hundene, når jeg står ud af sengen, måske fordi de er glade for at konstatere, at jeg stadig lever, men nok nærmere fordi de plejer at få en Godmorgen-kiks. Skulle jeg komme til at glemme kiksen, så husker Audi den helt sikkert.
Når vi har sendt børnene i skole, spiser jeg morgenmad. Den sidste bid bliver altid delt ud mellem hundene. Det sørger Mini Corgi for.
Så snart jeg stiller den tomme tallerken fra mig, har jeg Cookie på nakken. Cookie lider af det, jeg kalder KKiR, kronisk krudt i røven. Hun kradser, gør, bider, sidder på skødet af mig og stirrer mig ind i ansigtet. Så drøner hun rundt til de andre hunde og fortæller dem, at det er NU, der skal ske noget rigtig sjovt – så har jeg tre dansende hunde ud over det hele. Sådan bliver det ved, til jeg rejser mig og tager overtøj på.
Cookie går til agility og Hoopers. Audi og Mini går til Nosework. Hvis vejret tillader det, er de ofte med i bilen alle tre, så finder vi et sted, hvor vi kan gå en tur efterfølgende.
En gang om ugen lejer jeg et stort indhegnet område på det lokale hundecenter. Det giver en dejlig indvendig ro hos mig at vide, at det kun er hundene, jeg skal forholde mig til. Ingen andre hunde og mennesker og ingen dyr, de kan jage op. På området er der en masse sjove forhindringer, der giver basis for at træne kropskontrol, vi kan træne grundlydighed, indkald og bare lege og hygge os.
Vel hjemme igen skal vi have ordnet fugle og høns. Især besøget i hønsehuset nyder de. Mens Mini observerer, går Audi rundt og snuser hønerne i bagdelen. Cookie tjekker rederne for æg. Finder hun nogen, dækker hun dem behændigt til med hø og sætter sig og holder vagt, så ingen andre end mor får fat i æggene. Jeg har hende mistænkt for ind i mellem at ”låne” et æg og grave det ned ude i haven.
En gang i mellem har jeg brug for at få indfanget en høne. Her er Mini Corgi en rigtig god hjælp. Jeg kan stille hende strategiske steder og få hende til at gå fremad eller stoppe, når jeg beder hende om det.
Så er vi nået til dagens middagssøvn, som vi lige kan nå, inden børnene kommer hjem.
Aftensmaden laver jeg, mens Mini ligger i køkkenet og holder øje, Audi står og kradser mig på benet og lille Cookie ligger lige bag ved mig med sin lille runde mave lige i vejret. Den kan jeg sagtens nusse, mens jeg rører i en gryde.
Når jeg har spist, får hundene deres mad. Om sommeren bliver det drysset ud i haven. Om vinteren får de den i et stykke aktivitetslegetøj eller i en snuffle-måtte.
Dernæst er der dømt sofa, til vi skal i seng.
Jo, jeg er næsten altid omgivet af hunde, og jeg er stolt af at få lov til at være en del af flokken.
Om ugens blogger:
Helene er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler. Og nu kan hun og Cookie også kalde sig læsehundeteam.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.
]]>Da vi fik Allie, lovede vi hende, at hun var kommet til sidste hjem. Vi ville give hende den bedste tilværelse i den tid, vi kunne, uanset om det var 2 måneder eller 9 år. Vi fik 1 ½ år med hende! Alt for kort tid, men uden tvivl den bedste tid, selvom den var for kort.
Min lille fortælling leder mig hen til mit egentlige emne: Hvornår er den rette tid for vores bedste venner? De fleste af os vil gå gennem ild og vand, bruge hele opsparingen og slet ikke tænke på andet end at redde hunden. Men er det det rette valg, vi træffer? Når jeg ser tilbage på Allie nu, så ser jeg pludselig ting, jeg ikke så før: hendes hofter var blevet en smule stive, bindevævet stramt og ømt, men uanset hvad var hun jo glad og frisk… Men alligevel ramte tanken: Var hendes tid måske tættere på selv før ulykken?
Tankerne kørte rundt, og vi bebrejdede os selv, følte langt hen ad vejen, at vi havde fejlet hende… Men når jeg lige husker at slukke for neocortex og ikke lader mig styre af mine egne følelser, så ved jeg, at det var den helt rette tid. Hun nåede ikke at blive en gammel, dårlig hund. Nåede ikke at blive fuldstændig muskelfattig eller tandløs, som jeg frygtede. Hun havde en god tilværelse, indtil ulykken skete. Ville jeg ønske, det var sket anderledes? Helt bestemt! Men hvor er jeg taknemmelig for at få lov til at give hende den rette ende på det rette tidspunkt. Al egoismen skubbet til side, så ved jeg at det var det rette for hende.
Men med min egoisme til stede, så har jeg aldrig følt så stor sorg over at miste en hund. Hvor er der blevet grædt mange tårer og brugt mange timer på at mindes og at sørge.
Ugens blogger
Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.
Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.
Er den lykkelige ejer af tre skønne vovser. Ralf, Alfred & Kato.
]]>Bevidst eller ubevidst
For eksempel synes han, at jeg skal med ud på terrassen, imens han tjekker haven igennem efter en god nats søvn. Går jeg ikke med, så skal han ikke tisse. Det er ikke noget, jeg bevidst har lært ham. Men det er blevet en del af vores fælles morgenrutine.
Jeg har heller ikke lært ham, at der skal være græs, for at han må besørge. Eller måske har jeg? For når jeg tænker efter, så går jeg altid ud på marken eller på græsset i haven, så ubevidst har jeg fået indøvet den vane, og derfor måtte der graves lidt af græsplænen fri, da der kom sne. Han var efterhånden trængende, og der gik lidt tid, inden det gik op for mig, hvorfor han ikke ville nr. 2.
En af de gode
Når vi har været ude og gå en tur, går han direkte ind i badeværelset og hopper op i badekarret og venter på, at jeg kommer og tænder for vandet. Derefter venter han på, jeg finder et håndklæde og tørrer hans poter. Med årene er det blevet en rutine, og han kender hver en bevægelse, jeg gør, og i hvilken rækkefølge, det foregår.
En af de dårlige
Vi er i familien selv skyld i, at han tigger. Vi har ikke helt fået talt om det emne, inden vi fik hund, så han har udnyttet situationen. Ser jeg verden gennem Marvins øjne, så forstår jeg ham godt. Det er os, der ikke har lært ham en god rutine, og menneskemad smager jo godt. Heldigvis kan vaner og rutiner ændres. Men man skal starte med sine egne for at ændre på hundens.
En af de lidt sjove
I sommers fandt han ud af, at hindbærrene ved terrassen faktisk er lækre, når de er modne. Han lærte hurtigt, at når jeg tog den røde skål, så skulle jeg ud i haven for at plukke hindbær, og han fik dem, der ikke var pæne. Han vidste godt, at han ikke selv måtte plukke dem. Men hen over sommeren fandt han dog selv en løsning på den udfordring. For dem på jorden måtte han jo gerne spise, så han indførte en ny vane – nemlig at logre intensivt, når han gik forbi buskene og åd så de bær, der faldt ned. Der var som sådan ikke brudt nogen regler, så han fik lov til at æde de få bær, der faldt ned.
Hvad der er en god vane eller rutine for Marvin og mig, er ikke nødvendigvis det rigtige hos andre. Der findes meget læsestof om emnet. Om hvordan man skaber de gode og ændrer eventuelt dårlige på en positiv måde.
Om bloggeren
Charlotte arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.
Marvin er en brun 4-årig stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.
Vi elsker at tage på udflugter med både hund og barn, og om det er ture rundt i vores eget område eller rundt omkring i landet, så nyder begge vores drenge det fuldt ud. Naturen er i sig selv balsam for sjælen, og i stedet for at sidde indenfor weekend efter weekend, så er vi en familie som prioriterer outdoor-livet.
Vi voksne synes dog, at det er lidt sjovere at gå rigtig langt, hvis vi gør det for at opleve noget specielt, eller hvis vi har et mål.
Derfor går vi på troldejagt!
Her på lille Sjælland inkl. ø’erne er vi så heldige, at have hele 16 trolde, og dem er vi så småt i gang med at besøge.
Indtil videre har vi besøgt 6 trolde:
Bjarke Cirkelsten (Vestamager)
Sanka Suttetrold (Amager)
Bakketop Trine (Hvidovre)
Glade Anders (Hedehusene)
Lille Tilde (Vallensbæk)
Thomas På Bjerget (Albertslund)
Det er altid lidt af en overraskelse, som venter sig, når vi møder en trold. Troldene har altid en sjov lille historie bag sig, og navnene på troldene samt deres udformning er altid meget gennemtænkt. Troldene er lavet af genbrugstræ, og nogle af dem er meget større, end man lige forventer.
Ludwig sidder typisk i sin klapvogn, da vi oftest skal gå en del kilometer for at møde trolden, men når vi så endelig ankommer, får han lov til at komme op af vognen, for selv at se og mærke stedet. Ludwig synes troldene er meget spændende.
Mor her går primært med klapvognen, så de store muskler i baglårene bliver virkelig trænet godt - specielt når vi kommer off-road eller tager en genvej, som nogen gange viser sig at være lidt af en omvej.
Farmand er vores guide, og telefonen er indkodet med diverse lokationer, og selvom der bliver hevet godt i snoren fra Rudys ende af som går forrest, så formår han næsten altid at holde skarp kurs.
Rudy derimod ved jo ikke, hvad vi skal. Han har 1 mål, og det er, at han skal fremad.
Han får gået utroligt mange skridt med de 4 forholdsvis korte ben. Han er jo trods alt en 33kg tung bulldog, som knap nok har en ryghøjde til mine knæ. Rudy’s ben bliver løftet utalligt af gange på hele turen, da han jo gerne skulle afmærke sine dufte, på trods af at sprøjten blev tømt for længst. HAN ELSKER HVERT ET MINUT – og er jeg rigtig heldig har han lige lidt overskud og tålmodighed til, at jeg får taget et par billeder af ham i den smukke natur.
Det er nemlig obligatrisk for mig, at få forevigt vores mange ture.
I sidste weekend var vi igen ude og lede, og da vejret jo ikke altid er så forudsigeligt, så valgte jeg at iføre mig min uundværlige DogCoach Hundelufter Jumpsuit, som virkelig er en redning for sådan en frossen-pind som mig.
Er du nysgerrig på, at gå på troldejagt med din familie ligesom os, så kan man rigtig nemt finde de mange trolde på ”troldekortet” på Thomas Dambo’s hjemmeside.
Rigtig god tur!
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en skøn Old English Bulldog ved navn Rudy. Sammen med Mie søn, Ludwig, er de aktive på instragram med profilen @erikssons_boys
Dog kan dette ansvar til tider føre til en bølge af dårlig samvittighed for mange hundeejere. Måske føler du, at du ikke går nok ture, bruger nok tid eller giver nok kærlighed til din elskede hund.
Men frygt ej, for dårlig samvittighed er normalt, og der er måder at tackle den på.
Acceptér dine følelser:
Dårlig samvittighed er ofte et tegn på, at du er opmærksom på dit kæledyrs behov. Det er et udtryk for kærlighed og omsorg. Acceptér disse følelser som en del af din kærlighed til din hund, men lad dem ikke styre dig.
Kommunikation er nøglen:
Hunde forstår mere, end vi tror. Snak med din hund, selvom det føles mærkeligt. Dette kan styrke båndet mellem jer og give dig en følelse af at være mere i kontakt med dine hunds behov.
