Da jeg var lille ønskede jeg mig altid en hund i julegave. Jeg drømte hundsk, og håbede altid på, at julemanden endelig så mit store potentiale som hundens ven. Men den frække julemand fløj altid forbi vores hus, og der dumpede aldrig en hund ”ned igennem skorstenen”…
Lige indtil jeg blev 30 år, og min egen private julemand – Jan the man – sørgede for, at vores udlejer skrev i vores kontrakt, at vi måtte holde hund. Det er bare den bedste gave han har givet mig (udover børnene (bonusbørn) sæføli’).
Det følger også et kæmpe ansvar med dét at bo med en hund (eller flere, som vi var så heldige at gøre i knap fire år – Blop OG Fjolle).
Jeg kender flere med handicaps, psykiske eller fysiske (eller begge), der har hund. Jeg kender nogle med service-hunde, og andre hvor hundene ikke er uddannede servicehunde, men simpelthen er den SYGES HJÆLPER.
Hjemme hos os er Fjolle min sjæls bedste healer. Han er engang imellem min krops værste fjende. OG med det mener jeg, at jeg som nu, hvor jeg ved et uheld og med et attak (sclerosen) er på krykker og med Don Joy, har brug for gode venner og bekendte, der kan være min ”fysik”, når jeg ikke har den…
Fjolle skal luftes tre gange om dagen, og Jan skal arbejde. Jeg kan ikke gå på trapper – ENDNU, så jeg kan ikke komme ned til min scooter (der står i vores opgang). Al min træning fokuseres udelukkende på, at jeg kan GÅ HEN AF VORES TAGTERRASSE – ned af vores trapper og kan sætte mig på scooteren – og komme op af trappen igen, OG DET ER FOR FJOLLES SKYLD – ja og min. For jeg elsker mine ture med ham – på gåben eller i scooter. Vi elsker vores ture sammen.
Jeg har hund, fordi jeg elsker hunde, og jeg har hund, fordi han nærer min sjæl, og jeg håber, at jeg selv med mine handicaps også nærer hans.
Det ville da være nemmere IKKE AT HAVE HUND den situation, jeg er i for tiden, men heldigvis er mit netværk vores ”helte”, og de har min hund og hans lufteture, når jeg ikke kan.
Det er ikke noget, jeg tager for givet. Jeg har gennemtænkt det nøje inden vi købte Blop, for da var jeg i kørestol og skulle skubbe mig selv op og hive mig op af trappen for at komme ned til el-scooteren. Det skal jeg gerne gøre igen, men da mit knæ lige nu er helt porøst, skal det have ro til at ”fæstne sig igen”.
Dengang med Blop havde vi også ”helte”, der tog ham, når jeg var LAGT NED.
Hvorfor har I hund(e)?
Jeg har fordi jeg ikke kan leve uden.
Godt nytår fra Fjolle og Ib
Vi skal nok komme på ture igen – på scooter og gåben. Fjolles mor skal bare lige på benene igen, og imens jeg genoptræner, får han set gaden med nogle, der også elsker ham.
Læs mere om Fjolle og hans moar på @Ibbyheart
#fjollethepbgv #hvorforharduhund #hundeerhelse #ibbyheart #dogcoach #blogger #dogblogger #påbeneneigen #hundelufterjakke #elscooter
Bag om ugens blogger:
Vi er Fjolle og Ibbe. Fjolle er en PBGV. Jeg er – ja et menneske, der nogen gange ønsker, at ”jeg dog bare var hund”. Fjolle er min hund nr to. Min første hund, Blop, fik jeg i gave af min mand, da jeg blev alvorligt syg. Fjolle og jeg glæder os til at være en del af dette fine BLOG-UNIVERS.