De seneste 7 år har Rudy været mit projekt.
Han har haft min fulde fokus, hvilket jeg har elsket at kunne give ham. Årene har ikke kun budt på Rudy, men også hundelivet generelt: Vi var aktive i udstillingsringen, har en Instagram profil, hvor vi har samarbejde med flere forskellige firmaer. Har en hobbyvirksomhed, hvor jeg producerer/sælger hundeudstyr, også sad jeg i bestyrelsen i en OEB-klub og arrangerede udstillinger.
Jeg er typen der engagerer sig fuldt ud, når jeg siger ja til noget og det gjorde at mine hverdage, handlede om hunde konstant.
Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg har været småfed i 9 måneder, og Rudys lillebror Ludwig er kommet til verden. Enhver nybagt mor kan skrive under på at livet ændrer sig drastisk.
Patten er fremme hver 2.-3. time, man lærer at sidde op og sove.
Nattesøvnen bliver afbrudt af babygråd og hyggeaftener er med en baby på armen - Øhm og hvad er SEX egentlig for noget?
Mit liv har derfor fået en kæmpe omvæltning!
Min hobbyvirksomhed har barselspause, og jeg har trukket mig fra udstillinger/klubarbejde.
Men opmærksomheden til Rudy har desværre også ændret sig og lige dét knuser mit hjerte.
Jeg går i mødregruppe og hører, hvordan de også kæmper med opmærksomheden til deres andet barn. Jeg tager mig selv i at sammenligne deres børn med Rudy - Oh yes, denne sammenligning kan mange mødre tage som en krænkende og fuldstændig urealistisk sammenligning, men det er det altså ikke for mig - Rudy er jo mit barn.
Situationen er typisk den at man sidder med spædbarnet og ammer, og samtidig kommer det andet barn og har brug for opmærksomhed. Her er det jo tydeligt for mig at min situation er den samme, idet Rudy også har behov for opmærksomhed og kærlighed. Han kommer ikke hulkende hen til mig og skal trøstes som deres børn, men han kommer til mig fordi han er sulten, trænger til at blive luftet, har lyst til leg eller måske bare vil putte.
Det skal lige tilføjes at Rudy ikke bliver overset, da han jo også har sin far, men jeg kan mærke at han melder sig hos mig og det gjorde han ikke på samme måde før, da han fik det helt automatisk.
Jeg knuselsker mit barn, men interessen ligger bare stadig rigtig meget i hundelivet.
Er man så en dårlig mor?
Jeg prøver derfor at finde den gyldne vej mellem 2 vidt forskellige verdener, så det ene ikke skal forhindre det andet i at eksistere.
Vores Instagram er fx. blevet en kombination af begge drenge. Jeg går på barsel og kommer alligevel til at have både Rudy og Ludwig omkring mig konstant, så det ligger naturligt for mig at begge drenge skal have taget lækre billeder. Rudys morgenture er heller ikke bare givet videre til farmand, så den er med Ludwig i bæresele og Rudy i flexline. Uden barnevognen har vi nemlig mulighed for at gå ture, hvor vi ønsker og er derfor ikke afhængig af terræn/underlag.
Lige meget hvilket type barn man har, er det hårdt!
Så alle ”Dog moms” med småbørn, Don’t give up, and do not feel like you’re neglecting your baby.
Du skal nok finde en løsning på at kunne begge dele, og det skal nok blive nemmere at have alle børn i fokus.
Nu vil jeg checke ud for denne gang, og kigge ned på de 2 store blå øjne, som stirrer op på mig fra babsen - lidt opmærksomhed har Ludwig vel os fortjent.
Om ugens blogger
Rudy arbejder fuldtid som storebror til Ludwig, og deltid som model for Best friend DK og Kragborg råfoder"
Vi elsker at bruge vores tid i naturen og endnu mere foran kameraet.
Som hundemor er det vigtigt for mig altid at knuselske min hund, hvilket gør Rudy altid har været i centrum i mit liv