En af de store ting ved at beslutte sig for, at man gerne vil have hund er at finde ud af, hvilken race man gerne vil have. Min kæreste og jeg fandt hurtigt ud af, at det var schæferracen, som havde vundet vores hjerte - og som ville passe bedst til vores aktiviteter og behov.
Men… da vi sagde det til familie, venner og bekendte, blev vi hurtigt mødt med fordomme. Fordomme som: ”man kan da ikke have en schæferhund som førstegangs hundeejer” og ”schæferhunde bliver hurtigt aggressive”.
De mange reaktioner var noget som fik os til at tvivle, og vi gik derfor tilbage i tænkeboksen og overvejede, om det vi begav os ud i, var det rigtige - for både os og hunden. I forvejen havde vi snakket om selve hunderacen i 3-4 måneder, før vi oprindeligt besluttede os, men vi valgte at tænke over det i yderligere 2-3 måneder.
Det fik mig endnu en gang til at undersøge ALT, man kunne undersøge, inden man anskaffer sig en hund. Jeg fik skrevet alle ulemper og fordele ned, jeg undersøgte blandt andet: de typiske sygdomme som der kan være ved schæferracen, hvordan man bedst muligt fodrede en schæferhund og schæferhundens behov og træk.
Min kæreste og jeg besluttede os så; det var altså en schæferhund, vi skulle have. Med pulsen helt oppe i halsen, begyndte vi så at søge efter det vigtigste: hvor skal vores kommende hund være fra? Vi fandt hurtigt et sted, helt nede på Lolland, og gav os så til at skrive med hundeejeren.
Hendes tæve skulle have kuld, og det var lige om hjørnet fra, da vi skrev til hende. Jeg kan tydeligt huske, at vi sad i bilen ved stranden, da vi besluttede os for at skrive til hende, og kort efter kom et svar:
Hvem er I, og hvad kan I tilbyde en hvalp?
Det var et spørgsmål, vi faktisk havde set komme. Men at få skrevet alle vores overvejelser ned, var alligevel et større dilemma. For hvad skriver man lige? Hvad er irrelevant for hende at vide, og hvad er faktisk relevant?
Noget af det, det vi kom frem til, var relevant var:
- Har vi have eller ej?
- Hvordan er turmulighederne?
- Har vi trapper i vores bolig?
- Hvor meget er vi væk gennemsnitligt om dagen?
- Hvilke aktiviteter kan vi tilbyde hunden?
Da vi havde skrevet disse ting til hende, skrev hun, at vi var de perfekte købere til en af de kommende hvalpe, og at vi gerne måtte komme og se hvalpene, når de var kommet til verden.
Der var nogle ugers ventetid, før vi fik lov til at se hvalpene første gang. Jeg glemmer til gengæld aldrig turen. Vi kørte den lange tur på 2,5 time begge med hjertet helt oppe i halsen. Turen føltes som en evighed, før vi endelig kunne ringe på. En glad smilende kvinde åbnede døren, og vi blev budt velkommen med åbne arme. Straks gik turen ind på det lille værelse, hvor der lå 8 søde små hvalpe og drak mælk hos deres mor.
Vi kom ind for at hilse på de to søde tæver, der var kommet. Vi sad og snakkede om alt, mens vi kælede med de søde små hvalpe, og før jeg vidste af det havde den ene tæve lagt sig til at sove på mine ben. Det var som kærlighed ved første blik - og til sidst blev det hende. Den lille orange tæve.
Det besøg var starten for os, og lille orange blev til vores elskede Bella, som nu er 7 måneder og en rigtig glad hund.
Om bloggeren:
Victoria og Bella er bosat på Vestsjælland sammen med Victorias kæreste og Bellas far.
Victoria studerer til dagligt pædagog, og er igennem et større vægttab på i alt 45kg. I dette tilfælde er det en kæmpe gave for Victoria at gå lange ture sammen med Bella, og forhåbentligt til efteråret begynde på canicross sammen med Bella.
Du kan følge med i Bellas og Victorias dagligdag på Instagram: brendy_bella_adventures