Skab struktur & lav genveje:
Lav en rutine, der passer til både din og din hunds livsstil. Struktur giver tryghed og sikrer, at din hund får den nødvendige motion og opmærksomhed. Måske du også kan finde en fast hundesitter eller familie som et par gange om måneden vil elske at have din hund på besøg og forkæle den - således du har et frirum.
Giv dig selv lov:
At have dårlig samvittighed hjælper ingen. Husk, at du gør dit bedste. Livet er uforudsigeligt, og det er helt okay, hvis ikke hver dag er perfekt. Din hund elsker dig, uanset hvad.
Find balance:
Balancér dit ansvar som hundeejer med dit personlige liv. Husk, at det er ok, også at prioritere tid uden hund. Når du er i balance, kan du bedre imødekomme din hunds behov og være mere tilstede med din bedste ven.
Udforsk aktiviteter sammen:
Find aktiviteter, du og din hund kan nyde sammen. Det kan være alt fra at lære nye tricks til at tage på eventyr i naturen. Disse aktiviteter styrker båndet mellem jer og mindsker dårlig samvittighed.
Husk
Hundeejerskab er en rejse, hvor du lærer om dig selv og din hund hver dag.
Dårlig samvittighed er en del af denne rejse, men det behøver ikke at definere den. Ved at finde balance og udforske aktiviteter sammen kan du lære at leve i harmoni med din hunds behov og din egen livsstil.
Husk, at du ikke er alene i dine følelser; mange hundeejere føler i perioder nøjagtig det samme som dig.
Vær venlig over for dig selv, og lad kærligheden til din hund lede vejen.
]]>Jeg behøver slet ikke at spørge. Marvin har altid lyst til at komme med på eventyr. Han ved præcis, om det er en af de dage, der er chance for, han skal med, eller der er risiko for, at han skal blive hjemme. Han har med alderen gennemskuet vores vaner. Jeg gætter på, han kan se det ud fra vores tøj, hvad vi pakker og hvem, der gør sig klar.
Hvorfor med?
Ja, hvorfor egentlig? Det er ikke sikkert, man lige kan få sin hund passet. Det er en afgørende faktor. En anden kunne være, at man bare gerne vil have sin hund med. Jeg mener, at både korte eller lange ture er god træning, og min hund bliver stimuleret. Både krop og sind får noget at arbejde med. Jeg har altid Marvin med, hvis det kan lade sig gøre. Han er et vigtigt familiemedlem, og alle savner ham, så snart han ikke er med.
Marvins favoritsteder
Jeg tror, naturen er på førstepladsen, og derefter kommer zoologiske haver. De mange dufte, lyde og synsindtryk er lige noget for en nysgerrig FT Cocker Spaniel som Marvin. En tur med over til familie eller venner vil han også gerne, eller med i butikker, hvor hunde er tilladt. Dyrlægen vil han også gerne besøge, men han har altid utrolig travlt med at finde bilen igen, når vi skal hjem.
Naturen
Vi har så mange smukke steder i Danmark, hvor hunde må være. Jeg nyder at gå en lang tur i skoven eller på stranden med Marvin. En gåtur rundt om en af de mange søer, hvor jeg bor, eller på banestien er også altid en god oplevelse. Der er masser af muligheder.
Ferie med hund
I de efterhånden mange år jeg har haft hund, er der kun blevet flere og flere muligheder for at have sin hund med. Mange steder reklamerer de på nettet med, at hunde er velkomne. Det gør det nemmere at planlægge en udflugt eller ferie. Hoteller, feriecentre, kroer og campingpladser tilbyder forskellige muligheder for ophold med hund. Nogen steder har de specialdesignede værelser, agilitybane, hundeskov tæt på eller hundelegeplads. Alt sammen for at gøre det attraktivt for hundeejere at holde ferie præcis hos dem. Vi har som familie flere gange haft hunden med på overnatning. Det kræver lidt ekstra forberedelser, og god planlægning er grundlaget for, at vi får en god ferie med hund.
Du kan ikke komme med.
Selvom Marvin gerne vil med, kan det bare ikke altid lade sig gøre. Det kan der være mange gode grunde til. Marvin kan sagtens være alene en eftermiddag. Men er det længere tid, finder vi i familien frem til en eller anden form for pasning. Det vigtigste er, at man som hundeejer finder frem til den løsning, der fungerer for både hund og familie.
Om bloggeren
Charlotte arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.
Marvin er en brun 4-årig stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.
]]>Vi havde allerede besluttet os for at økonomien og kvaliteten af vores hjem skulle være i top, før vi anskaffede os en hund. Det tog alligevel 2-3 år, før vi boede det rigtige sted – men så var det altså også tid!
Jeg havde altid haft en svaghed for bulldogs, da det var den race min mor opdrættede. Min kæreste var dog ret interesseret i både Rhodesian Ridgeback og slædehunde, men jeg var ikke så tosset med tanken om rengøringen, når man har en langhåret hund, og jeg syntes, at en RR var lige lovlig høj, og som kvinde i hjemmet har man jo altid det sidste ord. Efter nogle ugers søgen på Facebook og på andre hjemmesider, faldt jeg endelig over en annonce, med et kuld Old English Bulldogs fra Jylland.
Jeg havde millioner af spørgsmål til opdrætter, for jeg havde alligevel lidt viden omkring sundhedsresultater fra da min mor opdrættede. På dette tidspunkt var OEB’en ikke godkendt hos Dansk Kennel Klub, og hele tumlen med en udenlandsk stamtavle var jeg helt grøn omkring. Jeg valgte derfor at stole på opdrætter, selvom jeg godt nok syntes, det var mærkeligt, at vi ikke fik stamtavlen, når vi hentede vores hvalp.
Ugerne gik, og vi kunne endelig køre til Jylland igen, men nu var det altså for at hente vores lille Rudy hjem – dog uden nogen stamtavle.
Som jeg kunne læse mig frem til, i Facebook grupper med andre OEB-ejere, var det meget normal kutyme, at man fik eftersendt stamtavlen, men desto længere tid der gik, desto mere nervøs blev jeg. Vi tilmeldte os endda udstillinger i baby- og hvalpeklassen med ”afventer stadig stamtavlen” i det felt, hvor der skulle stå et stamtavlenummer.
Da Rudy ramte de 6 mdr., fik vi endelig en opdatering omkring stamtavlen, og det var først her jeg fik ro i maven over at have en Old English Bulldog – vi har jo trods alt hundeloven her i Danmark.
For at være ærlig så var vi utrolig heldige, at vi faktisk endte ud med en opdrætter, som eftersendte vores stamtavle, fordi det er der desværre en del, som ikke får.
Nu hvor Rudy er blevet ældre, og jeg var været i ”gamet” i mange år, ville jeg aldrig acceptere at betale for hvalpen, før jeg fik en stamtavle i hænderne. Jeg ser rigtig mange situationer ved salg af Old English Bulldogs med udenlandsk stamtavle, hvor stamtavlen enten kommer for sent eller faktisk aldrig kommer.
Der kan være mange forskellige problemstillinger, som gør, at tavlen ikke følger hvalpen, og typisk er det fordi opdrætter bestiller den for sent.
Nogle opdrættere får endda aldrig bestilt stamtavlen, og det kan fx være pga. penge, eller fordi der er et problem mellem tæve- og hanhundeejeren.
Som førstegangskøber af hunde, så ved man desværre ikke bedre, og i nogle tilfælde kan det virkelig blive et problem. Men hvad filan gør man egentlig når opdrætter måske blokerer én, og man står med en hund uden stamtavle…? Øv altså.
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en skøn Old English Bulldog ved navn Rudy. Sammen med Mie søn, Ludwig, er de aktive på instragram med profilen @erikssons_boys
Frida og jeg dyrker canicross, hvor vi løber sammen forbundet af en elastikline. Jeg får ofte spørgsmål om, hvordan man kommer i gang, og om sporten mon er "noget"? - for hvad hvis man ikke er hurtigløber, har en hund som vil snuse hele tiden, eller hunden har det lidt svært med andre hunde?
Jeg er træner i klubben, Dirty Paws, og her er vores motto, at "aktive hunde er lykkelige hunde" - og at canicross er for nærmest alle hunde. Gennem de tre år klubben har eksisteret, har jeg set så mange hunde have glæde af at komme ud og løbe og få nye oplevelser sammen med deres ejere. Langt de fleste hunde elsker bare at bevæge sig, og mødes man med andre canicrossere, så lærer hunden hurtigt, hvad det handler om.
Vi har løbere på alle niveauer, og også folk som canihiker, dvs. powerwalker i stedet for at løbe. Det vigtigste er at komme afsted og få motion og fælles oplevelser. Jeg møder igen og igen folk, som er kommet i gang med løb - og holdt ved - netop fordi hunden er med. Vores hunde er de bedste løbemakkere og er altid klar. Det er bare sjovere at komme afsted, når man har en firbenet ven med, og mange fortæller også, hvordan turen bliver lettere, fordi hunden hjælper, når den løber foran og trækker lidt i linen. Hunde som "sniffer" meget, skal ofte lige lære, at de er "på arbejde" og ikke på snusetur. Men som regel lærer de det hurtigt, og bliver så glade for løbeturene, at de slet ikke har tid til snuseri.
Hunde, som har det svært med andre, bliver også ofte hjulpet via canicross. Alle har snor på hunden, og vi løber med afstand. Og så sker der bare noget "magisk", når hundene begynder at løbe sammen i samme retning. Der opstår en flokfølelse, og de slapper mere af i hinandens nærvær. Det er fantastisk at opleve. Derfor har vi også flere ejere, som fortæller, at deres hunde er blevet meget bedre til andre hunde, efter de er begyndt til canicross. Også ens samarbejde og forståelse for hunden bliver udviklet, når man skal lære hunden at arbejde foran samtidig med, at den skal lytte til ens signaler. Med tiden kan opstå en fantastisk teamfølelse, hvor man nærmest føler sig som én, når man løber sammen.
Så har du lyst til at være aktiv sammen med din hund og få et endnu bedre teamwork - og få en masse oplevelser sammen i naturen, så kan jeg kun anbefale at prøve canicross. Der er klubber rundt omkring i Danmark, hvor man kan møde op og få gode råd til at komme i gang. Særligt udstyret til turene såsom en løbesele til hunden og elastikline og bælte til en selv er vigtigt at få hjælp til for at finde det rigtige. Og så er det også bare sjovere at løbe sammen med andre canicrossere i fællesskab. Får man lyst til at stille op i motionsløb, er der efterhånden også mange sjove og spændende løb, hvor man konkurrerer, hygger og får en fed dag sammen.
Læs mere herinde: https://www.facebook.com/groups/dirtypaws.klubhus/
Om bloggeren:
Karoline er 46 år og bor i Birkerød med sin kæreste og golden retrieveren, Frida på 6 år. Karoline er uddannet dyrlæge og hundetræner og er medstifter af hundeløbeklubben Dirty Paws, hvor hun også er træner/tovholder i lokalklubben i Nordsjælland. Frida og Line elsker at løbe canicross sammen og har deltaget i mange stævner i ind- og udland, inkl. EM og VM. Deres vigtigste motto er dog "Better together" - at turene handler om teamwork og forståelse for hinanden. Og at alle kan være med. Foruden canicross deltager de også i K9-biathlons (forhindringsløb med hund) og dyrker hundefitness. Og vandreture både i Danmark og rundt omkring i Europa er også et hit.
