På det sidste er jeg blevet bekræftet i hvor, stor en betydning hundens naturlige egenskaber har. Jeg valgte efter blot 3 træningssessioner med min ruhåret hønsehund, at tilmelde et par prøver. 

Til træningen viste han nemlig så stor naturtalent, at min erfaring efterhånden siger, at man bare skal kaste sig ud i det, fremfor at arbejde med perfektionisme. Og ganske rigtig, unghunden viste sig fra den bedste side til første prøve og vi kom hjem med præmiering og en masse ny viden. Naturlige egenskaber, plus en masse held på dagen, fik os igennem.

De efterfølgende prøver, viste tilgengæld også en rigtig UNGHUND og en ny fører – så rand heldet også ud for selv den bedste. Men de gode takter, fik mig hen på tankerne om, hvor meget naturtalent til hundens oprindelig egenskaber er tilbage? Og hvor mange nye talenter har vi tilført de enkelte racer?

Oprindeligt talt 

Hunden var tidligere vores arbejdsredskab i forbindelse med jagt eller vagt, alle med forskellige egenskaber, alt afhængig af behovet. Jagthunden der skulle jage på store og små arealer, vagthunden som enten passede dyr eller ejendom, osv. Senere blev hunden også et symbol på velstand og så begyndte racerne også at blive mere strømlinet. Familiehunden skulle være selskab til konerne, mens mændene var ude, og derudover også kunne holde konerne varme. Hertil begyndte de rige koner at stable udstillinger på benene, hvor alle racerne fik deres 15 minutter af rampelyset. Alle fik alligevel også deres naturlige egenskaber at vise, da også prøverne begyndte for at vise hvem der havde den bedste hund på feltet.

Da jeg så min terrier første gang folde sig helt ud på jagt og bare arbejde ubesværet, tænkte jeg bare, at jeg havde været heldig. Når man ser dem folde sig ud, som havde hunden aldrig lavet andet i hele sit liv, er en helt ubeskrivelig følelse.

Da jeg efter flere generationer kunne se, at egenskaberne bare var så gennemsyret i hundene, så blev jeg stolt over, at racen fortsat kunne spores tilbage til 1800 tallets oprindelig formål.

Og igen, da jeg i efteråret 2019 tog den unge hønsehund med på prøver, uden særlig meget træning, alligevel følte hvorledes de fødte egenskaber, gjorde det hele let som en leg.
Jamen, jeg var helt høj og så stolt over at være en del af den skare, som holdt fast i dens oprindelig formål. 

Udvikler hunden sig fortsat? 

Man kan sagtens beklage sig over hvor meget udstilling, jægere, hundesporten eller bare velstand ødelægger vores racer, men er det her hvor vi skal pege fingrene hen imod? Er vi ikke bare fortsat i gang med at udvikle racerne til nye behov? Det er jo de færreste af os, som fortsat er afhængig af at hunden arbejder som vores arbejdsredskab.

Uanset om hunden var en vagthund eller en varmepude, så havde den en opgave i familien. Men hvad er hundens opgave i dag?

Hvorfor skal hundens egenskaber ikke også følge med resten af vores samfunds udvikling? Vores racehunde er knap nok 500 år gamle, men skal udviklingen gøre holdt her? Som opdrætter er jeg selv opmærksom på hvorledes udviklingen presser racens behov for holde fast i egenskaberne fra 1800 tallet, alligevel føler jeg at jeg skylder racen at holde fokus.

Bag om ugens hundeejer

Mit navn er Cynthia Jensen og min helt store interesse ligger indenfor Hundesporten. Jeg er indehaver af 3 jagthunde, som er med mig (næsten) overalt til prøver, udstillinger og ikke mindst på jagten. Som jagthundetræner og opdrætter, er det en fryd at dele ud af mine betragtninger om hundene som aktive brugshunde.

Ved siden af mit daglige arbejde, har jeg altid gang i en masse hundegejl, deriblandt som skribent for "HUNDEN" og konsulent for Essential Foods.