Hverdagen - kedelige rutiner eller små lykkestunder?

Hverdagen - kedelige rutiner eller små lykkestunder?

"Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen" - sådan lyder et kendt citat fra digteren Dan Turèll. Og det kom jeg til at tænke en del over på morgenens gåtur på vores eng.

Hvis I følger med i mine blogindlæg, så ved I, at jeg elsker at tage på ture med mine hunde: vandring på nye stier rundt om i Danmark, rejser til udlandet og til motionsløb for hund og ejer. Jeg tror bestemt, at de nyder vores eventyr, men på vores rolige morgentur, hvor de to tøffede rundt med snuderne i jorden og ledte efter mus, slog det mig, at de nok mest af alt elsker vores hverdag og de rutiner, som ofte følger med: Nus på maverne om morgenen, morgenmad og så helst en tur på "museengen", inden det er tid til afslapning derhjemme. Ligge i haven og nyde solen, måske få en godbid fra en forbipasserende nabo. En eftermiddagstur i skoven (eller gerne på engen igen, hvis de kunne vælge frit) eller en hyggelig løbetur med hundeløbeklubben. Aftensmad og gerne lidt rester fra "voksenbordet" og måske lidt snuselege eller et tyggeben, inden aftenroen sænker sig. Måske en aftenrunde for at snuse lokalområdet igennem. Og så forfra dagen efter - og dagen efter igen.

Det lyder jo lidt kedeligt i manges ører, og jeg kan godt selv blive ramt af en følelse af, at jeg må huske at finde på nye aktiviteter og ting, vi kan lave. Og på sociale medier er sådan nogle dage jo heller ikke rigtig noget at "prale" med. Men når jeg ser på mine hunde, så bliver jeg mindet om, at hverdagens små stunder også kan rigtig meget, som vi mennesker måske af og til glemmer lidt i farten og jagten på den næste store oplevelse eller næste gode foto: At vi bare hviler i os selv og nyder nuet og de små strejf af lykke: solen på næsen (eller snuden), efterårsfarverne og roen omkring os uden stress og jagt på præstationer. Jeg kan i hvert fald se, at disse dage foregår med logrende haler og hunde i balance. Så hverdagen er nok lige præcis det, de to holder allermest af.

Jeg tror bestemt også, at de nyder nye oplevelser og vores eventyr i ind- og udland, og jeg vil nok fortsat "lægge mig i selen" for at lave nye aktiviteter og træning for dem - for jeg er sikker på, at vi alle - både 2- og 4-benede - har godt af, at ikke alting bliver ren rutine. Men jeg vil øve mig mere på også bare at nyde vores hverdage og alt det gode, de dage også har at byde på. Vi behøver ikke altid planlægge næste tur eller konkurrence eller stresse over ikke at få taget de fancy billeder til sociale medier. En glad hund med næsen i jorden er et lige så godt billede at dele som en bjergtop eller en podieplads til et stævne. Det er nok værd at huske på - og her er mine hunde de bedste læremestre.

Om bloggeren:

Karoline bor i Birkerød med sin kæreste og de to golden retrievere, Frida og Vilde. Karoline er uddannet dyrlæge og hundetræner og er medstifter af hundeløbeklubben Dirty Paws, hvor hun også er træner/tovholder i lokalklubben i Nordsjælland. Frida og Line elsker at løbe canicross sammen og har deltaget i mange stævner i ind- og udland, inkl. EM og VM. Deres vigtigste motto er dog "Better together" – at turene handler om teamwork og forståelse for hinanden. Og at alle kan være med. Foruden canicross deltager de også i K9-biathlons (forhindringsløb med hund) og dyrker hundefitness. Og vandreture både i Danmark og rundt omkring i Europa er også et hit.

Frida er en superhurtig løbehund, når det gælder. Og kan vandre i timevis i Alperne. Men hun elsker også bare at blive nusset på maven og sove længe. Hun kan være stædig som et æsel, hvis der er noget, hun ikke gider. På aftengåturene er det fx hende, som bestemmer ruten. Og så "taler" hun meget ved at brumme, bl.a. når hun synes, at hun har fortjent en ekstra godbid.

Vilde er fra foråret 2023 – og på mange måder Fridas modsætning. Hun er fuld af spilopper og altid glad og fræk. Hun kan hyle som en ulv eller hoppe som en kænguru, når hun bliver utålmodig – og ellers er hun en kvik og modig pige, som elsker vild leg og træning. Hun vil gøre stort set alt for en godbid.

Frida, Vilde og Karoline er at finde på Instagram med profilen @teamgoldenpower

Tilbage til DogCoach blog