Hunden med på tur

Linn Cecilia Svensson

Linn Radsted

Hunden med på tur

Når hunden og jeg er på tur, er det jo i grunden mig, der er med hunden på tur, for det er jo den, der skal ud og lette ben og snuse, og så er jeg bare med som snoreholder.

Men indimellem er der også behov for, at hunden kommer med mig på tur.

Bassen er ikke så god til at være alene hjemme, så skal jeg være væk meget mere end fem timer, skal der hundepasser på. Det er ikke altid helt let at finde, og så er det rart, hvis jeg kan tage hunden med.

Men hvad er okay at tage hunden med til – både i forhold til hunden selv og i forhold til andre mennesker?

Når det gælder private besøg hjemme hos andre, ved jeg efterhånden, hvem der absolut gerne vil være fri, og hvem der synes, det er i orden. Og så sørger vi selvfølgelig altid for at overholde husreglerne.

Min forkælede hund må gerne være i sofa og seng derhjemme, men hos for eksempel mine forældre er det forbudt område. Og det er forbavsende, hvor let hunden tilpasser sig og godt ved, at nå ja, okay, her har jeg bare mit tæppe nede på gulvet (selvom man jo altid liiiige kan prøve en enkelt gang, om det går med sofaen i dag).

Men hvad nu, hvis man skal ud i det offentlige rum med hunden? De fleste cafeer tillader, at man har hunden med, når man sidder udenfor, og i princippet er det også helt lovligt at tage den med indenfor. Det er helt op til den enkelte cafeejer, om han eller hun vil tillade det.



Det er der så bare mange, der gerne vil have sig frabedt. Som hundeejer (til en separationsangst hund) er jeg derfor meget begejstret for, at der er dukket en række cafeer op, som ikke bare tillader, at man tager hunden med, men decideret har lavet hundemenuer. Lidt tosset? Måske, men også meget hyggeligt.

Forleden skulle jeg med et vennepar og deres unger i Sommerland Sjælland. Og stod uden hundepasser. Heldigvis er det tilladt at have hunden med, og så kom Bassen for første gang i legeland.

Jeg var lidt skeptisk, men det gik fremragende – der var masser af grønne områder, ikke spor overfyldt, ungerne kæmpede om at få lov at holde hunden, og der var andre søde hunde at hilse på. Der var endda adskillige vandposter med vovsevand rundt omkring og et indhegnet agility-område, hvor hundene også kunne løbe frit rundt og lege. Fantastisk dejligt for hund og ejer med et så hundevenligt sted.

Og så skal jeg hilse og sige, at jeg havde en meget træt og væltet hund i sofaen om aftenen.

Bag om ugens blogger:

Heidi Christiansen er glad hundeejer af den 5-årige mini puddel Basse, som primært er hygge og selskabshund. 

Til daglig arbejder hun som oversætter og har derfor masser af tid sammen med hendes skønne vakse energibundt