At skille sig ud på træningspladsen

Tina Hougaard

At skille sig ud på træningspladsen

Mange af os tropper troligt op på træningspladsen med en forventning om at træneren giver os de mange guldkorn vi tilsyneladende mangler, men hvad sker der hvis nu man ikke helt passer ind? Hvor mange af os tør sige fra? Og hvad føler vi hvis vi ikke får det gjort, men følger med strømmen af de andre kursister? Netop de følelser skulle jeg selv opleve på egen krop, da jeg som ny hundefører for racen mødte til træning første gang, men fik jeg nu også selv gjort det rigtige…?

Faktisk havde jeg mødt træneren før i anden sammenhæng og allerede der var jeg noget skeptisk overfor træningsmetoderne. Men jeg havde betalt i dyre domme og som ny, så må man også se sig lidt omkring og fornemme hvad andre med mange års erfaring selv bruger af træningsmetoder. Der blev skævet lidt til min klikker i hånden og det meget løse halsbånd der hang på hvalpen. Vi var måske allerede lidt ved siden af, men min lille mønsterelev fulgte fint med på de andres niveau og jeg fik sat mine fordomme på standby. ”Tag nu ja-hatten på!” og det var nu en fin oplevelse de første 20 minutter. Så kom følelsen og den gav et sug i maven. Nu vil jeg ikke gå i detaljer, men det var laaaaangt fra den positive indlæringsmetode der blev benyttet. Jeg rankede ryggen og sagde til mig selv, at jeg fortsat skulle se dette som en læringskurve. Min hvalp kunne dog mærke at snoren blev kortere og der kom flere klik og godbid hans retning, så egentlig havde han det nok fint med det 😊

De sidste 20 minutter gik hurtigt med mere teori og der var kommet mere ro på holdet. Jeg lyttede og jeg valgte at snakke med min opdrætter om lektionen vi netop havde været igennem. Det er nu en fantastisk opdrætter og vi lagde sammen en plan for hvorledes træningen de næste gange skulle foregå og hvor jeg skulle stå fast i min holdning.

hundetræning

Det skulle i hvert fald ikke slå mig ud og jeg måtte jo bare bevise overfor træneren og kursisterne, at der også findes andre metoder. Så jeg blev troligt på holdet alle 7 gange. Jeg sagde nej til de øvelser der gik over min grænse og valgte samtidig at holde ryggen rank. En enkelt gang faldt jeg i, da jeg var træt og hvalpen var besværlig, som en hvalp nu er. Og jeg skammer mig grusomt over at jeg faldt i den gang. Men vi lærte begge af episoden om hvor min grænse går og hvornår jeg bare skal erkende at en hvalp er træt. Så selvom at jeg ikke var enig i træningsmetoderne, så lærte vi alligevel noget nyt. Faktisk lærte flere af kursisterne også noget og til afslutningen fik vi da også en tak for udfordringen og skulderklap fra de andre. Ja-hatten er stadig på, men jeg har nu alligevel fundet et andet mere passende hold at gå på.

MEN tankerne kredser nu stadig om alle dem der ikke tør sige fra eller som forventer at træneren ved bedst og derfor ikke lytter til mavefornemmelsen. Hundetræning er en videnskab og er individuel fra person til person, og så sandelig også fra hund til hund. Så hvorfor lader vi en enkelt træner med ”mange års erfaring” alligevel få os ned på niveau som ikke passer os? Og hvorfor er vi ikke flere der siger fra? Jeg oplever flere der blot vælger ikke at forny deres medlemskab fremfor at sige STOP i tide. Hvad er det der gør, at vi som oftest lader hunden være taberen i dette spil og enten fortsætter træningen eller helt stopper? Selv valgte jeg en mellemløsning, men hvem gavner den i det lange løb? I sidste ende er det bestemt heller ikke nemt at være hundeejer og slet ikke som helt ny eller blot ny i kredsen.

hundetræning

 

Bag om ugens blogger: 

Mit navn er Cynthia Jensen og min helt store interesse ligger indenfor Hundesporten. Selv har min kæreste og jeg 5 hunde, som alle er jagthunde og som er med os (næsten) overalt til prøver, udstillinger og ikke mindst på jagten. Tidligere har jeg skrevet for "Vi med Hund" og er i skrivende stund ved at gøre indtog hos "HUNDEN". 
Jeg glæder mig til at komme om bord som Blogger hos DogCoach og dele ud af mine betragtninger om hundene i hverdagen som aktive brugshunde