
Denne sommerferie gjorde mig ekstra opmærksom på, hvor meget jeg egentlig kan lære af mine hunde. Kender du til "post-ferie blues"? Altså at man bliver lidt vemodig over, at sommeren snart er slut, og der måske er lang tid til næste ferie. Det satte en del tanker i gang om hundes og menneskers tilgang til livet.
Vi er netop hjemvendt fra en skøn vandreferie og uger i sommerhus med badeliv og lyse nætter. Begge ture i selskab med mine hunde. De er næsten altid med på ferie. Når en sommer er ved at være forbi, så tror jeg, at mange af os mennesker - måske mere og mere med alderen? - kan blive ramt lidt af en tristhed over, at endnu en sommer fløj forbi. Er den virkelig allerede ovre? Tiden forsvandt jo nærmest, uden at vi helt mærkede det. Og fik vi nu gjort og set alt det, vi gerne ville?
I selskab med mine hunde bliver disse følelser på én vis forstærkede og på en anden vis holdt i skak med deres væremåde og tilgang til livet. For at tage sidstnævnte først: Hundene hjælper mig til at være mere i nuet. De er altid fokuserede på "her og nu", og bruger ikke deres tid på at planlægge næste tur eller overveje næste dag - ja, eller sågar næste time. "Life is what happens to you while you are busy making other plans" siger et citat. Og det tror jeg, at mange af os kan genkende. Er vi ofte lidt for "gode" til at planlægge det næste, vi skal, i stedet for bare at nyde det vi laver lige nu og her? Det tror jeg desværre gælder for mig selv.
Men når mine hunde plasker rundt i en sø eller ruller sig i græsset med masser af livsglæde over "bare" at være til, så glemmer jeg at planlægge og tænke så meget over, hvad vi nu skal lave næste dag. Og nyder at se dem leve livet.
Mon ikke mange af os hundeejere genkender, at hundene på denne vis minder os om, at få det bedste ud af tiden lige nu? Det er i hvert fald en af mine hundes spidskompetencer, hvor vi mennesker har travlt med alt fra planlægning til bekymringer - til at spilde vores tid på sociale medier.
Det er nemmere sagt end gjort, for jeg læste et citat fra Peter Lund Madsen, eller "HjerneMadsen", som desværre i denne uge kom herfra alt for tidligt: Det gik på, at en af ulemperne ved vores meget store og komplekse hjerner er, at vi bruger meget tid på alle disse ting isf. netop bare at være i nuet. Derfor er det måske meget godt, at vi har vores hunde som "læremestre" på denne front.
Forstærkelsen af mine "post-ferie blues" kan hundene desværre også bidrage til. Men egentlig er det både på godt og ondt: Hundene bliver min "reminder" om at få det bedste ud af ferierne og om ikke at udsætte det, jeg gerne vil sammen med dem. Min ene hund er nu 8 år, og selvom jeg forsøger at bilde mig selv ind, at hun selvfølgelig er her i mange, mange år endnu, så ved jeg jo godt, at det ikke er sandt. Sandsynligvis har vi måske nogle enkelte somre tilbage sammen, hvor vi kan vandre og være aktive som nu. Det er en hård tankeproces at skulle igennem, men også en god læring: For nej, vi lever jo heller ikke selv for evigt, selvom vi måske ofte slår det faktum hen. Og derfor udskyder vi planer eller har svært ved at få gjort de ting, som står på vores liste over drømme. "Vi gør det i morgen", eller næste år, eller om 10 år. Men sådan en horisont har vores elskede hunde sjældent, og derfor kan de lære os og minde os om, hvor vigtigt det er at leve livet, mens vi har det. Og mens de stadig kan komme afsted sammen med os.
Ja, sådan en ferie kan sætte gang i mange tanker. Tak til mine kære hunde for jeres måde at være så kloge på livet, og give inspiration til, hvordan jeg kan være lidt mere som jer.
Om bloggeren:
Karoline bor i Birkerød med sin kæreste og de to golden retrievere, Frida og Vilde. Karoline er uddannet dyrlæge og hundetræner og er medstifter af hundeløbeklubben Dirty Paws, hvor hun også er træner/tovholder i lokalklubben i Nordsjælland. Frida og Line elsker at løbe canicross sammen og har deltaget i mange stævner i ind- og udland, inkl. EM og V M. Deres vigtigste motto er dog "Better together" - at turene handler om teamwork og forståelse for hinanden. Og at alle kan være med. Foruden canicross deltager de også i K9-biathlons (forhindringsløb med hund) og dyrker hundefitness. Og vandreture både i Danmark og rundt omkring i Europa er også et hit.
Frida er en superhurtigt løbehund, når det gælder. Og kan vandre i timevis i alperne. Men hun elsker også bare at blive nusset på maven og sove længe. Hun kan være stædig som et æsel, hvis der er noget, hun ikke gider. På aftengåturene er det fx hende, som bestemmer ruten. Og så "taler" hun meget ved at brumme, bl.a. når hun synes, at hun har fortjent en ekstra godbid.
Vilde er fra foråret 2023 - og på mange måder Fridas modsætning. Hun er fuld af spilopper og altid glad og fræk. Hun kan hyle som en ulv eller hoppe som en kænguru, når hun bliver utålmodig - og ellers er hun en kvik og modig pige, som elsker vild leg og træning. Hun vil gøre stort set alt for en godbid.
Frida, Vilde og Karoline er at finde på Instagram med profilen @teamgoldenpower