Flere af jer husker nok vores sidste medlem af flokken: Tumle på to år - Lhasa apso/puddelblanding, og absolut ikke den skarpeste kniv i skuffen!
Vi overtog ham, da han var 1½ år gammel. På dette tidspunkt, var det velvidende om, at han ikke var 100% som andre hunde. Vi havde dog ikke et generelt billede af hvorvidt det ‘blot’ var, at han var umoden, eller om der reelt er en skade i hovedet. Han mangler et øje, og derudover manglede han en hel masse stabiliserende muskelmasse, hvilket gør, at han slingrede og kunne virke mærkelig for andre hunde. For nogle andre hunde lignede han endda et byttedyr, hvilket resulterede i udfald mod ham.
Vi blev enige om, at starte et sted: i kroppen. Vi fik trænet de stabiliserende muskler grundigt op og fik arbejdet med en masse afspænding af kroppen for at se, hvad der skete her. Om den mærkelige opførsel måske kunne skyldes smerter - det fik vi dog afkræftet! Det måtte derfor stamme fra hovedet!
Efterhånden som tiden er gået, har vi bedre kunne danne os et billede af, hvordan han reelt er: en hund som på mange måder forbliver hvalp… Vi var forbi en virkelig dygtig dyrlæge, i forbindelse med en kiropraktisk behandling, som beskrev Tumle rigtig godt: nemlig som en hund med “manglende udvikling i fosterstadiet”. En hund som ikke kunne komme i de sædvanlige ‘kasser’, som han ellers kunne sætte mange patienter i.
Om det reelt er manglende udvikling i fosterstadiet, eller om han måske har sat fast og manglet ilt under fødslen er uvist… Vi ved bare, at han har nogle særlige behov.
En simpel ting som f.eks. at lære at sætte sig på kommando har været et kæmpe arbejde for os. Vi har trænet, trænet, trænet og så lige lidt mere træning. Men nu sidder den der også!
Når vi møder fremmede hunde, er han ofte usikker på dem, idet han mangler evnen til at læse deres kropssprog (og de kan ikke altid læse ham). Til tider glemmer han, at han skal ud og tisse: Sætter sig blot, når han skal, der hvor han er. Så vi træner renlighed selv efter 6 måneder her. På så mange måder som at have en hvalp - blot på fuld tid.
Men når det så er sagt, så er han virkelig den gladeste lille hund. Han elsker at lege med resten af flokken, kommer med glæde spurtende bagfra for at trække i et bukseben og elsker at være med på plejehjemmet, hvor de ældre kan sidde med ham i skødet. Han er kommet så langt i sin udvikling, at folk vi møder anser ham som en helt almindelig velfungerende hund. På mange måder er han præcis hvad vi har brug for, selvom han også kan være lidt belastende, da han jo kræver en hel del.
Ugens blogger
Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.
Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.
Er den lykkelige ejer af intet mindre end fire skønne vovser. Ralf, Alfred, Kato og Allie.