Frida er en superhurtigt løbehund, når det gælder. Og kan vandre i timevis i alperne. Men hun elsker også bare at blive nusset på maven og sove længe. Hun kan være stædig som et æsel, hvis der er noget, hun ikke gider. På aftengåturene er det fx hende, som bestemmer ruten. Og så "taler" hun meget ved at brumme, bla når hun synes, at hun har fortjent en ekstra godbid.
Frida og Karoline er at finde på Instagram med profilen @teamgoldenpower
]]>Jeg startede op med at forsøge at finde et godt sted til at få hende passet – da hun var et par år gammel.
Jeg fik et par steder anbefalet – som lå omkring 20km fra os i radius. Jeg kørte derop, og blev vist den fineste sidebygning til huset. Det var vist en gammel staldbygning. Der var opsat gitre/vægge imellem – gulvet var beton (vist nok med varme i) – og der var egen ”have” – det vil sige at der blev åbnet for en lem, og hunden kunne gå ud på eget lille græsområde.
Der var en radio der spillede i baggrunden, og jeg fik at vide at de ville få en gåtur om dagen, det var med i prisen. Jeg spurgte så om der var andre hunde nå vi skulle have hende passet – og det kunne de ikke love, da det var udenfor sæson. Det ville sige, at min lille ”rullepølse” (hendes kælenavn), skulle med stor sandsynlighed bo alene i en boks i 1 uge – mens vi havde den fedeste ferie sydpå!!!!
NO WAY – jeg stortudede på vej hjem, og sagde højt til mig selv i bilen, at det blev aldrig sådan et sted hun skulle passes. Emma er ene-hund, og er vant til at færdes sammen med os i huset – hun har en kurv i stuen og en i soveværelset, og er hvor vi er og hvor der er mennesker.
(Billede taget i hundebørnehaven af Lykkelig Hund)
Vi er endt op et fantastisk sted i Hørsholm, nemlig Stine og Casper hos ”Lykkelig Hund”. Det ligger langt ude med marker omkring, og hestevrinsk i baggrunden. Hun går der 1x om ugen i hundebørnehave og de er de udvalgte og passer hende når vi rejser. Man skal selvfølgelig gå i hundebørnehaven for at kunne få feriepasset, da hunden jo så er kendt på stedet, er vant til hus/omgivelser/.
Jeg stødte på navnet da jeg søgte på nettet. Kontaktede dem for et besøg, og kom en hverdag efter børnehaven var lukket og Stine viste mig rundt (uden hund) og vi fik afklaret en masse. Derefter kom Emma på et prøvebesøg i børnehaven – som hun ”bestod” heldigvis😊
De har de skønneste forskellige enge/områder som hundene kan fordeles i alt efter energi/størrelse 😊 (Emma er i den rolige del, hvis nogen skulle være i tvivl) 😊. Her er de så ude og leve/hygge om formiddagen. De kommer ind og får en middagslur i sofaer/gulv/kurve, alt efter hvad de ønsker, og så kommer de en tur ud igen om eftermiddagen.
Hun startede i børnehaven, og ikke lang tid efter skulle hun passes. Det gik over al forventning. Hun bor i huset sammen med familien og deres hunde. Jeg fik lidt lækre billeder tilsendt – Emma i sofaen – Emma i køkkenet (surprise) 😊 – og kunne se hun havde det som blommen i et æg <3
Det som gør, at jeg (næsten) uden tårer kan aflevere hende til pasning er, at hun springer ud af bilen, og nærmest flår min arm af led – hylende og logrende kaster sig hen til Casper når han åbner døren <3 Så er hun glad og så er jeg glad, og vi tager med god samvittighed afsted på ferie.
Jeg kan varmt anbefale at give sin hund 1 dag om ugen i en børnehave eller 1 dag hver 2. uge, det giver så meget for den rent socialt – den bliver en del af en flok og lærer det meget vigtige hundesprog så den forstår hvad en anden hund ”siger” når den møder den på vejen/turen. Og hvis ikke det er en mulighed – så kan du i stedet abonnere på at få den luftet. Hentet på adressen – luftetur/hygge og retur igen til adressen – smart ikk 😊 No wonder we love this place <3
Disclaimer: Det er min personlige erfaring og mine personlige krav, dermed ikke sagt at andre skal føle og kræve det samme! <3
Lidt om bloggeren.
Hun hedder Lotte, er i starten af 50’erne. Til daglig sidder hun som kunderådgiver og bruger det meste af sin fritid på at træne med sin hund Emma, som er en beagle pige på 9 somre. De har trænet og konkurreret schweiss spor i flere år. Agility uden den store succes (der må jo ikke lokkes med godbidder) og nu træner de Nose Work 3-4 gange om ugen hvis de kan komme til det. De konkurrerer på NW3 niveau, og de har en fest sammen når de søger <3 – for det vigtigste for denne hundefører er at HUNDEN har det sjovt, og at man lærer mest af de fejl man laver. Så i stedet for at være sur/skuffet over en prøve der ikke er gået som det skulle, så lær af det! - det er i de fleste tilfælde ikke hunden der fejler <3
]]>På et tidspunkt var det dog som om, hun mistede livsgnisten. Der var ikke nogen egentlige sygdomstegn, men mere en fornemmelse hos mig om, at alt ikke var som det skulle være. Selvfølgelig tog jeg til dyrlægen med min konfuse fornemmelse og Hallie.
Dyrlægen undersøgte Hallie grundigt, men fandt ingen sygdomstegn og sendte os hjem igen uden at forlange betaling.
14 dage efter blev jeg sygemeldt med stress, som siden gik over i en depression. Kort efter gik det op for mig, at det var min sygdom Hallie havde reageret på.
Hallie var mig en kæmpe støtte under min sygdom. Det var hende, der trak mig med til stranden, hende der fik mig til at grine af sine skøre påfund, og ikke mindst hendes pels jeg græd ned i, når jeg krøb sammen i en stol med hende på skødet og bare ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle komme igennem den næste time. Det var hende, der heppede, hvis jeg kun nåede en meter udenfor døren og hende, der glad hev fat i hundesnoren, når det lykkedes for mig at komme ud at gå. Jeg er hende evigt taknemmelig.
Hallie var en af Hverdagens Hundehelte!
Fortællingen om schæferhunden Kassan er en af de mest rørende hundehelte-historier, jeg har hørt.
Kassan boede hjemme hos min hunde-veninde. I en alder af 8 år begyndte han pludselig at vække min veninde om natten for at komme ud. Når hun stod op og gik ud med ham, så fjantede han bare rundt, hvorefter de gik ind og sov videre.
Historien gentog sig hver nat og efterhånden begyndte min veninde at blive slemt irriteret over at blive vækket for ingenting hver nat. Hun skældte ud, men lige lidt hjalp det. Kassan insisterede på, at hun stod op og lukkede ham ud.
På cirka samme tidspunkt var min veninde hos lægen for at få tjekket sit hjerte. Det viste sig, at hendes hjerterytme om natten faldt kritisk. Det havde Kassan opdaget og snarrådigt taget affære.
Min veninde fik pacemaker og derefter vækkede Kassan hende aldrig mere.
Vi kender alle sammen en historie om en hundehelt, der handler på sin intuition og hjælper til helt uden at have lært det.
Jeg nævner i flæng:
Den lille schipperke Cava, der hver dag er en kæmpe støtte for sit menneske. Siden hun kom til har hendes ”mor” ikke været selvskadende eller er steget i medicin. Når hun har mareridt om natten, lægger Cava sig på hendes bryst med snuden på hendes hals til hun enten vågner eller slapper af igen.
Mickey Corgi der har været besøgshund på et demensplejehjem, hvor han besøgte en ældre mand der var utryg ved at få klippet negle. Mickey beroligede ham så det hele gik meget nemmere.
Efter tre år gik manden bort, og det var egentlig meningen, at Mickey skulle være fortsat som besøgshund, men da Mickey opdagede, at manden ikke mere var på plejehjemmet, vendte han om og gik ud til bilen. Hans job på plejehjemmet var færdig.
Smukke sorte Kayza, der skubbede til sin mor om natten, når hendes blodsukker blev for lavt.
Og Ranni, Bastian, Niki og alle de andre…
Denne måneds blog skal være en hyldest til dem alle sammen.
Derfor…
Giv din hund et kram og sig den tak for alt det den giver dig hver dag. Uden vores hunde ville vores liv slet ikke være det samme.
Om ugens blogger:
Helene er 48 år. Hun er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.
]]>
Nogle af jer husker måske, at vi har en gammel dreng på næsten 12 år… En glad og frisk Cavalier King Charles, som vi overtog for snart tre år siden. Hans tidligere ejer var dement og skulle på plejehjem, så vi lovede at vi skulle være hans sidste hjem. Indtil nu har vi udelukkende haft positive oplevelser med vores gamle Kato. Det ændrede sig dog for kort tid siden.
Sent lørdag aften, mærkede jeg pludselige og voldsomme bevægelser fra fodenden af min seng… Da jeg lyste derned, kunne jeg se Kato være fuldstændig stiv, hovedet var smidt bagover og ingen vejrtrækning at se. Jeg fik råbt til min mor, at hun skulle komme, da han var ved at dø. Jeg tændte lyset og samlede ham op i mine arme. Min eneste tanke var, at han ikke skulle dø alene, og at han skulle vide, at jeg var hos ham. I mellemtiden var Kato blevet slap og livløs i mine arme.
Heldigvis var min mor mere logisk tænkende i øjeblikket… Hun startede hjertemassage og kunstig åndedræt. Efter ganske få gange var han ‘tilbage’, dog meget groggy og desorienteret. Vi fik ham på benene og fik mere gang i ham. Jeg tjekkede mundvige og tandkød for at se, om blodtilførslen var optimal. Til at starte med var der ingen tydelig tegn på, at der var ordentlig blodforsyning, men efter lidt tid var det der.
Fuldstændig sønderknuste og meget, meget ramte af episoden var vi konstant ved hans side, hvis der skulle komme mere… Men der skete ikke mere, og han var stadig hos os!
I dag er han sig selv. Han hopper rundt for at få sin mad, vil hellere end gerne gø lidt af naboens kat og ‘skriger’ hans glædesskrig, når vi skal ud og gå. Han er med andre ord helt oppe på dupperne igen, hvilket vi er dybt taknemmelige for!
Men hvad gør man egentlig, når uheldet er ude? Vi har selv været så heldige, at vores lokale dyrlæge et par gange har tilbudt førstehjælpskursus til hund og kat, hvor de lærer os bl.a. hjertemassage, tjek for dehydrering, tjek om blodtilførslen er optimal, lægge forbinding osv. Alt sammen noget, som vi i den grad priser os lykkelige for at have lært.
Hvis I nogensinde skulle få tilbudt sådan et kursus fra egen dyrlæge, eller måske endda kan stable et på benene selv, så kan jeg på alle måder kun være fortaler for det. Det gavner sig, når man pludselig står i en situation, hvor uheldet er ude! Op til flere gange har jeg oplevet at skulle lægge forbindinger på andre ejeres hunde, når de har været uheldige og har snittet hul på trædepuder. Både hjertemassage og tjek af blodtilførsel har i den grad været på spil i vores forfærdelige situation, og det har uden tvivl været med til at sikre, at vi kunne agere korrekt og dermed fik vores lille mirakel for Kato.
Ugens blogger
Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.
Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.
Er den lykkelige ejer af intet mindre end fire skønne vovser. Ralf, Alfred, Kato og Allie.
