At overtage en omplaceringshund

Nanna Retz Sloth

At overtage en omplaceringshund

I tidernes morgen overtog mine forældre en 17 måneder gammel omplaceringshund. Et understimuleret bæst, som senere viste sig at være dårligt behandlet. Det sad desværre i ham i længere tid, men efter lang tids arbejde blev han en normal hund. Da han var gammel kom Ralf ind i billedet - en lille højenergisk hvalp, som bragte den gamle dreng tilbage til sin ungdom. Da Ralf blev ene hund, var planen, at hvis der skulle en ny hund ind i billedet, skulle det være en hvalp. Den skulle være større end Ralf og ikke langhåret. 

Det holdt dog overhovedet ikke, da Kato pludselig dukkede op. 9½ år gammel, mindre end Ralf, langhåret og helt perfekt til os. Uden den store overvejelse blev han vores! Han tilpassede sig nemt, var glad og kærlig fra start af og var bare en rigtig god makker til Ralf. Desværre viste det sig dog, da jeg fik tilsendt hans journal, at han ikke var helt så sund, som vi forventede. Mislyd på hjertet, dårlige tænder, filtret pels og lange negle. Spørgsmålet lød pludselig på, hvor meget man skulle ofre på så gammel en hund? Det blev dog hurtigt besluttet, at selvom det var nogle uventede - og meget uønskede - dyrlægeregninger, så skulle han have chancen. Det kostede mere, end jeg har lyst til at indrømme - men nu har han været i familien i 2 år, og han var bestemt det værd! 

Et år senere dukkede Allie op: Hun havde næsten lige født og kunne ikke passe hvalpene, så de var i pleje hos en ammemor. Hun var en sød, meget forsigtig lille dame og efter kort tid, var hun flyttet ind. Hendes tilpasning til familien var dog langt sværere end Katos. 8 år gammel, ikke renlig, kendte ikke sit eget navn, kunne absolut intet og var nervøs ved den mindste bevægelse - hun mindede mest af alt om en, der var blevet slået og sparket, hvor hun kom fra. Mange nætter gik med at spekulere på, om det nu var det rigtige. Skulle hun være hos os? 

Hun virkede som om, hun længtes efter noget. Som om hun manglede noget. Men hvad? 

Efter kort tid blev jeg kontaktet: hendes hvalpe havde det ikke optimalt hos ammemor, så enten måtte vi tage hvalpene, eller også måtte hun tilbage til forrige ejer (som købte hende fri fra den kennel, hun kom fra), så hun kunne hjælpe hendes hvalpe, mens de blev flasket op. Hvalpene endte hos os. Pludselig virkede det som om, hun følte sig mere hjemme. Hun var stadig ikke optimal, endnu ikke renlig og var ikke nem at lære noget. Men hun (og os) voksede med opgaven. Hvalpene hjalp hende med at finde tryghed og glæde ved både Ralf og Kato. Hun blev stille og roligt startet op i træning og diverse tillidsøvelser, som hjalp hende med at få ro. Vi besluttede også ret hurtigt at beholde en hvalp - Alfred.  

Nu står vi 1 år efter og kan se, at der de sidste 4 måneder er sket så meget. Hun ved hvem hun er, hvor hun hører til, hun fjoller rundt med drengene og er renlig og bedre til diverse øvelser. 

Den følelsesmæssige vandring, vi var på med begge omplaceringshundene, var hård.

De konstante spekulationer. Følelsen af, om man gør det rigtige for dem. Tvivlen om, om det er det rigtige at ofre så mange penge på en hund uden at vide, om den reelt kommer til at trives og blive en rigtig hund efterfølgende. Tårer er blevet spildt, og grin er blevet delt - og det har været det hele værd. 

Skulle der sidde nogle derude, som er i tvivl om, om det er det rigtige med en omplaceringshund, så kan jeg kun sige, at rejsen er det værd - også selvom den er meget hård! 

Bag om ugens blogger

Nanna

Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.

Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.

Er den lykkelige ejer af intet mindre end fire skønne vovser. Ralf, Alfred, Kato og Allie.