Bulldog på Instagram

Mie Eriksson

Bulldog på Instagram

Rudy er min 7-årig bulldog og har siden han var 2 år gammel reklameret for forskellige brands på sociale medier. Han elsker at stå foran kameraet, og når jeg tænker på vores rejse som ”mikroinfluencer” på instagram, virker alting stadig lidt surrealistisk. En rejse som vi selvfølgelig vil dele med jer læsere - hvem ved, måske gemmer der sig nogle ”influencere” blandt jer.

Vores rejse begyndte med, at jeg lånte min fars kamera. Jeg havde lyst til at fotografere, og eftersom at jeg ikke havde nogle børn, blev Rudy mit ”offer”.

Billederne blev skudt i auto-mode og var bestemt ikke den bedste kvalitet, men jeg var stadig solgt over Rudys udstråling på billederne.
Det virkede også som om, at Rudy syntes det var sjovt. Han nød opmærksomheden foran kameraet, og det at blive forkælet med snacks og legetøj under opgaven.

Jeg startede også med at producere mit eget hundeudstyr, hvilket jo gav en ekstra anledning til at bruge Rudy som model, når jeg skulle præsentere nye designs.

Inden jeg havde set mig om, havde vi en Instagramprofil, og vores mange venner blev de første 400 følgere.

Jeg valgte herefter at tage steppet videre. Jeg fandt en e-bog som indeholdte en mindre guide omkring opbygningen af en god Instagram-profil.

Jeg lærte at redigere mine billeder, så Rudy altid var fremhævet.

Jeg begyndte at bruge hashtags, som sendte mine billeder rundt på folks startsider.

Jeg begyndte at tænke på, hvornår på døgnet mine opslag blev offentliggjort.

Mine opslag blev mere beskrivende og personlige.
Jeg fik tilmed gjort vores profil overskuelig og genkendelig ved at gøre biografien oplysende omkring os. Og vores profilbillede skulle desuden være tydeligt, så folk kunne genkende os.

E-bogen oplyste mig også om, at det var vigtigt at interagere med andre profiler. Dette handlede om at skabe relationer, som var altafgørende, hvis man gerne ville vækste sin profil.

Inden længe havde vi ramt 1.000 følgere, hvilket var ”The Golden Number” for os.

Tænk, at der var 1.000 profiler, som gad at følge med i vores hverdag.

1000 profiler som syntes, vi var spændende at læse om.
1000 profiler som syntes, vi havde fortjent deres likes og kommentarer dagligt.

 

Jeg valgte herefter at kontakte nogle firmaer, der har produkter, som vi holder meget af. Dette var for at se, om de måske havde lyst til at lave et samarbejde med os, Men dette havde vi desværre ikke meget held med.
Tiden gik, men vi holdte humøret oppe, og fokuserede på det, vi syntes var sjovt; nemlig at underholde vores følgere. Så en dag fik vi positivt svar. Vi var så heldige, at komme på ambassadørholdet hos Best Friend. Det var, og er stadig, kæmpe stort for os.

Jobbet går ud på at tage super lækre billeder med deres produkter, så Rudy bliver løbende forkælet med snacks og legetøj.

Rudy udvikler sig hele tiden foran kameraet. Man mærker glæden i ham, og han udstråler sig helt fantastisk på billeder. Jeg har selv en svaghed for ham, når han drejer hovedet i allerbedste baby-face stil, og så kan han endda vinke og række ud efter produkterne.

Han har en fest foran kameraet, og hans hale logrer hver gang jeg finder kameraet frem. Han ved udemærket godt, hvad der så skal ske.

Nu er vi oppe på +1600 følgere, som trofast følger med i vores liv.

Rudy står stadig foran kameraet, og i ny og næ får vi da også taget lidt fællesbilleder af familien til vores instagram.

På det første billede er vi fx på søndagstur. Jeg er pakket godt ind i den lækreste jumpsuit fra DogCoach – ja, den reklame var jo altså oplagt at lave her til bloggen :D 

Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en 7-årig Old English Bulldog ved navn Rudy. De er sammen aktive på instagram med profilen @erikssons_boys