]]>
”Hvorfor har du egentlig en FT Cocker Spaniel, når du ikke går på jagt?” Det spørgsmål har jeg fået rigtig mange gange. Ofte efterfulgt af en bemærkning om, at det da er synd for hunden, at han ikke er med på jagt. Jeg forstår faktisk godt spørgsmålet og bemærkningen. Men FT Cocker Spaniels kan så meget andet end jagt. Ligesom for eksempel hønsehunde, labradorer, dalmatinere og gravhunde kan. De var også alle sammen oprindelig fremavlet til jagt. Enten som stående, stødende og apporterende eller som drivende jagthunde. Så længe hunden bliver aktiveret, stimuleret, forstået og elsket, så er de alle perfekte familiehunde, efter min mening. Men det er vigtigt at sætte sig ind i, hvilken race man køber.
Valg af race.
Da vi i familien skulle finde frem til, hvilken hunderace vi skulle vælge, talte vi længe om, hvad vi ønskede at få ud af hundeejerskabet. Vi læste en del om de forskellige racer. Både for at sikre os, at det var den rigtige race for os, men også for at sikre, at racevalget ville blive så rigtigt som muligt i forhold til hunden. Det var utrolig vigtigt for os, at hunden passede ind i vores livsstil, og vi var et rigtig match i forhold til den.
Hvad drømte vi om?
Vi har begge haft hund som barn. Men ingen af os har haft samme racer. Så vores udgangspunkt var forskellige. Vi tog derfor nogle af de tests, der er på nettet. Der skal man svare på spørgsmål om alt fra størrelse på hund, ens erfaring, pelspleje, holdning til hvor meget hunden må gø. Aktivitetsniveau – både dit og hundens, samt mental aktivering. Er det en børnevenlig hund, og mange andre spørgsmål. Det gav nogle gode samtaler, og vi fandt frem til, hvad vi drømte om.
Hvad var vigtigt for os?
Vi ønskede at finde os en hund, der er hengiven, blid og evigt glad. En race, der elsker at arbejde målrettet, og som kan fungere som familiehund. En mellemstørrelse hund uden for meget pelspleje, der ikke gør ret meget, men som gerne måtte være intelligent, legesyg og aktiv.
Vi endte med at vælge racen FT Cocker Spaniel. Og heldige var vi, at der ikke langt fra, hvor vi bor, var en kennel, der havde fået hvalpe.
Køb af hvalp.
Jeg kontaktede dem og fik en god snak. Et af de første spørgsmål, der blev stillet var, ”: Du ved godt, det er Field Trial Cocker Spaniel hvalpe, ikke? Jagtudgaven. De har lige det ekstra gear.” Jo, det vidste jeg. Et vigtigt spørgsmål og et endnu vigtigere svar.
Vi fik lov til at besøge hvalpene. Alle var lige dejlige. Men fuldstændig forskellige i personligheder og alligevel utrolig ens. Efter to besøg, fik vi, selvom vi ikke ville bruge hvalpen til jagt, alligevel lov til at købe en. To ud af 6 hvalpe var et godt match til os. Vi måtte vælge mellem en af de to. Det var svært. Vi valgte Lucas. Og hvilket match! Vi fik næsten 12 fantastiske år med ham. Han passede perfekt ind i vores familie.
Da Lucas blev 10 år, fik vi Marvin. Denne gang var forarbejdet et helt andet. Nu handlede det om forskellen mellem at have en og to hunde på en gang.
En gang FT Cocker Spaniel – Altid FT Cocker Spaniel.
Bag om bloggen
Charlotte nærmer sig de 50. Hun arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.
Marvin er en brun, 5-årig, stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.
]]>Som ny hundeejer tager mange til dyrlægen kort tid efter den lille hundehvalp er kommet hjem, og det gjorde vi selvfølgelig også.
Hos dyrlægen blev Rudy omtalt som en flot, sund og rask hund og alt var, som det skulle være.
Dyrlægen gav en fin service, så han trimmede Rudy’s negle - her gik det galt!
Rudy har flere sorte negle/kløer, og det kan derfor være svært at afgøre, hvor meget negl der skal klippes, åbenbart også for en dyrlæge. Der blev desværre klippet for kort, så blodet strømmede ud og for at stoppe blødningen brænder dyrlægen neglen. Det er utroligt nok normal kutyme, men det er ekstremt pinefuldt for hunden, da nerven er blottet og det var desværre nok til at Rudy nægtede, at få ordnet negle igen.
Jeg følte mig ikke kompetent nok til, at skulle klippe hans negle selv, specielt eftersom dyrlægen ikke engang kunne finde ud af det. Jeg kunne desuden slet ikke få lov til at røre poterne.
Jeg så 1 års tid senere en reklame hos vores lokale dyrehandler, de ville få en dyrlæge på besøg. Dyrlægen kom for at tilbyde negleklip til kunderne, så her tilmeldte jeg os.
Da dagen kom nægtede Rudy, og det endte desværre med ufrivillig fastholdelse og igen for kort klipning af neglene, så det blødte endnu engang.
Herefter blev jeg anbefalet at få ham i narkose, når han skulle have klippet negle, hvilket var fuldstændig imod min måde at holde hund på. Narkose er bestemt ikke uden risiko, så det var et kæmpe NEJ fra mig.
Jeg gik og grublede længe over, hvad filan vi skulle stille op med ham. Han var virkelig panisk omkring negleklipning. Rudy havde mistet al tillid til både dyrlæger og os.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at klippe dem selv.
Vi skulle simpelthen have opbygget tilliden igen, så jeg kunne få lov.
Der blev indkøbt en rigtig god negleklipper, masser af godbidder og så samlede jeg mig ellers mod til og havde rigeligt med tålmodighed i bagagen.
Vi startede med, at jeg skulle få lov til at holde hans pote og røre neglene/kløerne, han fik derefter ros og så en godbid. Det startede vi med at gøre mange gange.
Så tog jeg negleklipperen og duttede hans pote med den, han fik ros igen og så en godbid. Dette gentog vi også mange gange.
Denne øvelse lavede vi flere dage om ugen over en lang periode, og herefter udviklede det sig til, at jeg fik lov til at holde negleklipperen ordenligt i hånden og helt ind mod neglen på ham. Hele denne proces lød på mange tusinde gentagelser, og stod på i flere uger.
En dag fik jeg lov til at komme helt tæt på, jeg greb derfor chancen og klippede. Det var en kæmpe succes, så fik han et væld af godbidder, møssere og ros, så dette fortsatte vi med i flere måneder.
Jeg fik på knap 1 år vendt panikken omkring negleklipningen til en positiv oplevelse. Det blev lige pludselig en fed ting at lave med mor, fordi vi nussede sammen, han fik ros og godbidder og vi generelt bare hyggede.
I dag knap 5 år efter nyder han stadig negleklipningen og alt det, der hører med, og selvom vi har skiftet dyrlæge i mellemtiden, så er jeg stadig den eneste som klipper hans negle.
Har du en hund som nægter at få klippet negle, så træn, træn, træn – det kan godt lade sig gøre. Det er vi nemlig et vaskeægte bevis på.
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en 7-årig Old English Bulldog ved navn Rudy. De er sammen aktive på instagram med profilen @erikssons_boys
Hvad er det vigtigste at træne med min hvalp?
... det spørgsmål får jeg af og til som hundetræner. Hvad svaret er for dig og din hund er måske noget andet - men her er lidt om det, som er vigtigst for mig.
"Ih, hvor er du heldig, at du har sådan en nem hund, du kan have med alle steder" - "Hun er bare så roligt, hvor må det være dejligt at have fået en hund, der bare kan slappe af"... jeg hører sådanne kommentarer om Frida næsten hver eneste uge: Andre hundeejere som drømmer om en hund, som er afslappet blandt mennesker, hunde og i forskellige situationer, og som ikke stresser op eller bliver nervøse, når de er "i byen".
Jeg har Frida med mig nærmest overalt: Til møder, på kontoret, på restaurant, på ferie nye steder - og hun tager alt i "stiv pote" og er god til at hygge sig og slappe af. Uden stress og uden at skulle pibe, gø eller hilse på alle.
Har jeg været "heldig"?... tjah, selvfølgelig har jeg valgt en race, som ikke er blandt de mest "højttændte". Men jeg tror nu også, at mange andre faktorer spiller ind. Blandt andet træning af de to ting, jeg finder allervigtigst: Ro og miljø. En tredje faktor er, at jeg også prioriterede at finde en opdrætter, som havde fokus på hvalpenes socialisering/miljøtræning. En hvalp fra sådan et sted er bedre rustet til mødet med omverdenen end én, som er opvokset uden særlig mange indtryk.
Miljøtræning herhjemme starter nærmest fra dag 1 - og det er kun fantasien, som sætter grænser. Vi har både trænet hjemme i haven med forskellige underlag - fx gå på presseninger, bobleplast, kravle under og gennem ting og "udsættes" for larm - og tage på ture til togstationen, i hovedgaden, hos dyrlægen, til "hundeparkour mv. Altsammen for at blive tryg ved mange forskellige situationer.
Men først og fremmest har vi trænet RO - som måske er en af de allermest oversete øvelser, medmindre man kommer i jagthundeverdenen, hvor "ro på post" er alfa og omega, når hundene skal lære at være med på jagt og kun arbejde på signal.
Øvelsen findes desværre for sjældent på hvalpekurser, selvom den er et fantastisk fundament: at lære at slappe af og ikke altid skulle forholde sig til eller deltage i alt giver mindre uro og en hund, man kan have med sig uden at genere andre og uden at udsætte hunden for stress.
Så det er noget, vi har trænet, fra Frida var helt lille, fx ved at sidde og betragte verden på en bænk eller fra kantstenen: Lære at være i ro og ikke hilse på alle der kom forbi. Og ved at sidde og lære at hvile, når man stod alt for tidligt op eller "ulvetimen" indfandt sig om aftenen i stedet for at drøne rundt og bide i alting. Og så har træningen været hver eneste dag, og ikke kun på træningspladsen.
Mange af os har så travlt med alt det hvalpen skal lære: sit, dæk, blive renlig, ikke bide, lydighed, tricks eller alle de øvelser vi vil bruge, når hunden bliver ældre. Og "ro" virker måske bare ikke som "rigtig" træning. Men tro mig: tiden er godt givet ud, når din hund er velafbalanceret og ikke stresser over tingene: Når den ligger stille og hygger sig under bordet, når der er gæster eller sidder rolig og veltilpas i parken og i stedet for at drøne hektisk rundt eller gø af tingene. Når du har hunden med på nye eventyr og den tager alt i "stiv pote". Eller den dag du hører, hvor "heldig" du er med din nemme hund.
Bag om bloggen:
Karoline er 46 år og bor i Birkerød med sin kæreste og golden retrieveren, Frida på 6 år. Karoline er uddannet dyrlæge og hundetræner og er medstifter af hundeløbeklubben Dirty Paws, hvor hun også er træner/tovholder i lokalklubben i Nordsjælland. Frida og Line elsker at løbe canicross sammen og har deltaget i mange stævner i ind- og udland, inkl. EM og VM. Deres vigtigste motto er dog "Better together" - at turene handler om teamwork og forståelse for hinanden. Og at alle kan være med. Foruden canicross deltager de også i K9-biathlons (forhindringsløb med hund) og dyrker hundefitness. Og vandreture både i Danmark og rundt omkring i Europa er også et hit.
