Dårlig samvittighed … Jeg tror, at alle hundeejere kender til den.
Følelsen af øjnene i nakken, når døren skal lukkes og låses om morgenen, og arbejdet eller studiet kalder.
Jeg er selv studerende på et ganske krævende studie, og mit skema minder mange gange om en normal arbejdsuge. Derfor var jeg selvfølgelig også gevaldigt i tvivl, da jeg traf beslutningen om, at jeg skulle anskaffe mig en hund.
Det var uden tvivl den rigtige beslutning, og Asco bidrager med uendelige mængder af glæde og positivitet i en ellers turbulent hverdag, men derfor dukker den lille djævel på skulderen stadig op fra tid til anden: Er gåturene lange nok? Træner vi nok? Er Ascos hverdag god nok hos mig? Ville han have fået et bedre liv et andet sted?
Jeg fejer altid spørgsmålet til side, og den dag tager vi måske en ekstra træningssession eller går en ekstra lang tur.
Jeg læste forleden en artikel, hvor en af mine tidligere professorer fra Københavns Universitet, udtalte sig. Han mente, at hunden i den moderne familie kæmper en ensom kamp.
Det var spændende, men på samme tid også foruroligende læsning. Denne beskrev, at hunden (modsat andre arter, vi holder i vores husstand som katte eller kaniner) er domesticeret i langt højere grad, og derfor er langt mere social og afhængig af os. Dette kommer sig af, at vi har taget ulven ud af flokken, og erstattet denne folk med vores familie. Men samtidig tilbringer den moderne hund uanede mængder af tid alene i løbet af en dag.
Det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang.
Jeg forsøger så vidt muligt at læse nogle forelæsninger hjemmefra og går til træning med Asco flere gange om ugen.
Jeg tror, det bedste man kan gøre som hundeejer, for at sikre sig bedst muligt mod den dårlige samvittighed er, at overveje kraftigt, hvilken type hund, der bor indenfor husets fire vægge. Hvilke behov denne har, og om de tilgodeses tilstrækkeligt. Det er den filosofi, jeg selv benytter.
Jeg bor ikke på en stor landejendom med flere hektar have, men i et lille rækkehus, og det stiller selvfølgelig uundgåeligt nogle større krav til mig som ejer.
Derudover er schæferhunden, som så mange andre racer, en udpræget brugshund, der nyder at bruge sin krop, næse og hoved. Det gør langt de fleste hunde selvfølgelig, uanfægtet race, men Asco gør i hvert fald i høj grad. Han er virkelig i sit es på en træningsbane, og jeg får altid en tilfreds og træt hund med hjem.
Det er også grunden til, at jeg hiver mig selv ud af sofaen på trods af regn og vind og trofast kører mod træningsbanen op til 5 gange i ugen. Selvom det her i vinterperioden bestemt kan være svært – og lige præcis her kommer den dårlige samvittighed mig faktisk til gode.
Den får sparket mig ud af døren, og det er trods alt virkelig sjældent, at jeg ikke nyder det ligeså meget som hunden.
Link til den refererede artikel:
Denne blog er skrevet af
Sanne Rath Madsen læser til daglig til dyrlæge på Københavns Universitet.
Hundemor og ejer af schæferhunden, Asco. Træner til daglig i Schæferhundeklubben i henholdsvis kreds 3 (Ballerup) og 84 (Skovbo) og driver det lille fotofirma SRM Photography