Nogen gange i livet får man lov til at opleve et rigtigt farvel, altså et farvel som varer for evigt.
Rudy er vores første hund, og han holder sig stadig godt efter 8 år, men Rudy er ikke den eneste hund, vi har haft.
For 4 år siden havde jeg købt en hvalp. Kuldet var af en meget spændende kombination, og efter meget tankemylder kunne jeg ikke lade chancen for at købe hvalpen gå til spilde.
I hendes korte liv gik vi igennem mange udfordringer, som bar præg af dårlig opvækst, korsbåndsskader og af hendes arvelige gener. Vi gik længe og tænkte over situationen, og selvom vi godt vidste, hvor det bar hen, så udskudte vi hele tiden den del, hvor beslutningen skulle tages.
Vendepunktet kom, da hun ikke længere trivedes i at være i sin egen krop, hvilket tydeligt var pga. smerte, uro og usikkerhed, som viste sig i direkte udfarende og aggressiv adfærd.
At træffe beslutningen om at aflive sin hund er uden tvivl et af de mest hjerteskærende valg, jeg nogensinde har stået overfor. Det er en rejse gennem en labyrint af følelser, etiske og praktiske overvejelser, hvor hvert skridt føles tungt med vægten af ansvar og kærlighed.
Dagen kom, og vi omringede hende med kærlighed, da dyrlægen gav den sidste indsprøjtning. De sidste øjeblikke, da hendes vejrtrækning aftog og de sidste hjerteslag vaklede, skyllede der samtidig en dyb følelse af lettelse ind over mig.
Nu var hun fri for smerte, hendes ånd var fri fra det aggressive sind og den svigtende krop, men nu var vi også fri fra at være tynget af nervøsitet, omkring hendes adfærd, som på et splitsekund kunne slå klik.
Efter lang tid går jeg stadig og kæmper med tvivlen og skyldfølelsen i hjertet.
Gav vi op for tidligt?
Skulle vi have udforsket enhver mulig behandling, uanset omkostninger og effektivitet?
Heldigvis får jeg altid ro i sindet igen, når jeg vurderer på hendes forløb, og jeg bliver gang på gang enig med mig selv om, at det var den helt rigtige beslutning.
Jeg tænker på hende og savner hende dog stadig - hver evig eneste dag.
Det er tit, at vi herhjemme nævner ”Ej hvor ville hun have elsket det her”, og der er generelt bare mange ting i vores hverdag, som får os til at blive mindet om hende. Vi har prøvet at ligge alle de dårlige situationer bag os, og tænker kun på hende i en positiv ånd.
Jeg er overbevist om, at hun tit kigger ned på os med sine smukke grønne øjne.
Jeg tror, hun er taknemmelig for vores beslutning, og når Rudys mission her på jorden en dag langt ude i fremtiden er fuldendt, så er jeg sikker på, de kommer til at have den mest fantastiske genforening.
For at få ro i sindet omkring tanken om den dag, hvor jeg har mistet dem begge, ser jeg dem for mig løbe frit omkring, med logrende haler af grænseløs glæde, mens de genopdager hinandens tilstedeværelse, og der bliver ikke holdt tilbage af møs og slik bag øret – fordi det var deres måde at vise kærlighed overfor hinanden på.
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en skøn Old English Bulldog ved navn Rudy. Sammen med Mie søn, Ludwig, er de aktive på instragram med profilen @erikssons_boys