Frida er en superhurtigt løbehund, når det gælder. Og kan vandre i timevis i alperne. Men hun elsker også bare at blive nusset på maven og sove længe. Hun kan være stædig som et æsel, hvis der er noget, hun ikke gider. På aftengåturene er det fx hende, som bestemmer ruten. Og så "taler" hun meget ved at brumme, bla når hun synes, at hun har fortjent en ekstra godbid.
Frida og Karoline er at finde på Instagram med profilen @teamgoldenpower
]]>Med det mener jeg, at I skal træne det sammen, som du kan se, at hunden elsker – ikke hvad der er ”in” eller populært at træne.
Jeg startede på hvalpehold, da Emma var helt lille. Det gik super godt, selvom hun var stædig som et æsel. Hun/vi gennemførte og rykkede videre op på et lydighedshold.
Efter 1 års tid med lydighed sagde min hundetræner, at der skulle trænes noget andet, for som hun sagde: ”Jeg tror, at Emma keder sig” 😊 IKKE en succes.
Heldigvis havde hun også agility hold, og det var meget ”in” på det tidspunkt, så det skulle da helt sikkert prøves af. Jeg tænkte, at nu skulle vi ha en fest os 2.
Vi startede blødt op (heldigvis) med meget simple spring og tunnel, og langsomt blev der bygget på så serien blev længere og mere kompliceret.
Det er så her, at jeg opdagede 2 lidt uforudsete issues:
Her begyndte det så at gå lidt galt for både Emma og mig. Jeg var en klovn til at vende den rigtige side til og ”slide” armen i den rigtige retning, hvilket medførte en forvirret hund og frustreret hundefører. Emma gad så heller ikke rigtig springe mere, med mindre jeg havde en godbid i hånden.
Dagen jeg stoppede på holdet, var da min træner sagde: ”Alle andre end Lotte må ikke bruge godbidder i træningen” 😊 IKKE en succes.
Jeg begyndte at træne schweiss ude i skoven – 1-2 gange om måneden i Beagle klubben. Vi mødes tidligt om morgenen, gik sammen ud og lagde sporet, fandt morgenbrødet frem og hyggede sammen, alt imens sporet ”modnede”. Vi gik en fælles luftetur med hundene, og så gik vi sporet 1 hund af gangen. Det var en kæmpe succes, hun/vi elskede det. Næsearbejde + skovtur = perfekt hundeunderholdning. Vi nåede at bestå en 400m 3 timers prøve, men måtte stoppe, da Emma har fået en kronisk øjensygdom (KCS), og støv og møg fra skovbunden gav en masse oprens af øjne. Men stadig - STOR succes.
Her var det så, at jeg fik øjnene op for Nose Work. Min hundetræner var begyndt, og jeg var hurtig til at starte op. Det var også næsearbejde, men i knap så støvede omgivelser.
Det er nu 5-6 år siden, at vi startede og er still going strong. Vi forsøger at træne 2-4 gange om ugen. Det er den fedeste sport for os, jeg elsker det og Emma elsker det. For dem der ikke lige kender det, så er konkurreres der på 4 forskellige typer søg 1 x indendørssøg, 1 x udendørssøg, 1 x beholdersøg og 1 x køretøjssøg. Der gemmes x antal duftkilder (alt efter hvilket niveau man konkurrerer i) – som skal findes på tid og uden så mange fejl.
Hvis man ikke kender sporten, kan man nemt komme til at sige, ”hvor svært kan det være, luk dog bare hunden ind i rummet og vent til den finder kilden”. Nææææææh nej, det er så langt fra virkeligheden, som det kan være. Selv nu, efter så mange år, lærer jeg stadig meget om Emma og hendes bittesmå signaler, jeg skal læse og justere mit søg ud fra. Det kan være, at hun lige slår med hovedet, når hun går forbi og går videre = hmmm det kan betyde, at vi skal tilbage og tjekke det område. Vind/vejr/træk/temperatur/sol/skygge/luftfugtighed osv osv spiller også en rolle – som bare gør det endnu sjovere, for det er ikke ”bare lige”, det er samarbejde i yderste potens. Vi elsker det, og vi ”nørder” det, og ALLE kan være med, ung som gammel, det er KLART at ANBEFALE, hvis du har lyst til at prøve noget nyt 😊 Og ja, jeg går stadig hos samme træner, som jeg gik til hvalpetræning hos <3 – vi har mange sjove oplevelser sammen.
Vil dog lige slutte af med, at det absolut ikke er en dans på roser hver gang – og det er jeg også helt OK med, for som jeg har beskrevet før, så ELSKER jeg min beagle og hendes egenrådige sind. Jeg har oplevet at gå til prøver, hvor hele indendørssøget blev brugt til at snuse gulvet rent for krummer. Eller (hader det) når vi får en udendørs legeplads som udendørssøg, hvor der er en bålplads i – der bruger vi så 4-5 minutter på at rense bål stedet for pølserester og snobrødskrummer. Det er heldigvis ikke så tit, og hun er efterhånden rutineret og ”går på arbejde”, når jeg siger ”Søge” (well det meste af tiden) 😊 Men Nose work er en kæmpe succes og klar noget jeg kan anbefale. Vi har fundet det som VI elsker at træne sammen!
Lidt om bloggeren.
Lotte er i starten af 50’erne. Til daglig sidder Lotte som kunderådgiver og bruger det meste af sin fritid på at træne med sin hund Emma, som er en beaglepige på snart 9 somre. De har trænet og konkurreret schweiss spor. Agility uden den store succes (der må jo ikke lokkes med godbidder) og nu træner de Nose Work 3-4 gange om ugen, hvis de kan komme til det. De konkurrerer på NW3 niveau, og de har en fest sammen, når de søger <3
]]>På Dansk Hunderegister kan vi se, at han er født den 17. december 2012, og at han er en blanding af labrador, schæferhund og gravhund. Mit gæt er, at hans høje aktivitetsniveau og store resourceforsvar i forbindelse med mad, har været svært at tackle i en børnefamilie.
Fakta er at han i en alder af 1 år flyttede ind til Svigermor og Svigerfar.
På det tidspunkt var Svigermor 71 år, rask, rørig og yderst social. Stort set dagligt kørte hun afsted i bilen for at handle og opleve, hvad der rørte sig i området. Bastian var næsten altid med hende. Hjemme løb han frit omkring på den 4000 m2 store grund, hjalp til med høns, kattekillinger og andre gøremål. Det var hans job at hente avisen oppe ved postkassen og sørge for at den elektroniske garageport blev lukket.
Desværre gik Svigerfar bort og kort tid derefter begyndte Svigermors ryg og hjerte at drille. De gange svigermor var indlagt på sygehuset, flyttede Bastian hjem til os. Her gik han imponerende godt i spænd med vores to hunde, katte, høns og børn.
For svigermor og Bastian blev livet lidt mere stille, end de havde været vandt til. Svigermor fik rollator og kom ikke mere så meget ud at ture som tidligere. En dag hun var på vej ud af døren, trillede rollatoren fra hende ind i rosenbedet. Heldigvis var Bastian klog nok til at trække køretøjet ud igen og aflevere det til Svigermor. Han hjalp også til med at samle tabte ting op og var i det hele taget godt selskab for svigermor i dagligdagen.
Bastian begyndte at gå sine egne ture. Vi boede kun 700 meter fra Svigermor, så af og til fandt vi ham hoppende og gøende udenfor vores hoveddør. Hvis ikke vi var hjemme, gik han ind til en af vores naboer og ventede på os.
Da Svigermor erkendte, at hendes hus var blevet for stort for hende, fandt hun en lille lejlighed i en nærliggende by, hvor hun måtte have Bastian med. Det var svært for Bastian, der havde været vandt til det frie liv på landet, især fordi Svigermors ryg blev dårligere, og hun havde dage, hvor hun sad i kørestol.
Bastian begyndte at løbe sine egne ture i byens park og ofte kunne man læse vrede beskeder på facebook fra folk der havde mødt en løs labradorlignende hund. Vi forsøgte at hyre nogle unge mennesker til at give Bastian daglige lufteture, men det var slet ikke nok til at dække hans høje aktivitetsniveau. Alle hans frustrationer kom ud af munden på ham, hvilket ikke gjorde naboerne gladere for ham.
Svigermor ville ikke høre tale om at skulle undvære Bastian. ”Tænk, hvis du skulle undvære dine hunde”, sagde hun til mig. Jeg forstod hende så udmærket, og samtidig kunne jeg sagtens se det uholdbare i situationen.
En dag erkendte Svigermor dog, at det var tid til at flytte på plejehjem. Hun ringede til os og fortalte, at hun flyttede to dage senere. Havde det ikke været for Bastian, var hun helt sikkert flyttet tidligere. Bastian deltog i flytningen, og da svigermor sagde endelig farvel til sin lejlighed, flyttede Bastian ind til os.
Det er nu halvandet år siden, at Bastian flyttede ind på Autogaarden.
Som nævnt er Bastians energiniveau temmelig højt og kedsomheden kommer ud som højlydt gøen. Derfor er Bastian nu ansat som værkstedshund hos min mand, Birger. Hver morgen kører de to sammen på arbejde. På værkstedet er Bastian en højt værdisat medarbejder. Han hygger om kunderne, sørger for at madspild efter frokosten undgås, liften hæves og sænkes kun hvis Bastian gør, og idet hele taget nyder Bastian at være med hvor der sker noget. Om aftenen får vi en dejlig træt og glad hund hjem.
Svigermor trives på plejehjemmet. Her er mennesker at tale med og aktiviteter at deltage i, men hun savnede Bastian meget i starten. Heldigvis er det et plejehjem uden strikse regler, men med et dejligt menneskesyn, så mindst en gang om ugen holder Bastian fri fra værkstedet og tager med Birgers bror Claus på plejehjemmet. Når Claus tager hjem, bliver Bastian hos Svigermor, indtil Birger har fri fra arbejde og kan hente ham. I mellemtiden hygger Svigermor og Bastian sig sammen med at spille bold og sludre lidt om alt og intet.
Det er endelig lykkedes os at få det bedste ud af situationen for os alle.
Om bloggeren:
Helene er 48 år. Hun er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.
]]>Men hvor mange af os tænker egentlig på, at vores hunde måske kunne have brug for det samme? Ser vi selv - når vi ser på vores firbenede venner hver dag - hvis de langsomt bliver en smule stivere i ryggen dag for dag? Eller at de måske har lidt kortere skridt end normalt?
Når vi ser på vores firbenede venner hver dag, så overser vi ofte små tegn på, at de bliver ældre, at kroppen forfalder, eller at de måske har pådraget sig en form for skade eller skavank.
Da vi i tidernes morgen havde vores gamle blandingshund Bjørn, begyndte vi langsomt at kunne se, at han blev lidt mere stivbenet. Ryggen var ikke så elastisk som normalt, men han virkede ikke til at have ondt, så det var vel bare aldersbetinget? På et tidspunkt blev vi introduceret til massage til hunden. Hurtigt blev vi "bidt" af det, da vi så positiv respons i den gamle hundekrop. Han fik lidt mere bevægelighed tilbage, ryggen arbejdede mere og de spændte baglår blev løsnet op. Det gjorde virkelig en stor forskel for ham.
Da vi sagde farvel til ham tog vi ideen om massage med videre til de næste hunde. Det endte endda med, at vi med tiden begyndte at joke med, at jeg da bare skulle uddanne mig til massør. Efterhånden som tiden gik begyndte jeg at undersøge mere og mere omkring det og efter lidt tid besluttede jeg at gå den vej. Derfor er jeg nu godt i gang med uddannelsen som Fysiurgisk Hundeterapeut! Uddannelse indebærer massage, ledmobilisering, Kranio sakral terapi og fysisk træning. Denne kombination er simpelthen så spændende og meget givende for hundene.
