Forstår du, hvad jeg siger?... Kommunikation mellem hund og ejer

Charlotte Secher Jensen

Forstår du, hvad jeg siger?... Kommunikation mellem hund og ejer

Vi taler måske ikke samme verbale sprog, men vi kan som regel godt forstå hinanden alligevel. Hunde kommunikerer blandt andet med kropssprog, holdning, lyde, hale og øjne. Vi mennesker bruger blandt andet mimik, toneleje samt vores kroppe til at udtrykke os. Måske tænker vi bare ikke så meget over det i det daglige? At vi gør præcis som hundene, kommunikerer med hele kroppen. Og så bruger vi ord. Og mange af dem. Jeg gør i hvert fald. Listen af ord, der kommer ud af min mund på en dag, er lang.

Jeg tror, at Marvin analyserer hver bevægelse, jeg laver og lytter til hvert et ord, jeg siger. Han drejer hovedet på skrå, og han kigger direkte på mig, når jeg taler til ham. Så jeg gør det samme – altså analyserer og forsøger at regne ud, hvad Marvin prøver at fortælle mig, når han f.eks. lægger sit hoved på mit ben og går mod terrassedøren. Han kradser med en pote på vinduet og kigger på mig på en helt bestemt måde. Jeg ved, at det betyder: ”Jeg skal ud.” Jeg åbner døren. Han stopper udenfor og kigger på mig igen. Ansigtsudtrykket er et helt andet. Jeg ved, det betyder, at han forsøger at få mig med i haven.

Et andet eksempel. Jeg går rundt i køkkenet, imens jeg taler med et familiemedlem. Måske opfatter han ordet tur, og måske overvejer han, om det betyder gåtur. Så han følger bagefter for at se, om jeg tager selen, eller det betyder noget andet. Han husker, og jo ældre han bliver, jo flere ord kender han, og jo bedre er han til at afkode, hvad der skal ske. Han har med årene lært, at dette toneleje, dette ord, kropssprog og den her handling på samme tid kan betyde, at vi skal ud i haven - så han går mod bagdøren. En anden sammensætning betyder noget andet, så han går mod fordøren. Det er faktisk sjældent, han tager fejl, og jeg overraskes ofte over, at han nærmest ved det, før jeg selv har nået at tænke tanken eller sige ordet.

Hunde lærer gennem hele livet mange ord at kende, og et par håndfulde af de ord kender de fleste hunde. Det kunne være ”dæk” eller ”sit”. Og så er der de unikke ord, som én hund kender, og en anden ikke gør. Marvin kender blandt andet ordene ”bedstemor” og ”nys”. Hans kropssprog og lyde er slet ikke ens, når han hører de to ord, og begge ord gør ham begejstret på to forskellige måder. Han elsker, når bedstemor kommer på besøg, og han ved, at hvis han nyser på kommando, så får han en godbid.

Hvad har din hund lært af unikke ord eller kommandoer?

Om bloggeren
Charlotte arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.

Marvin er en brun, 6-årig, stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.