Julen er hjerternes fest – men det er i den grad også traditionernes fest. Og ikke mindst selve juleaften er pakket med traditioner, som ingen helst må pille ved. Skal vi have flæskesteg eller and? Er kirsebærsovsen den helt rigtige? Og pakker vi gaverne op samtidigt eller en ad gangen? Det er spørgsmål, der nærmest kan splitte familier ad i den søde juletid.
Et spørgsmål, der sikkert også kommer op i nogle familier, er: Må hunden komme med juleaften? Normalt har de fleste det jo nok sådan, at hvis værten/værtinden ikke bryder sig om, at man slæber hunden med til selskab, så får den lov at blive hjemme i kurven den aften.
Men nu er det jo juleaften! Skal jeg ikke holde jul sammen med min bedste ven? Skal hunden virkelig ligge helt alene hjemme i kurven selveste juleaften?
Og efter min mening – ja, det skal den.
Og tro nu ikke, at jeg er den praktiske type, der siger, at en hund er bare en hund, og ud i kurven med den. Jeg er personificeringen af crazy dog lady! Bassen har sågar en julesok, og dagens højdepunkt er, når vi skal finde dagens kalendergave frem. Men jeg ved også godt, at det mest er for min skyld, og for hundens skyld kunne vi lige så godt kunne hænge julesok op i juni måned.
Og på samme måde er hunden jo fuldstændig ligeglad med og uvidende om, at det er juleaften, den er alene hjemme. For den er det jo bare en aften og kunne lige så godt være den 24. marts eller 24. august. Hunden vil bare gerne være sammen med os nat og dag og alle ugens syv dage, hvis den kunne vælge. Men det må vi hundeejere jo fravælge på dens vegne på grund af arbejde og andre ting, hvor vi ikke kan have hunden med.
Og kan man ikke have hunden med juleaften, fordi værterne siger nej tak til det, så lad os huske på, at det udelukkende er for vores egen sentimentale skyld, vi gerne vil have hunden med – hunden kunne ikke være mere ligeglad med, at det hedder den 24. december.
Bassen kan heller ikke komme med mig juleaften, men så hygger han hos en nabo i stedet – og kan glæde sig over at slippe for at skulle tvinges i nissehue den aften.
Jeg håber, julefreden sænker sig over alle hjem og hundekurve!
Om ugens blogger
Heidi Christiansen er glad hundeejer af den 5-årige mini puddel Basse, som primært er hygge og selskabshund.
Til daglig arbejder hun som oversætter og har derfor masser af tid sammen med hendes skønne vakse energibundt