Det svære valg – hvad er bedst?

Det svære valg – hvad er bedst?

De sidste 15 dage har jeg været heldig at kunne rejse og bo på Bali i Indonesien. 

Her er varmt, smukt og en virkelig unik kultur, der betyder at alle altid gør deres bedste for at du skal føle dig tilpas og velkommen – altid!

Og selvom jeg i min lange kamp for at redde gadehunden Chong, som jeg mødte på min vej, har stødt på nogle knapt så fantastiske sider af den balinesiske kultur (f.eks. er det standard at du blot sætter en hund på gaden hvis du er træt af den, ligesom du skal være varsom med at spise kylling, fordi de mange meattraders indsamler hunde illegalt, flænser dem levende og sælger dem til restauranter der serverer hund fremfor kylling til uvidende turister) så er jeg fan af Bali!

Alle steder jeg har været har de takket for mit engagement i deres land og deres dyr, og alle har gjort det allerbedste de kunne for at hjælpe mig på vej.

Jeg har 6 dage tilbage hernede, og status er at jeg nu har sikret Chong daglig mad og vand fra de søde folk der arbejder på den café hvor han holder til om dagen, og behandling for orm, parasitter etc. af det lokale dyreværn – det eneste jeg mangler er at finde ham et godt og blivende hjem – og her starter så dilemmaet… 

gadehund
For hvordan vælger man hvad der er bedst for en hund, som i sit 2-årige liv har været udsat for mere end nok..

Allerhelst ville jeg finde et godt hjem hernede, så han kunne blive i mere vante rammer og slap for en voldsom og muligvis traumatiserende flytur til Danmark. Men hvad er et godt hjem egentlig? Han kommer helt sikkert ikke til hverken at sove i sengen eller få hundesnacks i tide og utide…

Balineserne har langtfra hunde som vi har det – og så er der den ekstra faktor, a det er nødvendigt at nødt være 190% sikker på at de henvendelser der kommer på det lokale FB-opslag ikke er fra de aggressive meattraders således han risikerer en endnu værre skæbne på sigt..

Naturligvis ville jeg allerhelst have taget ham med hjem selv – givet ham et hjem og en hverdag hvor jeg vidste han fik det godt. (efter mine standarder)

Realistisk må jeg blot erkende, at det ikke er muligt.
Jeg har hverken tiden pt. til at arbejde og omvænne en gadehund til en tamhund, eller en livsstil hvor det er muligt at kunne have to hunde med på job etc. - ligesom Nemo jo desværre ikke rigtig bryder sig om andre end ham selv i sit hjem…

hjælp gadehund i udlandet

Og derefter, er det så overhovedet den bedste løsning at tage en i forvejen presset hund og udsætte den for 20 timers flytransport i et lastrum – med efterfølgende 30 dage i en kennel i karantæne, hvilken effekt vil det mon få på hans adfærd?

Der er selvfølgelig også muligheden for blot at acceptere, at nu har jeg hjulpet ham med både mad og dyrlæge – og så lade ham blive på gaden, velvidende at hans skæbne så afhænger af caféens hjælp og støtte om dagen…og selvom jeg fortsat donerer mad, så lukker og skifter cafér hernede jo ejer som vi andre skifter underbukser.

Jeg kan også betale for at sponsorere ham og have ham i en kennel her på Bali, hvor de vil passe ham og hvor han vil være i sikkerhed – men hvad så? Han kan jo ikke have resten af livet i en kennel, siddende og vente på ..hvem?

Det er en super svær beslutning, og selvom vi altid tænker at hjemme er bedst – og mit kontrolgen ville elske at kunne have muligheden for at følge hans udvikling og liv.

Men så tænker jeg også, hvem det er bedst for? Mig eller hunden?

For når jeg, som i går ser de lokale hunde tumle her på stranden i Sanur, ser dem bade, rulle sig i sandet, ligge og slappe af og i det hele taget have friheden til selv at vælge – så kan man ikke undlade at smile af dem, for de storhygger og har bestemt et godt hundeliv. 

straydog

I morgen skal jeg mødes med en balineser som jeg har fået kontakt til via mit danske netværk. Han har hund i forvejen og netop fået et nyt stort hus med en have til – dealen er at vi har 10 timers seightseing rundt på Bali, så har jeg lejlighed til at lære ham lidt at kende – og om alt går vel så kan han have Chong enten i pleje eller give ham et hjem mod at jeg donerer til hans mad og fortsatte pleje…tjah hvad kan jeg sige, nogle har sponsorbørn, jeg ender med at have en sponsorhund…

Jeg krydser fingre for at jeg får truffet den rette beslutning for Chong – men det er et dilemma, for hvad er egentlig det bedste hundeliv generelt? Altså set fra hundens perspektiv?

Og hvem er vi egentlig til at skulle vælge?

Bag om ugens blog:

Forfatter bag ugens DogCoach blog er Linn Radsted. 
Linn er selvstændig konsulent og serieværksætter på 8 år og har Jack Rusell terrieren Nemo på knapt 6 år, som idag primært er hyggehund. 
Udover øvrige projekter, er hun stifter og indehaver af DogCoach.  

 

Tilføj en kommentar