FAR? HVEM – MIG?

Tina Hougaard

FAR? HVEM – MIG?

Det kender jeg ikke noget til… kunne have været Bassens udbrud, da han første gang kom med hen og så sine hvalpe.

Bassen har været ude med damer og har velsignet hundemor Karla med de to mest yndige hvalpe. Inden han var ovre og hilse på dem første gang, havde vi diskuteret, hvorvidt Bassen ville kunne lugte på en eller anden måde, at det var hans afkom. Kan hanhunden det? Har det helt oprindeligt haft et formål, at hanhunden kunne genkende sit afkom og hjælpe med at opfostre det?

Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, er det sådan i ulveflokke, at hele flokken hjælper med at tage sig af ungerne, uanset om det er deres eget afkom eller ej – da det kun er alfahun og -han, der får lov til at parre sig. Så umiddelbart må svaret vel være nej. Men nu er man jo ikke barn af Disney for ingenting, så jeg så for mig, at Bassen straks genkendte duften af sit afkom, og små Disney-fugle kom flyvende for at hjælpe ham med at tage sig kærligt af hvalpene.

hundehvalpe

Nå ja, han snusede da lige forsigtigt til dem, men havde mere travlt med at holde øje med Karla-mor, der lå og skulede til ham henne fra kurven. Og da vi gik, for hun ud efter ham og gav ham en røffel, som han i øvrigt stiltiende tog imod uden forsøg på at forsvare sig. (Skulle ærligt talt også lige mangle – der kom han lige svansende ind og smutter så bare igen, mens hun ligger der helt udmattet med to unger).

Og ellers har han efterfølgende ikke vist den store interesse i hvalpene. I de første uger turde han slet ikke, da Karla-mor passede godt på sine unger og gjorde det ret klart, at andre helst skulle holde sig væk. Men selv nu, hvor hvalpene er store, og hun er helt afslappet omkring det, er han ikke overdrevent interesseret. Han kan da godt lige snuse til dem, men vil egentlig hellere lege med bold – eller krybe op på skødet af mig, når ungerne bliver for legesyge.

Så ingen Disney moments fra Bassens side. Til gengæld leverer hvalpene selv al den nuttethed, man kunne ønske sig. Det er vist godt, at jeg på forhånd havde bestemt mig for ikke at skulle have mere end én hund, for ellers var der nok lige røget et par hunde med i baglommen på vej hjem.

 hundehvalpe

 

Om uges blogger:
Heidi Christiansen er glad hundeejer af den 5-årige mini puddel Basse, som primært er hygge og selskabshund. 
Til daglig arbejder hun som oversætter og har derfor masser af tid sammen med hendes skønne vakse energibundt