Kan man holde fødselsdag for sin hund?

Tina Hougaard

Kan man holde fødselsdag for sin hund?

Jeg er efterhånden nået den alder, hvor mine venner og veninder gifter sig, får børn, køber hus med ligusterhæk, går på storindkøb om lørdagen, laver legeaftaler for børnene og er begyndt at spare op til konfirmation og til den tid, hvor børnene flytter hjemmefra. Selv er jeg typen, der endnu bruger det meste af min tid på arbejde, rejser til eksotiske steder og tømmermænd om søndag.

Alligevel skete det, at jeg for et par år siden sad alene hjemme en grå og kedelig søndag med en skål ostepops i skødet, og ligefrem kom til at forestille mig, hvordan det dér voksenliv på en måde kunne være helt okay. I hvert fald tanken om at være noget for nogen – andre end sig selv. Og hvad gør man så, når man alligevel godt ved, at man ikke er klar til at lege far, mor og børn? For mig blev svaret på den rodløse tilværelse til ideen om at anskaffe sig en hund.

Tanke blev til handling, og sådan gik det til, at vi for nyligt havde 2 års jubilæum – Alf og jeg. To fantastiske år med så mange gode oplevelser, leg, hygge og grin. Tænk sig at sådan en lille hund kan skabe så meget glæde, og berige livet så meget. Det er da netop sådan noget, der er værd at fejre. Men så meldte spørgsmålet sig: kan man holde fødselsdag for en hund? Altså uden at blive opfattet (endnu mere) som hende den skøre hundedame?

Jeg gik og grublede over det et par dage, indtil jeg besluttede mig for at skide hul i, hvad andre tænker. Jeg ER jo lidt en skør hundedame, så hvorfor ikke? Selvfølgelig skulle min Alf da have en fødselsdag, der var mindst lige så fin, som den slags fødselsdage jeg for fremtiden kommer til at holde for mine (måske) kommende børn.

hundefødseldag

Da beslutningen var taget, begyndte jeg så at ringe rundt til venner og familie for at invitere. Heldigvis viste det sig, som mange gange før, at jeg har familie og venner, der er mindst lige så skøre som mig selv. Så alle bakkede selvfølgelig op og sagde pænt ”ja tak” til invitation til Alf’s fødselsdag.

Og det var altså en rigtig god fødselsdag han fik: Hytten var pyntet op med flag og balloner, der var hjemmebagte boller, varm chokolade, fødselsdagskage til gæsterne, og en kage til Alf. Alle gæsterne kom med fine gaver – legetøj, godbidder og penge. Alf havde nemlig ønsket sig penge, for han sparer op til en lillebror.

Hele dagen blev selvfølgelig dokumenteret – og delt ivrigt på sociale medier af alle gæsterne. For helt ærligt: Det fleste synes alligevel, at det var ret morsomt at være til fødselsdag hos en hund, der gerne vil have hat på, sidder med ved bordet og spiser lagkage, selv vil åbne sine gaver, og er en mester i ballondans. For sådan er Alf, og derfor vidste jeg, at en fødselsdag ville være lidt noget for ham.

Og med den succes i baghånden tror jeg nok vi kan konstatere, at fødselsdage er blevet en fast tradition i vores lille hjem. Og Alf han glæder sig allerede til næste år!

hundefødselsdag