Aktivering er vigtig for alle hunde

Aktivering er vigtig for alle hunde

Linn Radsted

Vores hunde har behov for at blive aktiveret og stimuleret – nogle mere end andre – alt efter den racemæssige baggrund og de opgaver de oprindelig er avlet til.

Ser vi på ulvene bruger de ca. 90 % af deres tid på næsearbejde, snuse rundt efter byttedyr m.m., og kun ca. 10% på selve jagten – set over en dag. Vores familiehunde har ofte den omvendte fordeling, og kan derfor blive understimuleret, eller overstimuleret med uhensigtsmæssige aktiviteter.

Når vi er gode til at aktivere vores hunde, det være sig med forskellige typer brætspil, søgeøvelser, spændende træning og øvelser, får vi samtidig en god rolle i forholdet. Det er langt større chance for vores hunde ser op til os, og dermed også er mere lydhøre overfor vores andre ønsker – som kan være indkald og anden opdragelse.

Når vi aktiverer vores hunde styrker vi samarbejdet og samhørigheden, og jo bedre det er jo bedre er forholdet mellem hund og menneske.

Sidst men ikke mindst, så undgår vi bedre hunde som selv finder på aktiviteter – vi er ikke altid enige om hvad der er gode aktiviteter – så jo mere vi selv sætter i gang, jo mere styring har vi på detJ

Balance imellem gåture (mængde) og afstressende/ mentale aktiviteter

Igen må vi kigge på racen, men en god mellemting er gåture på ca. en time dagligt. Gerne forskellige steder, så der er noget nyt at dufte til. En god håndfuld forskellige ture til dagligdagen vil være fint. Så kan det udbygges med helt nye tiltag nogle gange om måneden.

De mentale aktiviteter, det vil sige brætspil, søgeøvelser og anden aktivering – samt NYE færdigheder i træning (når hunden allerede kan signalerne, og det kun er vedligeholdelse tæller det ikke på samme måde i regnskabet), men der siger man som tommelfingerregel 45-60 minutter dagligt.

Hvilen er også vigtig, og her er det svært at sætte tid på, da det også afhænger af om hunden er alene hjemme til daglig – og dermed får sin hviletid, eller der er nogen hjemme, så man skal være sikker på hviletiden er der. vigtigt er det, at man holder pauser, det kan være mellem gåture og aktivering, eller nogle længere træk i løbet af dagen – alt efter hvordan det passer ind. Men husk at de fleste hunde holder fri og hviletid om natten…

Hvordan indbygges aktivering i hverdagen?

Hvis hunden er alene hjemme til dagligt, er det optimalt at man efter nattens hvile går en tur. Det behøver ikke være en hel time, men skal være mere end bare lige nogle få hundrede meter. Muligheden for at snuse og gøre sig ren, og i et tempo der passer hunden, og med tid og mulighed for at fordybe sig i de dufte som hunden synes er interessante.

Det kan være godt at sætte gang i noget aktivering når man kommer hjem, og måske selv skal gøre sig klar til afgang. Det kræver en aktivering som hunden kender, og dermed kan lave selv – når blot det er sat i gang. Derefter lidt rolig tid, uden der sker en masse, inden hunden skal være alene hjemme.

Så er det fint at lave noget igen når man kommer hjem. Måske ligger der også en længere gåtur der, og enten på turen eller når man kommer hjem igen, kan der laves noget aktivering. Jeg oplever ofte i de familier med børn, at når lektier er lavet og der måske er lidt tid inden aftensmaden, så kan hunden med fordel aktiveres. Det giver både en anden mæthed hos hunden, inden familien skal spise, og en større ro på undervejs.

Hvis ikke det passer ind i planerne, kan man lave lidt om aftenen – gerne sammen med hunden, eller sætte forskellige aktiviteter i gang.

God fornøjelse med træningen. 

Se mange flere forslag til forskellige typer af aktivering af din hund i vores kursus : Adfærd og aktivering