Da vi for tre måneder siden overtog hund nr. 5 - Tumle - fik jeg for alvor øjnene op for, hvor meget det faktisk kan gøre for vores firbenede venner, når man giver dem en hjælpende hånd. Da Tumle kom ind i familie så vi ret hurtigt nogle tegn på, at alt ikke var helt, som det burde være: Han peb, når man løftede ham, han gik konstant rundt med holdningen fra en frieser hest, og kunne ikke rigtig dreje hovedet for at orientere sig. Nogle af de problematikker han havde var, at han kun havde et øje, medfødt hoftedysplasi i middelsvær grad og ikke det der ligner motorik/balance.
Det blev hurtigt besluttet, at han måtte med i skole: Han blev checket igennem af en uddannet fysiurgisk hundeterapeut, som for en god ordens skyld gerne ville have et røntgenbillede af hele ryggen. Alt undtagen hofterne så så fine ud. Vi fik ham afspændt hos hende et par gange og imellem tiderne hos hende, har vi været forbi en kiropraktor, og jeg har selv arbejdet på ham. Ved at kombinere og tilrettelægge til lige nøjagtig Tumles tilfælde er vi faktisk kommet til et punkt, hvor han ikke piver, når han løftes, han kan nu sænke hovedet og gå ‘normalt’ og går ikke i cirkler for at orientere sig. Han ligner næsten en normal hund!
Denne (for os) kæmpe store udvikling er sket på baggrund af massage, mobilisering, KST og en dygtig kiropraktors manipulation.
Så sidder du der bag skærmen og nikker genkendende til det ift. egen krop, så kommer her lige en opfordring om at tænke på din firbenede ven. De har lige så meget brug for en hjælpende hånd som vi selv har.
Bagom bloggen
Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.
Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.
Er den lykkelige ejer af intet mindre end fem skønne vovser. Ralf, Alfred, Kato, Allie og Tumle.
]]>Hverdagen
Marvin er vant til, jeg er meget hjemme, fordi jeg arbejder hjemmefra. Han kan sagtens være alene, men er næsten altid med, når jeg skal et eller andet. Han følger mig rundt i huset eller haven og elsker at deltage i det, jeg laver, og har fuldt styr på mine og familiens vaner. Det er sjældent, jeg er væk fra ham i mere end et par dage.
”Hvor er du? – ”Jeg savner også dig!”
De første dage gik det fint. Både for Marvin og mig. Så begyndte Marvin at lede efter mig, og hver gang jeg så en hund på min ferie, så savnede jeg at sidde med fingrene i hans bløde pels. Jeg ringede ikke hjem. Jeg skrev til familien, så han ikke hørte min stemme. Der var ingen grund til at gøre ham forvirret. Som dagene gik, vænnede han sig heldigvis til, jeg ikke var der.
Forskellige måder at have hund.
Når jeg gik rundt i hovedstaden på Madeira, så jeg hunde ligge og sove på fortovet og fik i første omgang lidt ondt af dem, indtil det gik op for mig, at det slet ikke var herreløse hunde, jeg gik forbi. Faktisk så jeg ikke en eneste. De hunde, jeg mødte, var velnærede, og de fleste havde halsbånd på. Nogen elskede dem. Heldigvis.
De løse hunde på gaden havde helt styr på trafikken og virkede alle meget venlige. De levede livet. Måske lidt farligt efter min mening. Og det var tydeligt, at det var hundens eget ansvar, om de kunne følge med deres ejer, hvis de blev luftet. Ofte blev de luftet uden snor. En ansat på hotellet fortalte mig, at på Madeira er det ikke lovpligtigt at have en hundeforsikring eller have sin hund i snor. Noget vi tager for givet, at alle hundeejere har styr på i Danmark.
Mød manden og hunden.
Tæt på hotellet hvor jeg boede, bemærkede jeg af flere omgange en mand og hans hund. Begge så ud til at smile hele tiden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, at vores verdener ikke kunne være mere forskellige. Og så alligevel på et område ret ens. Vi er begge hundeejere. Af en eller anden årsag så gjorde de et stort indtryk på mig, så jeg spurgte ham, om jeg måtte dele et billede af dem begge til et blogindlæg i Danmark. Det måtte jeg heldigvis. Så her er de to smil. Manden og hunden på gaden.
”Hvor har i været? I glemte noget! – Mig!”
Lykken er at blive mødt af en glad hund. Gensynsglæden var stor. Der var ingen grund til min dårlige samvittighed. Han havde haft det som blommen i et æg. Vi grinede alle af den glade pelsraket, da han løb ud til et familiemedlems bil og var så klar til at skulle med hende hjem. Jeg har også savnet dig, Marvin!
Bag om bloggen
Charlotte nærmer sig de 50. Hun arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.
Marvin er en brun 4-årig stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.
]]>
Vi tog hjem fra hospitalet, knap 18 timer efter fødslen, og 1. step hjemme var, at Rudy skulle hilse på Ludwig. Rudy er en stor bulldog, som på trods af sin alder stadig ikke forstår, hvor stor han faktisk er. Det var vigtigt for os, at han fik lov til at hilse på sit nye familiemedlem. Det skulle dog stadig foregå på vores præmisser, og uden at det blev til en vild oplevelse, som var ubehagelig for Ludwig.
Som dagene gik, fik Rudy lov til at komme tættere på Ludwig, og specielt i sofaen hvor Rudy befandt sig roligt, kunne de få lov til at komme helt tæt på hinanden. Rudy er typen, der elsker at nusse, så når Ludwig havde ammet, og skulle bøvse på skulderen, var Rudy lynhurtig til at ligge hovedet på samme skulder, så han kunne snuse til Ludwig.
Mavetid er vigtigt for babyer, og selvfølgelig skulle Rudy også inddrages i den proces. Mavetid foregår på en madras på gulvet, og specielt Rudy elsker det, da vi alle er nede i hans niveau.
Nu er vi nået til det punkt, hvor Ludwig er 10 måneder gammel og kravler rundt overalt. Han har fået interesse for at røre ved alting, og det giver lidt udfordringer. Ludwig er stadig ikke 100% bevist omkring sine bevægelser og slet ikke om, hvor mange kræfter han faktisk har. Det er derfor endt ud i episoder, hvor han har hevet mig i håret, prikket i øjet og nevet i babserne – ja, fordi alt bliver nemlig brugt som håndtag, når man gerne vil fremad i verden.
Vi er derfor opmærksom på, at Ludwig ikke er hård ved Rudy, så Rudy ikke får behovet for at skulle ”forsvare” sig selv. Deres bånd må for guds skyld ikke blive ødelagt, pga. dårligt overblik fra forældrene.
Rudy er til gengæld blevet kæmpe fan af Ludwigs spisetider, som ikke længere består af modermælk. Ludwig sidder i sin højstol og får mad 4 gange i døgnet. Alt, der ryger ud over bordet, forsvinder på mystisk vis. Ludwig er endda blevet så klog, at hvis der er noget, som ikke behager ham, så strækker han hånden ud over kanten, og vupti, så forsvinder det ud i den blå luft.
Hver dag er en kæmpe gave for mig, som mor til begge drenge.
Jeg tager mig selv i, at have et smil på læben, når jeg kigger ind på værelset. Her finder jeg Ludwig legende, mens Rudy ligger solidt plantet i hjørnet og har totalt styr på sin lillebror.
Jeg bliver blød om hjertet, når de bruger tid sammen helt frivilligt. Relationer mellem hund og barn er med til at udvikle barnets empatiske evner og sociale kompetencer. Hunden er menneskets bedste ven, og tanken om, at Rudy ikke kun er min bedste ven, men også Ludwigs bedste ven, gør mig meget lykkelig.
Rudy er nu 7,5 år, og når jeg tænker tilbage på ting, jeg kan huske fra min barndom, er det først fra 4 års-alderen. Jeg ønsker for alt i verden, at Ludwig kommer til at kunne huske hans fantastiske storebror – men når Ludwig er 4 år, så er Rudy næsten 11 år.
Nu er jeg ikke særlig religiøs anlagt, men nogle få gange i mit liv har jeg bedt en bøn, i håb om at mit ønske blev opfyldt, så here we go.
”Kære Gud.
Send ungdommelighed og sundhed Rudys vej. Lad ham leve et fantastisk, langt og lykkeligt hundeliv, så han når at sætte sit poteaftryk, dybt i Ludwigs hjerte.
Amen.”
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en 7-årig Old English Bulldog ved navn Rudy. De er sammen aktive på instagram med profilen @The.Erikssons
Så canicross er klart blevet vores sport, og noget vi elsker at lave sammen. Enten bare os to eller med vores gode løbevenner i den lokale hundeløbeklub. De fleste af vores canicross-venner har samme oplevelser med sporten: De har fået et tættere forhold til deres hunde, og dem som har hunde, som har det svært med andre hunde fortæller, at hundene reagerer meget positivt på at løbe sammen. De bliver simpelthen bedre til at tolerere andre hunde. Og alle og en nævnte også, at hunden bare gør det nemmere at komme afsted på sine ture. I en travl hverdag kan det også være rart, at man af og til kan kombinere sin egen motion med hundens.
Jeg har også set mange andre fordele af vores løbeture: Frida er blevet stærkere og har fået en fantastisk kondition - og er blevet vant til virkelig mange forskellige oplevelser og indtryk. Og ikke mindst er løbeturene bare sjovere og hyggeligere, når man har sin firbenede makker med afsted. Og ingen tvivl om, at vores bånd er blevet stærkere.
Kort sagt: Vi er blevet et godt team. Både til løb og i hverdagen
Bag om bloggen:
Karoline er 46 år og bor i Birkerød med sin kæreste og golden retrieveren, Frida på 6 år. Karoline er uddannet dyrlæge og hundetræner og er medstifter af hundeløbeklubben Dirty Paws, hvor hun også er træner/tovholder i lokalklubben i Nordsjælland. Frida og Line elsker at løbe canicross sammen og har deltaget i mange stævner i ind- og udland, inkl. EM og VM. Deres vigtigste motto er dog "Better together" - at turene handler om teamwork og forståelse for hinanden. Og at alle kan være med. Foruden canicross deltager de også i K9-biathlons (forhindringsløb med hund) og dyrker hundefitness. Og vandreture både i Danmark og rundt omkring i Europa er også et hit.
Frida er en superhurtigt løbehund, når det gælder. Og kan vandre i timevis i alperne. Men hun elsker også bare at blive nusset på maven og sove længe. Hun kan være stædig som et æsel, hvis der er noget, hun ikke gider. På aftengåturene er det fx hende, som bestemmer ruten. Og så "taler" hun meget ved at brumme, bla når hun synes, at hun har fortjent en ekstra godbid.
Frida og Karoline er at finde på Instagram med profilen @teamgoldenpower
]]>Det spørgsmål har vi fået så mange gange i de sidste snart 9 år, siden vi fik vores Emma.
Og svaret er kort (men med en masse underliggende forklaring) – fordi jeg ELSKER beaglers sind! De er IKKE en pleaserhund – de er lidt en (undskyld udtrykket) ”f*** dig, jeg gør det, hvis jeg vil hund” 😊
Hvis du søger en hund, der gør alt, hvad du siger og går og kigger op og spørger ”hvad skal jeg nu? Skal jeg sit – dæk – apportere?” så er det nok IKKE en beagle, du skal have!
