Alene hjemme hundetræning

Alene hjemme hundetræning

Rigtig mange hunde har udfordringer med at være alene hjemme. Faktisk er det en af de hyppigste årsager til at en hund bliver omplaceret, fordi det for mange mennesker ikke er muligt at have en hund som ikke kan være alene.

Det er derfor en af de absolut væsentligste vigtigste ting at træne hvalpen eller hunden i, faktisk ikke kun mens den er lille, men regelmæssigt livet igennem.

Har du f.eks. været på ferie – så har hunden vænnet sig til at være sammen med sin flok det meste af dagen, derfor er det vigtigt at du lige sætter et par dage af til at vænne hunden til at du går fra den igen.

Generelt, har nogle hunde (og racer) en større afhængighed end andre – dvs. nogle hunde har lettere ved at være alene og trygge end andre, men vil dele af træningen vil være den samme, om det er en hvalp eller en voksen hund.

Her har vi samlet lidt af de mange gode råd fra vores HVALPESTART kursus med adfærdsekspert Merethe Børgart Olesen:

Når Hunden eller hvalpen, efter nogle dage, er faldet godt til i de nye omgivelser, er det tid til at starte alene-hjemme træningen. Hunden er et flokdyr, og det er derfor unaturligt for den at blive ladt alene. Begynd træningen når hvalpen/ hunden er træt og har været ude og besørge. Det er vigtigt at du placerer hvalpen, med dens kurv og legetøj, et sted den er tryg ved og vant til at være.  Øv også hvalpen i at være alene i rummet f.eks. inden du begynder at øve at gå ud af hoveddøren. Undgå at efterlade hunden når den er stresset, dvs. lad hunden falde til ro efter morgenlufteturen, således den er rolig når du starter med at gå.

Afled hvalpens opmærksomhed med en tyggepind, et kødben , smør lidt leverpostej eller kallun inde i en knogle eller et aktivitetslegetøj eller andet stille aktivitet, som hvalpen er glad for og ikke kan komme til skade med, og som den kan bruge lidt tid på.
Forsvind ud af syne nogle få minutter til at starte med. Øv også at tage jakke og sko på, taske og nøgler etc. inden du gør. Lad gerne radioen spille og lidt lys brænde, som om du stadig er der. Tag ikke afsked med hunden, men gå blot væk. Selvfølgelig skal hunden se du går, men undgå at lave en stor afskedsscene.

Hvor længe kan jeg være væk?
Ideelt skal du returnere før hunden bliver urolig, start med få minutter og trap gradvist langsomt op, men husk at det skal være i små intervaller. Dette betyder også at du skal sætte god tid af til denne indlæring. Forvent ikke at hvalpen/ hunden over en weekend eller en uge lærer at være alene hjemme i flere timer, således du kan tage på arbejde mandagen efter dens ankomst.

Skulle hvalpen pibe, venter du med at gå retur, til hunden har været i ro i ca. 2 min. 30-60 sekunder. Hils meget begrænset når du kommer hjem, ikke ignorere totalt, men være afdæmpet.

Ignorer hvalpen når du genser den (det er svært, men det er med til ikke at dramatisere oplevelsen for hunden), ved at undgå at gøre for meget ståhej ud af at hilse når du går og kommer, lærer du hunden at det er helt udramatisk at du forlader den.

Piber hvalpen/ hunden voldsomt eller gør, må du minimere tiden du er væk, også selvom det kun er få minutter. Som udgangspunkt skal hvalpen være rolig, og det er væsentligt at du fra starten lære den at det ikke skal være ubehageligt når den efterlades.

Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt dette stykke arbejde er for hvalpen. Rigtig mange hunde oplever desværre alene hjemme problemer, som gør hverdagen til en kamp for både hund og ejer. Det er vigtigt at være opmærksom på din hund, accepter også at du i en periode må tilrettelægge din dag herefter.

Øv også at kunne efterlade hunden flere gange dagligt og i forskellige intervaller – således hunden/ hvalpen ikke tror at du altid er meget lang tid væk når den forlades.

Som udgangspunkt bør en hund ikke være alene mere end 6-8 timer om dagen, og tidsintervallet er naturligvis langt mindre for hvalpen.

I kurset Hvalpestart kan du få mange flere gode råd til:  Alene hjemme – træning + 6 øvrige lektioner, som er nyttige til den første start med hvalp eller ny hund.

Rigtig god fornøjelse med træningen:-)