Ambivalent nytår

Tina Hougaard

Ambivalent nytår

Nytår er for mange forbundet med fest og farver, men for hundeejere er nytår oftest en ambivalent fornøjelse – måske endda decideret anstrengende. Rigtig mange hunde døjer nemlig med lydangst, og selvom man gør alt hvad man kan, for at undgå fyrværkeri, så risikerer man nemt at ende i nogle rigtige frustrerende situationer alligevel, i og med at man aldrig ved hvor og hvornår det dukker op.

Officielt hedder det sig jo, at der må affyres fyrværkeri mellem d. 27 december og d. 1 december, men hvis man har en hund, der er angst og man næsten ikke tør gå tur – så er det dælme også en lang periode! For ikke at snakke om de situationer, hvor der så også bliver affyret fyrværkeri uden for sæsonen..
Jeg ville derfor ønske at fyrværkeri ikke var noget privatpersoner kunne erhverve sig, men derimod at der blev holdt forskellige fyrværkerishows, som man så kunne komme og se på. Så ved vi hundejere – for ikke at snakke om alle andre dyreejere – nemlig hvor vi skal holde os fra.

Nytår og hund
Fyrværkeri dilemmaet er for mig blevet ekstra relevant i år. Som jeg fortalte i mit sidste blogindlæg, er flokken jo blevet udvidet med en lille ny – Kida, en Chodsky Pes tæve, som bliver 5 måneder netop nytårsaften. I år bliver dermed hendes første nytår.
Dumle, vores anden kære hund, er jo enormt rolig og nervefast, så vores bekymringer omkring nytår plejer at være minimale, for Dumle snork sover sig altid ubekymret ind i det nye år.
Faktisk er hun så upåvirket selv i de situationer hvor fyrværkeriet pludselig er braget i nærheden, at hvis det ikke var fordi at hun heldigvis normalt reagerer på vores stemmer, ville jeg have mistænkt at hun var døv!

Jeg ved dog at det langt fra er alle hundejere, der har så ubekymret et nytår. Min forældre holder fx altid nytår i vores sommerhus langt ude i skoven i Sverige, fordi deres hund er så angst overfor fyrværkeri, at ingen gang beroligende medicin hjælper.
Jeg har derfor helt fra Kida flyttede ind som 8 ugers hvalp, været meget bevidst om at vænne hende til alverdens lyde, og når man er kæreste med en håndværker, inkluderer det både diverse maskiner, motorsav og pælebor. Noget hun heldigvis tager virkelig flot og bekymringsfrit – 7-9-13!

Nytår og hund
Alligevel tør jeg ikke at tage nogle chancer i forhold til at gøre hendes første nytårsaften til en positiv oplevelse, så vi har planlagt en nytårsaften hvor hundene kan være med os hele tiden. Forhåbentlig bliver Dumles ubekymrede sind ved med at smitte af på Kida, så begge hunde får en dejlig nytår – for så gør jeg også :-)

Jeg håber i alle har haft en dejlig jul, og at jeres hunde kommer så godt som muligt igennem nytåret.
Tag endelig fat i jeres dyrlæge og/eller en adfærdsbehandler, hvis jeres hund er voldsomt påvirket af det – der er hjælp at hente!

Bag om ugens blogger

Jeg hedder Line, er 23 år og har to skønne hunde - Saga: en Tibetansk Spaniel på 5 år, samt Dumle: en labrador på 4 år.

Jeg elsker at samarbejde og udvikle mig med mine hunde, og vi afprøver derfor jævnligt alverdens forskellige discipliner inden for hundesporten. Vores største passion er dog rally, hvor vi også ofte er at finde på konkurrencebanen