”Vil du med Marvin?!”

Charlotte Secher Jensen

”Vil du med Marvin?!”

”Sagde du, jeg skulle med? Ja, jeg er så klar!”

Jeg behøver slet ikke at spørge. Marvin har altid lyst til at komme med på eventyr. Han ved præcis, om det er en af de dage, der er chance for, han skal med, eller der er risiko for, at han skal blive hjemme. Han har med alderen gennemskuet vores vaner. Jeg gætter på, han kan se det ud fra vores tøj, hvad vi pakker og hvem, der gør sig klar.

Hvorfor med?

Ja, hvorfor egentlig? Det er ikke sikkert, man lige kan få sin hund passet. Det er en afgørende faktor. En anden kunne være, at man bare gerne vil have sin hund med. Jeg mener, at både korte eller lange ture er god træning, og min hund bliver stimuleret. Både krop og sind får noget at arbejde med. Jeg har altid Marvin med, hvis det kan lade sig gøre. Han er et vigtigt familiemedlem, og alle savner ham, så snart han ikke er med.

Marvins favoritsteder

Jeg tror, naturen er på førstepladsen, og derefter kommer zoologiske haver. De mange dufte, lyde og synsindtryk er lige noget for en nysgerrig FT Cocker Spaniel som Marvin. En tur med over til familie eller venner vil han også gerne, eller med i butikker, hvor hunde er tilladt. Dyrlægen vil han også gerne besøge, men han har altid utrolig travlt med at finde bilen igen, når vi skal hjem.

Naturen

Vi har så mange smukke steder i Danmark, hvor hunde må være. Jeg nyder at gå en lang tur i skoven eller på stranden med Marvin. En gåtur rundt om en af de mange søer, hvor jeg bor, eller på banestien er også altid en god oplevelse. Der er masser af muligheder.

Ferie med hund

I de efterhånden mange år jeg har haft hund, er der kun blevet flere og flere muligheder for at have sin hund med. Mange steder reklamerer de på nettet med, at hunde er velkomne. Det gør det nemmere at planlægge en udflugt eller ferie. Hoteller, feriecentre, kroer og campingpladser tilbyder forskellige muligheder for ophold med hund. Nogen steder har de specialdesignede værelser, agilitybane, hundeskov tæt på eller hundelegeplads. Alt sammen for at gøre det attraktivt for hundeejere at holde ferie præcis hos dem. Vi har som familie flere gange haft hunden med på overnatning. Det kræver lidt ekstra forberedelser, og god planlægning er grundlaget for, at vi får en god ferie med hund.

Du kan ikke komme med.

Selvom Marvin gerne vil med, kan det bare ikke altid lade sig gøre. Det kan der være mange gode grunde til.  Marvin kan sagtens være alene en eftermiddag. Men er det længere tid, finder vi i familien frem til en eller anden form for pasning. Det vigtigste er, at man som hundeejer finder frem til den løsning, der fungerer for både hund og familie.

 

Om bloggeren
Charlotte arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.

Marvin er en brun 4-årig stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.