Det eneste, jeg helt sikkert køber hvert år til Black November, er et titurs-kort til Majas mark.
Majas mark ligger ca. to kilometer fra min bopæl. Den er indhegnet, så selv ikke de små hunde kan finde en udgang. Der er god plads til at løbe, lege og snuse, så hver eneste gåtur er ren nydelse for både hundene og jeg.
Ved første øjekast kan Majas mark godt virke en smule rodet, for der står mange ting rundt over det hele. Der er dog et formål med ”rodet”. En stor del er forhindringer og ting, der kan bruges til at styrke hundens balance, dertil har Maja ofte kurser i Nosework og forskellige former for lydighed og samarbejde. Her er tingene gode rekvisitter.
Et af de ord, som Cookie reagerer meget positivt på, er ”Majas mark”. Så snart hun hører det, kommer ørene op, hoved på skrå, og ca. tre sekunder efter eksploderer hun i glæde og farer rundt for at fortælle de andre hunde, at NU bliver det sjovt!
Så snart hundene bliver sluppet løs på marken, går den vilde jagt. Der er så meget energi, der lige skal ud af kroppen. Herefter har de alle tre hver deres fokuspunkter.
Mini corgi tager turen ind gennem tunnellen og direkte hen i Majas blå soppebassin. Det er fast hver eneste gang, at hun skal i bassinet mindst tre gange. Vi har et præcis magen til derhjemme - bare i lyserødt. Det nægter hun så meget som at sætte en pote i. Jeg forstår ikke hvorfor, men tænker, det er den sædvanlige corgi-logik og stædighed, der kommer i spil her.
Derefter går hun på muse- og muldvarpejagt, ofte sammen med Audi.
Det er ingen hemmelighed, at Minis krop er ved at være slidt. Hun holder ikke til det samme, som hun gjorde, da hun var yngre. Her på marken kan hun deltage på fuld kraft, så længe hun orker, og så ellers trisse stille med resten af tiden. Det betyder meget, at hun kan gå løs, så hun belaster sin krop mindst muligt.
På Majas mark kan jeg mærke, at pulsen falder helt ned. Jeg mærker og nyder roen og mine hundes umiddelbare livsglæde. Her kommer ingen biler, kondiløbere, cyklister, andre hunde eller rådyr, jeg skal være obs på. Her kan vi bare hygge os i hinandens selskab.
Mens Mini undersøger musehuller, og Cookie har fundet sin vanlige plads lige bag ved mig - det kunne jo være, der gik hul i lommen med godbidder - så har Audi virkelig travlt. Han løber ca. fire gange så langt som de andre to hunde. Samtlige hunde, der tidligere har besøgt marken, har han registreret og sendt en lille hilsen. Samtidig sørger han for hele tiden at vide, hvor mor er - man skulle jo nødigt blive væk fra flokken.
Marken er perfekt at øve ”hold øje med mor” på. De gange hundene har glemt at holde øje med mig, har jeg gemt mig i det høje græs, bag en busk eller et træ. Der går sjældent mange sekunder, før hundene vender tilbage for at finde mig.
I den fjerneste ende af marken kører toget på den anden side af indhegningen. Det er stor hobby for Audi og Mini at løbe efter det, når det kommer forbi. Audi hører det ofte helt nede fra den anden ende af marken og pisker i fuld fart op for at løbe sammen med toget. En tosset idé - og også potentielt farlig ude i den virkelige verden.
Efter at have været oppe i den fjerneste ende bevæger vi os ned på selve træningspladsen, hvor de fleste forhindringer også står. Her vågner Cookie op. Hun vil gøre ALT for en hundekiks! Hun hopper op på paller, trampoliner, bildæk, platforme, snurrer rundt, ruller, sidder, dækker, hvisker og alt muligt andet i håbet om, at det udløser en godbid. Det gør det selvfølgelig også. Er der noget bedre, end når ens hund selv byder ind med tricks og fortæller så direkte, at den godt gider samarbejde?
Da de andre hunde ser, at det udløser godbidder at stå på paller, gør de selvfølgelig det samme. Pludselig har jeg tre hunde, der faktisk godt gider at samarbejde med mig. Igen - findes der noget bedre, end når hunden selv vælger os til?
Cookie og jeg finder nogle bomme, som vi lægger på jorden. Sammen med nogle opstablede bildæk kan de gøre det ud for en lille hoopers-/agilitybane. Hun ELSKER det. Bagefter finder vi en gammel læderbold på marken. Især Mini lyser op, da hun ser den.
Nu trænger vi til lige at få lidt ro i hovederne og få pusten igen, så vi går op midt på marken, hvor der står en gammel sofa, og her sætter jeg mig. Jeg vil gerne lære mine hunde, at det ikke er fis og ballade det hele, men at der også godt må være ro på ind imellem, selvom vi er på tur.
Mens vi sidder der, prøver jeg at tage nogle selfies sammen med hundene. En disciplin, jeg ikke har super evner for. Hundene synes også, det er kedeligt. Audi hører toget og løber, Mini finder musehuller, så til sidst er det kun Cookie og jeg, der tager billeder.
Bagefter går vi lidt rundt på må og få, til vores time er gået, så samler jeg mine tre glade hunde sammen og kører hjem. De næste mange timer hører jeg ikke andet end let snorken fra hundene. De har fået brugt alle sanser.
Efterhånden er der en del arealer rundt om i landet, man kan booke til gåture med sine hunde. Jeg vil virkelig opfordre til at benytte dem.
Både hundene og jeg elsker vores ture på Majas mark.
Om ugens blogger:
Helene er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler. Og nu kan hun og Cookie også kalde sig læsehundeteam.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.