Vi stod for 9 år siden og skulle beslutte, hvilken hund ville passe ind i vores lille familie. Hjemme er vi 3 personer, 2 voksne og 1 barn (som nu er voksen).
Vi er begge vokset op med hunde og er klar over, at man ikke køber hund ud fra
1) ”nuttetheds-grad” (well, så var det også blevet en beagle) 😊
2) om farven på hunden matcher resten af stuen og det nye tæppe under sofabordet
3) ingen fældning så vi slipper for de irriterende hår fra dit 4-benede familiemedlem.
4) racen har lige været med i sidste nye Disney-film – så må den være den rette familiehund
Vi satte os grundigt ind i, hvad det vil sige at vælge en beagle – og havde også en laaaaang samtale med én fra Beagleklubben, fordi vi havde hørt så mange ”skrækhistorier” omkring beagler, og dem ville vi gerne høre mere om. Jeg kommer her ind på nogle af dem, og vil kommentere på dem ud fra MINE/vores oplevelser – der er helt sikkert andre holdninger/erfaringer, men dette er mine/vores 😊
Mange historier gik på at 1) Beagler ikke kan være alene hjemme uden at æde alt inventar i huset – 2) Beagler kan ikke slippes løs – 3) Beagler hører ikke efter 😊 4) Haven skal hegnes ind som Fort Knox, ellers graver din beagle sig ud. 5) De har en glubsk appetit og æder alt.
Det første punkt kommer jeg ind på her – de andre må I glæde jer til!
Vi kørte i sommeren 2014 ned og hentede vores lille ”Emma” – hun har et laaaaaaaaaaangt stambogsnavn – som er knap så flatterende – så vi kalder hende ”Emma” <3
Vores hus var næsten nyt, så vi tænkte på, hvordan vi kunne sikre både huset og Emma, når vi ikke var hjemme.
Vi købte en hvalpegård, som kunne samles, som man ville. Den flettede vi ind i hendes transportbur, så det stod ned igennem stuen – lang indhegning som endte i hendes ÅBNE bur, så hun kunne gå ind og sove, når det passede hende – aviser på gulvet og mad/vand. Ingen legetøj eller bide ting. Jeg kan huske, at opdrætter sagde, at ”hunden skal lære, at det er sovetid, ikke legetid, når I ikke er hjemme”. Og jeg ville også være hunderæd for, at den ville få noget galt i halsen, så INGEN legeting bare frisk kommentar med frisk stemme (ingen ynk), som vi stadig bruger i dag: ”Hej Hej Emma – pas godt på huset” og så give en lækker godbid.
Det har fungeret fantastisk – vi havde dette arrangement i 3/4 års tid! Og da hun fik hele stuen/køkken/værelser at være i, har hun intet ødelagt. Well, der vist røget en pyntepude eller 2, men ikke noget alvorligt.
Og nej, hvis du vil vide, om vi så har fortrudt en beagle. Vi har ALDRIG fortrudt, at vi fik en beagle, og den næste hund (undskyld Emma, luk ørerne) bliver selvfølgelig også en beagle! <3
Lidt om bloggeren.
Lotte er i starten af 50’erne. Til daglig sidder hun som kunderådgiver og bruger det meste af sin fritid på at træne med sin hund Emma, som er en beagle-pige på snart 9 somre. De har trænet og konkurreret schweiss spor. Agility uden den store succes (der må jo ikke lokkes med godbidder), og nu træner de Nose Work 3-4 gange om ugen, hvis de kan komme til det. De konkurrerer på NW3 niveau, og de har en fest sammen, når de søger <3
]]>Det var derfor noget af en overraskelse for min familie, da jeg fortalte dem, at vi skulle til Norge i vinterferien for at hente en Schipperke-hvalp - nemlig lille Don Audi, der på det tidspunkt ville være 9 uger gammel.
Manden i huset sank en klump, da han hørte, at vi skulle have en hundehvalp igen. Han havde stadig i frisk erindring, hvordan Cookie var som hvalp. Ungerne jublede. Nok mere ved udsigten til en rejse til Norge end ved tanken om en Schipperke mere i huset.
Schipperke bliver kaldt Den Lille Sorte Djævle, og det er et meget rammende navn de første to til tre år af dens levetid. Den er livlig, larmende og total udenfor pædagogisk rækkevidde. Heldigvis er den så charmerende, at man tilgiver den alle dens unoder med det samme den sætter sit smukke hoved lidt på skrå og kigger op på dig. Den går for at være verdens mindste hyrdehund og er dertil blevet brugt som alarm- og rottehund på prammene i Holland.
Uvidende som jeg var, tænkte jeg, at Norge var nabolandet og derfor bare et stenkast væk fra Horsens. Jeg blev klogere. Det tager ti timer at sejle fra Frederikshavn til Oslo. Kun få af kahytterne man må have hund med i, og da vi skulle sejle hjem i vinterferien, var der kun kahytter tilbage på ruten Oslo – København, som tager 19 timer.
Cookie, vores anden schipperke, er den eneste hundehvalp, jeg nogensinde har købt. De andre hunde er enten født hos os eller kommet til som voksne. Cookie er født en times kørsel fra vores hus, så hende fulgte vi helt fra fødslen. Vi besøgte hende mindst en gang om ugen, så hun kendte os og allerede var knyttet til min datter Sigrid, da vi hentede hende som 8 ugers hvalp.
Det var anderledes at skulle hente en hund i Norge. Jeg måtte vælge ud fra video og opdrætters beskrivelse og omvendt havde opdrætteren sagt ja til, at vi måtte købe en hvalp uden at have mødt os andet end en enkelt gang i Danmark, da hun fik parret sin tæve. Det krævede tillid fra begge sider.
Tanken om, at vi som fremmede skulle tage 9 uger gamle Audi væk fra sin familie og alt, hvad han var tryg ved, sende ham ud på halvanden times køretur, 19 timers sejltur - hvor der endda var varslet stormvejr - og så yderligere 3 timers køretur hjem til Horsens, bekom mig ikke vel. Derfor havde vi lejet en hytte tæt på Audis opdrætter, så vi kunne besøge ham et par gange, inden vi kom og hentede ham hjem. Vores transportkasse blev sat hos ham sammen med lidt legetøj den første dag, vi var på besøg, og så fik han et tæppe med fra opdrætteren, da vi tog hjemover.
Audi bondede hurtigt med vores to børn, så hans transportbur stod mellem dem på køreturen til Oslo færgen.
Det viste sig hurtigt, at Audi er en rigtig globetrotter. På hele turen opførte han sig som om, han aldrig havde bestilt andet end at rejse. Da stormen Otto gav os følgeskab i form af fem meter høje bølger på åbent hav, brækkede børnene sig, Birger og jeg havde kvalme, men lille Audi løb rundt, legede og spiste og til sidst kravlede han af sig selv ind i sin kasse og sov. Jeg er imponeret over den ro, han udviste, selvom alt omkring ham var nyt og anderledes.
Vel hjemme fik Audi over et par dage hilst på vores andre tre hunde. Især vores Corgi, Mini, er glad for ham, men også Cookie og Bastian har taget pænt imod ham.
Nu venter alle oplevelserne som hvalpetræning, socialisering, udstilling og andet sjovt. Vi glæder os til at følge hans udvikling.
Faktisk har jeg allerede lavet en aftale om at tage til Norge igen til sommer for at deltage i et stort Schipperketræf. Måske ender jeg med en dag at blive helt glad for at rejse?
Om bloggeren:
Helene er 48 år. Hun er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.
]]>Jeg har selv været igennem den. Pludselig reagererede Asco overhovedet ikke på indkald, og de basiskommandoer, jeg havde trænet til hudløshed, var også væk som dug for solen. Jeg kunne hoppe og springe som en anden cirkusartist på træningsbanen, og alt hvad hunden gjorde var at vende sig væk fra mig. Han kunne ikke være mere ligeglad.
Han gnavede sig veltilfreds igennem vores paneler og gravede mine roser i haven op. Ingenting kunne trænge igennem, hvilket ellers var besynderligt med de kæmpestore antenner, han havde skiftet sine pjuskede hvalpe-ører ud med. Ingenting virkede, og for at få den mindste smule ro blev tyggeben og frosne Kong’er fyldt med vådfoder en midlertidig løsning. Det gode råd fra træneren var: "Find din indre zen frem og bare hold ud .. det går over igen.” – Ja tak, det siger du ikke …
Jeg har dog været heldig. For Asco var denne periode kortere end for de fleste, og vi kom relativt hurtigt tilbage til normalen. Vi gik ind i en rolig periode, og indlæring tog fart igen. Hans fokus var bedre end nogensinde før, og vi rykkede os helt utrolig meget på kort tid. Roen indfandt sig i hjemmet, og vi fik faktisk etableret nogle regler, der gjorde, at hunden var til at holde ud at være sammen med. Han fandt pænt selv sin seng, når resten af husholdningen også var i ro. Jeg troede virkelig, at det skrækkelige teenager-liv var langt pænt på hylden … Mon jeg tog fejl.
I starten af sommerferien – i en alder af 12 måneder – begyndte vores ”lille” dreng at lette ben. Det blev starten på en ganske hård kamp. Hanhunden i ham begyndte så småt at vågne op, og i takt med det, slukkede han så småt for hjernen igen. Pludselig rejste han børster af skygger, lyde eller sågar mennesker, og den opførsel derhjemme var væk. Vi skulle pludselig dele stue med en hormonfyldt terrorist på 42 kg. Hvad der for et år siden var uskyldige hvalpe narrestreger, er nu nærmest overfald. Med chance for ellers at blive misforstået, så vidste jeg godt, at denne dag ville komme, og vi elsker selvfølgelig stadig vores hund … men hold da op, hvor tester han ind imellem vores tålmodighed.
I en alder af 18 måneder er denne fase stadig i fuld gang, men heldigvis har lidt af hørelsen indfundet sig igen, så jeg nu er i stand til at træne ham træt. Og det gør han såmænd også til UG, men på hjemmefronten er der stadig plads til forbedring. Vi glæder os meget til dagen oprunder, hvor vi kan vinke farvel til The Terrible Teen 2.0.
Denne blog er skrevet af
Sanne Rath Madsen læser til daglig til dyrlæge på Københavns Universitet.
Hundemor og ejer af schæferhunden, Asco. Træner til daglig i Schæferhundeklubben i henholdsvis kreds 3 (Ballerup) og 84 (Skovbo) og driver det lille fotofirma SRM Photography
]]>
”Hey… Ej Marvin! Kom lige ned derfra!” En morgenfrisk og meget glad hund kom til at tage en glædesrunde i sengen, efter han havde været ude i haven for at tisse. Jeg følger morgentræt bagefter hunden ud i køkkenet. Barfodet træder jeg over vandet på gulvet. Af en eller anden årsag så lukker hunden ikke munden efter sidste mundfuld vand. Jeg laver mig en kop te og træder et skridt baglæns. ”Av!” Tørkost føles som at træde på legoklodser. Så er jeg i hvert fald vågen.
”Sengetøjet,” hører jeg mig selv sige højt og jeps, det har helt sikkert regnet i nat. For beviset er lige der midt i sengen. Ikke nok med han laver poteaftryk i mit hjerte, han deler også gerne ud af dem alle andre steder. Note til mig selv… Få nu lært den hund at få tørret de poter ved terrassedøren – hver gang!
