I november sidste år fik jeg en opringning fra min mor… Halvvejs til Hirtshals til min sidste undervisning til fysiurgisk hundeterapeut og dermed ca 1,5 time fra hundene. Hun stod på den lokale dyreklinik med Allie, vores puddeltæve på knap 10 år. Første melding lød på “en hov i hovedet af en hest, og 3-4 tænder er slået ud”. At ofre pengene på at få fikset dette ville ikke gøre mig det store. Næste melding kom: to brud på kæben i en side, smuldret totalt i modsatte side og så de 4 tænder. Hvad ville vi gøre? I første omgang kom det egoistiske op i mig - selvfølgelig skulle vi redde hende uanset om det så kom op på de 40-60.000 kroner, de varslede. Men jo flere detaljer der kom frem, jo mere måtte jeg erkende, at tiden ikke var til at være egoistisk.
Da vi fik Allie, lovede vi hende, at hun var kommet til sidste hjem. Vi ville give hende den bedste tilværelse i den tid, vi kunne, uanset om det var 2 måneder eller 9 år. Vi fik 1 ½ år med hende! Alt for kort tid, men uden tvivl den bedste tid, selvom den var for kort.
Min lille fortælling leder mig hen til mit egentlige emne: Hvornår er den rette tid for vores bedste venner? De fleste af os vil gå gennem ild og vand, bruge hele opsparingen og slet ikke tænke på andet end at redde hunden. Men er det det rette valg, vi træffer? Når jeg ser tilbage på Allie nu, så ser jeg pludselig ting, jeg ikke så før: hendes hofter var blevet en smule stive, bindevævet stramt og ømt, men uanset hvad var hun jo glad og frisk… Men alligevel ramte tanken: Var hendes tid måske tættere på selv før ulykken?
Tankerne kørte rundt, og vi bebrejdede os selv, følte langt hen ad vejen, at vi havde fejlet hende… Men når jeg lige husker at slukke for neocortex og ikke lader mig styre af mine egne følelser, så ved jeg, at det var den helt rette tid. Hun nåede ikke at blive en gammel, dårlig hund. Nåede ikke at blive fuldstændig muskelfattig eller tandløs, som jeg frygtede. Hun havde en god tilværelse, indtil ulykken skete. Ville jeg ønske, det var sket anderledes? Helt bestemt! Men hvor er jeg taknemmelig for at få lov til at give hende den rette ende på det rette tidspunkt. Al egoismen skubbet til side, så ved jeg at det var det rette for hende.
Men med min egoisme til stede, så har jeg aldrig følt så stor sorg over at miste en hund. Hvor er der blevet grædt mange tårer og brugt mange timer på at mindes og at sørge.
Ugens blogger
Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.
Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.
Er den lykkelige ejer af tre skønne vovser. Ralf, Alfred & Kato.