Kære Marvin

Charlotte Secher Jensen

Kære Marvin

Kære Marvin.

Jeg synes, det er så kort tid, siden jeg sad der på græsset en dejlig forårsdag omgivet af legesyge og nysgerrige hvalpe. Jeg skulle vælge, og det var svært. Men du gjorde det nemt. Du valgte nemlig mig. Jeg følte med det samme en dyb samhørighed med den lille brune hvalp, der var kravlet op i mit skød og havde lagt sig til at sove. Jeg var ikke længere i tvivl – det var den hvalp, jeg ønskede mig – dig.

Tiden er fløjet afsted, og nu er du 6 år. Faktisk er du på vej mod den ”3. alder”, præcis som jeg. Vi er begge midt i livet og lidt rundere på maven. Som dyrlægen sagde til dit årlige sundhedstjek, ”Du er sund og rask Marvin, men der er blevet plads til at dække op til to på din ryg.” Min læge var lidt mere direkte, så vi er gået på slankekur du og jeg. Jeg fornemmer tydeligt, at du ikke helt er enig i den beslutning, men jeg ønsker, du skal være her i mange år ved min side, og jeg ved din, så fodermængde og aktivitetsniveau er blevet justeret. For os begge.


Selvom du stadig er en pelsraket, bliver du lidt hurtigere træt og hvad, du mangler i energi, har du hentet i erfaring og klogskab. Jeg bliver stadig imponeret hver eneste dag over, hvad du kan af ord og kommandoer. Hvor god du er til at fornemme menneskers følelser og energier. Hvordan du reagerer, når nogen er syge eller kede af det, og hvor meget kærlighed du spreder til alle, du holder af.


Du kender vores hverdag og ved præcis, hvad der skal ske. Du aflæser alle mine bevægelser, og sommetider har jeg dig mistænkt for at kunne læse mine tanker eller kende til mine planer, før jeg næsten selv har. For eksempel rejser du dig ofte og lunter i soveværelset, lige før jeg rejser mig fra sofaen for at gå i seng. Du elsker at putte dig ind til mig om aftenen og det, at falde i søvn til dit tunge åndedræt, er noget af det bedste, jeg ved.

Din fødselsdag er ret forudsigelig. Men du kan også bedst lide, at alt er, som det plejer. Jeg pakker lækkerier og en bestemt model bamse ind i masser af pap og papir. Jeg kan godt blive i tvivl, om du er mere vild med papiret eller gaven i det splitsekund, du får gaven. Men når bamsen endelig bliver pakket ud, bliver du helt utrolig glad og viser den stolt frem til alle, der gider at se den. Helst med en knurrende lykkelig lyd.

Du har efterhånden haft rigtig mange af den slags bamse. Så mange, at jeg har et lager af nye gemt i en papkasse, fordi du ofte når at slikke og tygge den til døde, inden det bliver jul eller din fødselsdag næste gang.


Jeg håber, jeg kommer til at pakke rigtig mange bamser ind og får lov til at fejre dig i mange år endnu.


Stort tillykke med fødselsdagen, Marvin!
Hilsen Charlotte

Om bloggeren
Charlotte arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.

Marvin er en brun, 6-årig, stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.