Ferie uden hund, kan man det?

Tina Hougaard

Ferie uden hund, kan man det?

De sidste 2 år har jeg holdt alle mine ferier med hunde, og hver sommer har jeg været på Summer Camp med andre hundetosser.

Min hverdag indeholder meget hund, enten med hygge, gåture, træning eller frivilligt arbejde. Jeg elsker det, det giver mig en god energi, og mine hunde er højt prioriteret.

En gammel aftale med en kær veninde var begyndt at presse sig på, og pludselig havde vi planlagt en ferie til Marokko, uden hunde!

Marokko hundeblog

Jeg var en anelse skeptisk på konceptet, uden hunde. Min datter var så sød at tilbyde pasning, hvilket gav mig en vis ro i maven. Hun elsker hundene lige så højt som mig selv, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det ville gå fint. 

Der er nogen som siger, at planlægningen er den halve oplevelse. Min planlægning havde en lidt anden karakter end min venindes. Jeg fyldte maddepotet, godbidsdåsen, indkøbte hundeposer, lagde dyrlægens nummer frem og sikrede mig, at datteren vidste hvor alting lå. Dagen inden vi tog afsted kom jeg i tanken om, at den mindste hund måske kunne komme i løbetid og måtte finde trusser og bind frem.

Rejsedagen nærmede sig, og jeg havde næsten forligedes mig med at hundene skulle blive hjemme, og at det ikke handlede om dem i en hel uge.

Jeg er næsten flov over at indrømme det, men så snart jeg sad i flyveren, var hundene ude af mine tanker og al min energi blev rettet mod Marokko og det spændende eventyr som lå forude.

I 8 dage levede jeg uden forpligtigelser og spontanitet, jeg nød kun at tage hensyn til mig selv. Jeg kunne stå op når jeg ville, jeg kunne blive ude så længe jeg havde lyst til, og jeg kunne gå direkte i seng om aftenen.

Jeg kiggede ikke efter hunde på gaden, og jeg savnede ikke mine hunde. Jeg må indrømme, at følelsen af, at være uafhængig passede mig storartet. Jeg kom helt ned i tempo, og lod oplevelserne fylde mig op dag for dag.

Da tiden var inde til, at vende snuden mod Danmark, havde jeg suget mængder af energi fra det pulserende liv i Marrakesh og fra boderne i Medinaen. Fra sanddyngerne i Sahara og dromedarerne mellem træerne, og fra Atlasbjergene’s dadellunde og krystaller.

Hundeblog

Hjemme igen blev jeg mødt af 3 logrende hunde, som næsten ikke kun være i deres egne kroppe af glæde. Mit hjerte smeltede og fyldtes med varme.

Den mindste hund var kommet i løbetid, og godbidderne var blevet spist. Dyrlægen var heldigvis ikke blevet besøgt, men benzinmåleren var i bund (læs: hundene har været på ture).

Min hverdag indeholder igen meget hund. Jeg står igen tidligt op, indretter mig efter et liv med hunde, og går først i seng, efter den sene aftentur – og jeg elsker det.

Hundeblog

 

 

Om blogger: Ea Bagge
Ea har 3 hundepiger, Honey på 11 år, Luna på 2 år og Maggie på 9 uger. Hendes ældste hund er en gravhundeblanding som hun havde med hjem fra sin tid i Grønland. De to andre er cocker blandinger med duracell batterier. Ea træner Nose Work med alle sine hunde, det er en fantastisk aktivitet/sport. Luna er miljøtrænet og socialtrænet fra en tidlig alder, da hun forhåbentlig en dag skal bruges som pædagogisk "redskab".