Det fungerer ellers ret godt efter en gåtur. Der har vi fundet en god rytme. Badeværelset er lige indenfor fordøren, og Marvin har lært at hoppe direkte fra gåtur og op i badekarret. Men det er med at være hurtig. Er jeg for længe om at få startet for vandet, når han at ryste sig, og væggene bliver dekoreret med de fineste pletter af mudder blandet med savl og snot. I hans ivrighed efter at være superdygtig, når han denne gang at hoppe ud på gulvet, inden jeg får fundet håndklædet frem, og var jeg ikke våd, så blev jeg det. Jeg smider strømperne og får ham tørret. Jeg griner. Af Marvins livsglæde og af mit eget spejlbillede. Jeg har fået fregner. Af mudder.
Marvin, han ligger i rigtig cocker-style på sofaen. Med benene i vejret og nyder livet. Egentlig burde jeg støvsuge hårvindheksene op fra gulvet. Men af en eller anden årsag er både katte og hund ikke fan af støvsugeren. Det er jeg egentlig heller ikke selv. Men af andre årsager. Faktisk så hader jeg at gøre rent. Det er bare en nødvendighed og specielt med 3 pelsklædte husdyr, der fælder 365 dage om året.
Jeg smider tankeløst reklamerne på gulvet, hænger vasketøjet op, og på rekordtid har Marvin fået designet et puslespil. Jeg anede slet ikke, en reklame kunne deles i så mange stykker. Nu går den ikke længere. Støvsugeren bliver startet.
Marvin vil igen ud i haven. Jeg står vagt ved terrassedøren – klar med håndklædet. Der er helt sikkert en hunhund i løbetid. Der er snask i pistolen, og han savler. Der tisses et utal af gange, og jeg spotter en gave på terrassen. En halv mus. Tak for den, Hunter. Jeg får den samlet op, inden Marvin eller den anden kat Tiger bringer den indenfor. Jeg er nok en smule utaknemmelig. Jeg værdsætter ikke de der gaver eller en blodfyldt flåt i sofaen. Heller ikke loppebid er jeg fan af.
Men jeg værdsætter at have husdyr. At have hund. Det gør en kæmpe forskel i mit liv. Jeg tørrer Marvins poter, får støvsuget færdig og drikker min nu kolde te tilsat den hemmelige ingrediens. Katte- og hundehår.
Bag om bloggen
Charlotte nærmer sig de 50. Hun arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.
Marvin er en brun 4-årig stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.
]]>De endte med at komme med hjem, hvor de blev placeret i fødekassen på kontoret, hvor der var fred og ro og en god varme. Mit ur var sat til at ringe for hver halvanden time. Når uret ringede, brugte vi ca. 45 min på fodring og havde så ca 45 minutter til det igen gik løs med fodringen!
I den første uge kørte vi denne cyklus døgnet rundt - heldigvis i juleferien. Efterhånden var de så stærke, at vi kunne øge intervallet mellem fodringerne og hvalpene blev livligere. Allie var tilfreds og glad, og hun nød, at vi hjalp med hvalpene. Ralf og Kato agerede ‘legeonkel’ for de små og hjalp med at opdrage, når det blev nødvendigt. De viste også ret hurtigt, at de gerne ville beholde Alfred. De var meget opsøgende og nød ham lidt mere end de to piger - de fik heldigvis også deres vilje.
Da hvalpene nåede en alder, hvor de kunne kravle ud af fødekassen (som de var i, når vi ikke var hjemme), blev de flyttet ud i køkkenet, hvor de kunne færdes som de ville. Der blev startet renlighedstræning, og der blev søgt efter nye familier til de to piger. Hvalpene startede på foder og alt gik som smurt med dem. Hurtigt stod vi med samme følelse som en stolt mor: “de bliver så hurtigt store og om lidt flytter de hjemmefra” - og det gjorde de så.
Vores eventyr var slut, og vi stod tilbage og nød de øjeblikke, vi havde haft med hvalpene. Mange nætter var vi vågne, nætter hvor vi kæmpede for, at de skulle lære at drikke for at sikre deres overlevelse. Tårer blev spildt og grin blev delt. Dagene gik med hygge og nærhed. Vores flok udviklede sig, og hundene flyttede deres grænser.
Eventyret var det hele værd - at græde og sige farvel til vores små hvalpe var den bedste følelse!
Men! for pokker, hvor var det virkelig en hård tid: egne behov blev sat til side, det absolut nødvendige ordnet, men resten lod stå til. Følelsen af nærmest at være syg pga afbrudt søvn og udmattelse… Her bagefter vil jeg også gerne erkende, at jeg har meget stor respekt for avlere (og nybagte mødre - jeg kender følelsen af afbrudte nætter og bekymringer, og hvor meget det kan tære på en)!
Om ugens blogger
Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.
Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.
Er den lykkelige ejer af intet mindre end fire skønne vovser. Ralf, Alfred, Kato og Allie.
]]>Vores rejse begyndte med, at jeg lånte min fars kamera. Jeg havde lyst til at fotografere, og eftersom at jeg ikke havde nogle børn, blev Rudy mit ”offer”.
Billederne blev skudt i auto-mode og var bestemt ikke den bedste kvalitet, men jeg var stadig solgt over Rudys udstråling på billederne.
Det virkede også som om, at Rudy syntes det var sjovt. Han nød opmærksomheden foran kameraet, og det at blive forkælet med snacks og legetøj under opgaven.
Jeg startede også med at producere mit eget hundeudstyr, hvilket jo gav en ekstra anledning til at bruge Rudy som model, når jeg skulle præsentere nye designs.
Inden jeg havde set mig om, havde vi en Instagramprofil, og vores mange venner blev de første 400 følgere.
Jeg valgte herefter at tage steppet videre. Jeg fandt en e-bog som indeholdte en mindre guide omkring opbygningen af en god Instagram-profil.
Jeg lærte at redigere mine billeder, så Rudy altid var fremhævet.
Jeg begyndte at bruge hashtags, som sendte mine billeder rundt på folks startsider.
Jeg begyndte at tænke på, hvornår på døgnet mine opslag blev offentliggjort.
Mine opslag blev mere beskrivende og personlige.
Jeg fik tilmed gjort vores profil overskuelig og genkendelig ved at gøre biografien oplysende omkring os. Og vores profilbillede skulle desuden være tydeligt, så folk kunne genkende os.
E-bogen oplyste mig også om, at det var vigtigt at interagere med andre profiler. Dette handlede om at skabe relationer, som var altafgørende, hvis man gerne ville vækste sin profil.
Inden længe havde vi ramt 1.000 følgere, hvilket var ”The Golden Number” for os.
Tænk, at der var 1.000 profiler, som gad at følge med i vores hverdag.
1000 profiler som syntes, vi var spændende at læse om.
1000 profiler som syntes, vi havde fortjent deres likes og kommentarer dagligt.
Jeg valgte herefter at kontakte nogle firmaer, der har produkter, som vi holder meget af. Dette var for at se, om de måske havde lyst til at lave et samarbejde med os, Men dette havde vi desværre ikke meget held med.
Tiden gik, men vi holdte humøret oppe, og fokuserede på det, vi syntes var sjovt; nemlig at underholde vores følgere. Så en dag fik vi positivt svar. Vi var så heldige, at komme på ambassadørholdet hos Best Friend. Det var, og er stadig, kæmpe stort for os.
Jobbet går ud på at tage super lækre billeder med deres produkter, så Rudy bliver løbende forkælet med snacks og legetøj.
Rudy udvikler sig hele tiden foran kameraet. Man mærker glæden i ham, og han udstråler sig helt fantastisk på billeder. Jeg har selv en svaghed for ham, når han drejer hovedet i allerbedste baby-face stil, og så kan han endda vinke og række ud efter produkterne.
Han har en fest foran kameraet, og hans hale logrer hver gang jeg finder kameraet frem. Han ved udemærket godt, hvad der så skal ske.
Nu er vi oppe på +1600 følgere, som trofast følger med i vores liv.
Rudy står stadig foran kameraet, og i ny og næ får vi da også taget lidt fællesbilleder af familien til vores instagram.
På det første billede er vi fx på søndagstur. Jeg er pakket godt ind i den lækreste jumpsuit fra DogCoach – ja, den reklame var jo altså oplagt at lave her til bloggen :D
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en 7-årig Old English Bulldog ved navn Rudy. De er sammen aktive på instagram med profilen @erikssons_boys
Vi bor i et område med en masse grønne og skønne arealer og en del rækkehuse. Et super dejligt område for hundeejere, hvilket formentlig også er grunden til, at så mange i vores område har hund. Det betyder jo uundgåeligt, at vi ofte møder andre hunde på vores gåtur, og det er desværre ikke altid en positiv oplevelse.
Måske er det blot mig, der er naiv, men jeg havde et håb om (som relativ ny hundeejer), at vi som ”folkefærd” ville have noget at være fælles om: vores glæde til dyrene. Men det er bare langt fra, hvad jeg oftest møder.
Jeg er dog udmærket klar over, at Asco, som værende en han-schæfer på +40kg, nok ville vække en vis ærefrygt hos nogle mennesker, og det er selvfølgelig i orden. Men jeg er blevet ganske overrasket over, hvor mange der vender rundt, når de ser os, går over på den anden side af fortovet eller faktisk samler deres hund op og nærmest løber deres vej.
Jeg har fuld forståelse for, at mange mindre hunderacer eller hundeejere er decideret bange for en hund af den størrelse, og jeg er slet ikke ude på at starte en krig mellem ejere af store hund og ejere af små hunde. Jeg tror nærmere, det er et ønske om ikke at dømme på udseende.
Det er uden tvivl svært, og jeg kan heller ikke sige mig fri for selv at have gjort det et utal af gange, når jeg har spottet en muskuløs hund af molos-typen i det fjerne.
Men her er det også vigtigt at møde verden med et åbent sind - eller i det mindste med dialog. Det har været med til at udvide min egen horisont markant, og derfor også denne opfordring til andre. For jeg må blankt erkende, at det skar mig i hjertet, da Asco blev 5-6 måneder, og der pludselig var mange på vores vej, der ikke turde hilse på ham længere. Nogle turde sågar næsten ikke passere ham. Det har givet os problemer senere hen, fordi Asco også er blevet usikker på sig selv som et resultat af, at nogle mennesker vendte rundt ved synet af ham.
Det skal dog ikke forstås som en appel til at lade alle hunde hilse på hinanden, da der kan være stor forskel på, om hunde faktisk opfatter dette som en rar oplevelse. Det gør Asco ikke altid, men blot det at træne passering af andre hunde har været svært, idet mange ikke har haft lyst til at passere os. Jeg forsøger derfor nu på baggrund af disse oplevelser at komme andre mennesker og deres bekymring i møde: fordi jeg forstår den ganske udmærket. Jeg tror bare, vi kunne skabe mange fine øjeblikke, hvis vi blev bedre til at tale sammen.
Derfor bliver dette skriv en opfordring til dialog, og evnen til at bevare et åbent sind på tværs af racer. Det vigtigste må til syvende og sidste trods alt være, at vi har en ganske stor ting til fælles: vores kærlighed til vores hunde.
Denne blog er skrevet af
Sanne Rath Madsen læser til daglig til dyrlæge på Københavns Universitet.
Hundemor og ejer af schæferhunden, Asco. Træner til daglig i Schæferhundeklubben i henholdsvis kreds 3 (Ballerup) og 84 (Skovbo) og driver det lille fotofirma SRM Photography