Det komplette måltid - DEL 2 af 3

Det komplette måltid - DEL 2 af 3

Råfodring

Der er mange måder at fodre råt på, vores filosofi bygger på, at vi i overført betydning, serverer det hele byttedyr i hvert måltid, da vi foretrækker at få vitaminer og mineraler leveret så naturligt som muligt. Der er nemlig mange vitaminer og mineraler i de forskellige elementer, som har brug for hinanden for at kroppen kan omsætte dem. Ex. kalk og D-vitamin er tæt knyttet sammen, når det gælder knoglernes sundhed. At indtage kalk uden D-vitamin svarer til at servere suppe uden en ske - man får ikke så meget ud af det. Kalk optages dårligt fra tarmen, når der mangler D-vitamin. Der er imidlertid ingen fødevarer, som indeholder begge dele i større mængde. Kalk skaffer man sig næsten kun fra ben og brusk, mens D-vitamin fås fra de såkaldt fede fisk (sild, makrel, laks m.v.) og indmad. Det hele byttedyr er derfor baseret på følgende byggesten:

  • Kød,
  • Ben og brusk (halse, vinger, haler, struber, fiskehoveder)
  • Indmad (lever, nyre, hjerte, lunge, milt)
  • Kallun (mave)

Disse dele kan komme fra forskellige dyr, og det er med til at sikre en naturlig variation

Et måltid hjemme hos os kan således bestå af flg. 

Råfodring Barf

  • Sardiner, kyllingebryst
  • Kyllingelår/halse
  • Æg, lever, lunge
  • Kallun
  • Spirulina og blåbær

 

 

Heldigvis er BARF- industrien kommet videre siden dengang man selv måtte sidde og udskære kallun, i dag fås de fleste produkter som det, der kaldes løsfrost, dvs. man kan nemt få de gram ud af posen, man skal bruge, uden at skulle optø en hel klump. Dette gør det unægtelig nemmere at samle det hele byttedyr.

Barfbarf

 

barfbarf

Det er meget nemt at gå i nørdede detaljer, når man for alvor går i dybden med at sammensætte måltider til hund, og det skal jeg spare Jer for her, men jeg vil lige berette lidt om vitaminer og mineraler, som jeg jo ved, er en stor bekymring for mange. Er man meget utryg, kan man fint tilsætte et vitaminpulver til måltidet, men vi kan også lige se lidt på hvilke vitaminer, der rent faktisk findes i kød, ben/brusk og indmad.

KØD er en god kilde til forskellige vitaminer og mineraler som B-vitaminer, fosfor, jern, zink og selen. Kød er også en god kilde til protein. Proteinet er af særlig høj kvalitet, der indeholder alle de livsnødvendige aminosyrer. Indholdet af de fleste vitaminer og mineraler er næsten det samme, uanset hvilket dyr kødet kommer fra, bortset fra jern, hvor svinekød indeholder mindre end oksekød og lammekød. Fisk og æggeblomme tæller også som kød, disse tilfører også den vigtige D-vitamin.

INDMAD som hjerte, lever og nyre er magert og har et højt indhold af vitaminer og mineraler, for eksempel A-vitamin, B-vitaminer og mineralerne jern og zink. Det er vigtigt, ikke at overdosere især lever, pga. det høje indhold a A-vitamin – det kan give dårlig mave på kort sigt, men på lang sigt kan det give andre ubalancer. Også det livsvigtige D-vitamin findes i indmad, og er om muligt den største årsag til, at der altid bør indgå indmad i din hunds diæt.

BRUSK OG BEN tilfører livsvigtigt calcium og er med til at balancere fosforindholdet i kroppen. Gode kilder til dette er ex. kalkun og kyllingehalse, oksestruber, vinger, lammeribben, lammehalse, bryst ben og haler. Det er også muligt at få ben/brusk produkter,som er hakkede, dette kan være en fordel ved små hvalpe, små racer og senior hunde.  Du vil se at brusk og ben står anført med 40 % i modellen, det er fordi, der som oftest også er kød på disse dele, og den samlede calcium værdi er således ikke 40 %, men ender nede på ca. 20-25 %.  

KALLUN er byttedyrets mave og er en gave til din hunds immunforsvar, fyldt med sunde bakterier, der fungerer som ren probiotika og hjælper til med en sund fordøjelse.

barf

 

Du kan samle de forskellige dele fra forskellige dyr, alt efter hvad der fungerer bedst for din hund, variation er godt, og de fleste BARF butikker fører et stort udvalg af både fisk, vildt, lam, okse, kylling og sågar også kænguru. Der er ingen grund til panik, bare fordi at dine procenter ikke matcher 100 %. Det, der er allervigtigst er, at alle grupper er repræsenteret, således at kroppen får adgang til de forskellige vitaminer og mineraler. En ensidig kost på ex. kun ben og kød eller kun kød og kallun er langt mere skadelig, end hvorvidt man helt nøje rammer 35 % kød og 40 % ben og brusk hver dag.

Når du skal udvælge BARF til din hund så kig efter producenter, som åbenlyst fortæller om hvor de får deres kød fra, hvordan de har behandlet det og om de er underlagt veterinær kontrol. De produkter du køber til din hund må ikke lugte dårligt, forstået på den måde at kallun jo ex. lugter som kallun nu gør, men friskt kød af ordentlig kvalitet, som er indfrosset straks, skal ikke lugte ækelt, når du serverer det for din hund.

Som regel kan optået BARF holde sig 2-3 dage optøet i køleskabet, men vi anbefaler at gøre brug af de løsfrosne produkter, så behøver du nemlig ikke tø mere op end din hund skal spise per dag. Dette nedsætter i høj grad risikoen for at der udvikler sig bakterier.

For mig personligt, er der ingen tvivl om, at mine hunde stortrives med at blive fodret råt, men jeg er ikke fanatisk med det. Der findes absolut hunde, som ikke bryder sig om det rå pga. lugt og konsistens, der findes hunde, som ganske simpelt ikke kan tåle det, og der findes hunde, som kun fodres råt indimellem.

Men der findes også hunde, som ikke fodres med råt, fordi der desværre florerer en masse myter, som gør omsorgsfulde hundeejere unødigt bekymrede, så lad os tage et kig på et par af disse - i sidste del af temaet om råfodring. 

 

Dette er anden del af TEMAUGEN om råfodring. De andre indlæg kan også findes her på DogCoaches hjemmeside.

Camilla Brøgger

 

Forfatter: Camilla Brøgger, Barks n Bones

 

 

 

 


Vi har lige skiftet navn fra Trenddog, som siden 2005 har solgt kvalitetsprodukter til de danske hundeejere. Vi har forhandlet BARF siden 2010 og lægger stor vægt på råvarernes kvalitet, herunder oprindelse, håndtering og veterinær certificering. Ved siden af vores udvalg af BARF, fører vi også mærkerne Orijen, Acana og Ziwipeak indenfor tørkost. Fællesnævneren blandt de to kategorier er et højt indhold af kød af ordentlig kvalitet. Vi har den holdning, at mad skal være så naturlig så mulig, det tror vi på, gir den sundeste krop, og derfor skal der ikke være kunstige eller ugunstige ingredienser i de produkter, som vi vælger at tilbyde vores kunder. Du er altid velkommen i vores butik på Østerbro til en snak om, hvad vi kan tilbyde din hund