
Som i sikkert kan gætte, har jeg en seniorhund - Emma på 11 år. Hun har en masse skavanker, som er kommet til i løbet af hendes 11 år.
Hvis jeg kort skal ridse det op:
Hun har :
• KCS (også kaldet Tørre øjne) på begge øjne - kræver Optimmune salve 1-2 x om dagen
• Lavt stofskifte – får Forthyron hver dag
• Mistanke om epilepsi (får ticks) – får medicin hver dag
• Heftig foderallergi – er på hyperallergi foder igen (måtte opgive BARF) – rammer ofte hendes tarme (skrigende tarme & dårlig mave)
• Problemer med ryggen – vi ved ikke hvad, men hun har 2 gange været i stærke smerter og i behandling og efterfølgende genoptræning
• Ofte halten på forben – behandlet med massage og smertestillende.
• Derudover har hun oplevet at indtage – rottegift og musegift (opdaget det begge gange meget hurtigt og agerede i tide)
• Stor omgang Giardia.
Nogle ville måske sige – at ”nok er nok – lad nu den arme hund få fred” – men her kan man som mennesker blive rivende uenige.
Jeg har et fantastisk samarbejde med min faste dyrlæge, og har mange gange stået og grædt af både frygt og lettelse – fordi jeg har frygtet at det nu VAR den sidste gang hos ham – hvorpå han smiler og kigger på mig og siger eeej Lotte, der er vi slet ikke endnu😊 Så jeg VED, at han til enhver tid vil fortælle mig det – da jeg som ejer kan have svært ved at vurdere det.
Men det som jeg VED er, at jeg ved at anskaffe mig en hund også har truffet et valg – og det er at tage vare på et levende dyr med ALT, hvad det indebærer - både økonomisk, men også i pleje.
Der, hvor vi er nu med Emma, har da en stor indvirken på vores liv – men vi tager det sure med det søde 😊 Sommerferie – eller rejser i det hele taget, er sat 100% på pause så længe Emma er her. Vi kan/vil ikke rejse fra hende – da grundet hendes diagnoser, hele tiden skal vurderes (jeg ser alle små tegn på en ændring – så vi kan fixe/rette ind inden det går helt galt) og medicinen hver dag kan også være en udfordring at få i hende – men jeg har mine tricks 😊 Så lige nu kommer vi ikke nogen steder – vi passer på senior damen – og det er helt OK, jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der skete noget, når jeg var væk (og ærligt – jeg ville ikke være helt rolig under ferien – før jeg var hjemme hos hende igen).
Vi vil være der, når hun bliver ”besværlig” – det er helt OK….. ikke anderledes end med vores ældre medmennesker, når de bliver ”besværlige” og f.eks. skal op om natten, fordi de ikke kan holde sig…..eller fordi hjemmet skal sikres med tæpper i en periode for at sikre, bentøjet ikke glider.
Så længe hunden har et VÆRDIGT OG SMERTEFRIT liv– så skal de have det lov til at leve det. <3 også selvom det er besværligt…..og familien ikke får sin ferie !
Well, i anskaffede en hund – der følger faktisk et ansvar med <3
Lidt om bloggeren.
Hun hedder Lotte. Hun bruger det meste af sin fritid på at træne med sin hund Emma, som er en beagle pige på 11 somre. De har trænet og konkurreret schweiss spor i flere år. Agility uden den store succes (der må jo ikke lokkes med godbidder) og nu træner de Nose Work. De konkurrerede på NW3 niveau (men Emma er nu pensioneret fra NW), men de havde en fest sammen når de søgte <3 – for det vigtigste for denne hundefører er at HUNDEN har det sjovt, og at man lærer mest af de fejl man laver. Så i stedet for at være sur/skuffet over en prøve der ikke er gået som det skulle, så lær af det! - det er i de fleste tilfælde ikke hunden der fejler <3