Får din hund lov til at "være hund"?

Karoline S Brinch

Får din hund lov til at "være hund"?

"Aj, lader du dine hunde grave huller på engen... Det må min ikke, for så graver hun da bare haven endnu mere op derhjemme?". "Wouw, du er modig, at du giver din hvalp papkartoner at flå i stykker - hvordan ser resten af jeres hjem ud?"... 

Sådanne kommentarer hører jeg af og til, når jeg taler med andre hundeejere om, hvad vores hunde må og ikke må i deres hverdag. Ja, mine hunde får lov at grave og flå ting itu. Og nej: de graver ikke flere huller i haven eller flår flere af mine ting i stykker derhjemme. Jeg vil faktisk mene: tværtimod. De får også lov at bade, blive beskidte, tygge i ting, lege og andet som jeg betegner som at "være hund".

 

 

De fleste af os, mig selv inklusiv, har store krav til vores hunde: De må ikke gø, ikke hoppe op, ikke jage, ikke ... - ja listen er lang over alle de begrænsning, vi sætter for deres muligheder for at udfolde deres naturlige adfærd.

Derfor er det vigtigt for mig også at give mine hunde lov til at være hunde. og ikke altid give dem forbud. Hunde elsker fx at grave og flå ting i stykker, og får de lov til at udleve disse behov, så får jeg nogle mere tilfredse og lykkelige hunde. Som dermed også har mindre behov for at ødelægge ting eller grave i haven, når jeg ikke vil have det. 

På samme vis får vi også gladere hunde, hvis vi også kan imødekomme nogle af deres specifikke racemæssige behov i stedet for at undertrykke dem. De fleste hunde vil, hvis de ikke får lov at udleve deres naturlige behov, finde mindre hensigtsmæssige alternative adfærdsmønstre. Dette skal naturligvis foregå under kontrollerede forhold, så vores hunde ikke er til gene for andre. Men kigger man sig lidt omkring, findes der masser af muligheder. Selv dyrker vi fx canicross, hvor mange løbe- og trækivrige hunde får afløb for deres behov. Og mange af specialklubberne tilbyder træning som er åbne for alle, hvor ens hund kan prøve forskellige aktiviteter - også selvom man fx ikke skal gå på jagt, hyrde får, eller dyrke hundesport på konkurrenceniveau.

 

Mine goldens har altid fået "frit lejde" til diverse genstande herhjemme, for en retriever er bare gladest, når den får lov at hente ting. Så at de begge, særligt som hvalpe, hentede både sko og strømper, blev blot modtaget med begejstring og ikke skæld ud. Jeg kan altid senere, om nødvendigt, rette på adfærden. Selvfølgelig kan det tage lidt tid at lære hvalpen, hvad den må hvornår, men vores hunde er jo lærenemme og intelligente væsener, så det tager som regel ikke lang tid. Derfor var det heller ikke så svært at lære mine hunde, at gravning foregår på engen og ikke i haven.

Med de mange krav vi stiller til vores hundes opførsel mener jeg, det er vores ansvar som gode hundeejere også at huske på deres ophav og give dem de bedste muligheder for at udfolde sig og dermed leve lykkelige hundeliv.

 

Hvordan ser det ud hjemme hos jer? Får din hund lov "at være hund"?....

 

Om bloggeren:
Karoline bor i Birkerød med sin kæreste og de to golden retrievere, Frida og Vilde. Karoline er uddannet dyrlæge og hundetræner og er medstifter af hundeløbeklubben Dirty Paws, hvor hun også er træner/tovholder i lokalklubben i Nordsjælland. Frida og Line elsker at løbe canicross sammen og har deltaget i mange stævner i ind- og udland, inkl. EM og VM. Deres vigtigste motto er dog "Better together" - at turene handler om teamwork og forståelse for hinanden. Og at alle kan være med. Foruden canicross deltager de også i K9-biathlons (forhindringsløb med hund) og dyrker hundefitness. Og vandreture både i Danmark og rundt omkring i Europa er også et hit.

Frida er en superhurtigt løbehund, når det gælder. Og kan vandre i timevis i alperne. Men hun elsker også bare at blive nusset på maven og sove længe. Hun kan være stædig som et æsel, hvis der er noget, hun ikke gider. På aftengåturene er det fx hende, som bestemmer ruten. Og så "taler" hun meget ved at brumme, bl.a. når hun synes, at hun har fortjent en ekstra godbid.

Vilde er fra foråret 2023 - og på mange måder Fridas modsætning. Hun er fuld af spilopper og altid glad og fræk. Hun kan hyle som en ulv eller hoppe som en kænguru, når hun bliver utålmodig - og ellers er hun en kvik og modig pige, som elsker vild leg og træning. Hun vil gøre stort set alt for en godbid. 

Frida, Vilde og Karoline er at finde på Instagram med profilen @teamgoldenpower