Efterlad aldrig hunden i en varm bil

Efterlad aldrig hunden i en varm bil

Sommeren er fantastisk! Og varmen ligeså! Desværre betyder varmen også, at der hvert år efterlades hunde i varme biler. Og det kan være livsfarlig for hunden! 

Hvert år dør flere hunde i varme biler eller må efterfølgende aflives på grund af indre blødninger efter et hedeslag i bilen.

Varmegraderne i en bil bliver hurtigt sauna lignende. Du ville heller ikke efterlade din hund i en sauna med lukket dør, vel? 

Det klare svar til det spørgsmål er naturligvis nej, men at efterlade en hund i bilen en solskinsdag kan være lige så farligt.

Temperaturen i bilen

Når temperaturen udendørs er 20-25 grader, stiger temperaturen i en parkeret bil meget hurtigt. På 20-50 minutter kan temperaturen nå helt op på 50-70 grader inde i bilen - en temperatur der er dødelig for hunde.

“Hvert år oplever dyrlæger at skulle behandle hunde, der er blevet efterladt alene i en varm bil. I mange tilfælde står hunden ikke til at redde på grund af fatale indre blødninger, og dyrlægerne må overbringe den sørgelige nyhed til de chokerede hundeejere. Vi kan derfor ikke understrege kraftigt nok, at selv kort tid i en bil en sommerdag kan ende galt for hunden,” siger Sonja Karaoglan, direktør i Agria Dyreforsikring.

En pinefuld død

Det er en smertefuld død, der venter de hunde, der sidder alene tilbage i bilen, når ejerne eksempelvis lige skal handle.

En hund, som bliver varm, kan ikke svede på samme måde som mennesker. Hunde slipper af med varmen gennem åndedrættet. Når hunden ånder kraftigt ud, taber den en masse væske, og kropstemperaturen begynder efter få minutter at stige fra de normale 38 grader. Hunden går i panik, bliver bevidstløs og dør, hvis der ikke bliver reageret hurtigt.

Ved alt for høj kropstemperatur kan hunden få alvorlige hjerneskader og indre blødninger på tarme, lever og nyrer. I mange tilfælde kan dyret ikke reddes.

Sådan kan du hjælpe

  • Få hunden hurtigt ud af den varme bil - så er det stadig muligt at hjælpe den
  • Hvis du ser en hund sidde i en varm bil, bør du orientere dig efter hundeejeren
  • Hvis hunden tydeligt gisper efter vejret skal du ringe 114 eller 112 hvis hunden er i livsfare (minutter kan være afgørende for liv eller død)
  • Hunden skal hurtigst muligt ud af bilen og ud i luften og køles ned med vand
  • Herefter skal den til dyrlægen og have drop og yderligere behandling

Hvis man mener, at hunden er i livsfare, er det ifølge Politiet tilladt at slå ruden ind. Man skal dog kunne bevise, at hunden faktisk var i en livstruende situation.

Huskeregler i sommervarmen

  • At have vinduet på klem hjælper ikke, temperaturen vil stadig stige.
  • Solen flytter sig, derfor er det ikke altid nok at parkere bilen i skygge.
  • Det tager altid længere tid at handle, end man regner med, så lad din hund blive hjemme, hvis alternativet er, at den skal sidde alene i bilen.
  • Hvis du er sikker på, du kun skal være væk i få minutter, så parker i skyggen, rul flere vinduer helt ned, så der er gennemtræk, og læg en seddel i forruden med dit mobilnummer og skriv: “Er straks tilbage” samt klokkeslæt.
  • Sæt en fuld vandskål hos hunden
  • Dæk eventuelt bilen til med solafskærmning (man kan købe et der dækker hele bilen) 

hund i varm bil