Hejsa
Det er ved at være et stykke tid siden sidst, så jeg skal prøve at huske, hvad der er sket siden da, så jeg kan give jer en ordentlig update!
Det har været en dejlig sommer med masser af sol og varme til pletterne. Bella og jeg har nydt utallige timer i haven, hvor vi har solet (det meste af tiden), men vi har også gravet huller, jagtet fugle og skældt sagesløse cyklister, der passerede haven, ud. Men de seneste dage er efteråret virkelig kommet med regn, hagl og kraftig vind -så lokker sengen og sofaen lidt ekstra😴
Bella har været i sin 2. løbetid, disse 10-12 dage går også under betegnelsen “Sophus’ slankekur”. Jeg bliver helt rundt på gulvet og vil bare bedække hende hele tiden, hun dufter så dejligt❤️ -og jeg må godt, så det er hvad vi laver det meste af døgnet, når hun er i løbetid.
Jeg er jo kastreret, så der kommer desværre ikke små lækre Bella-Sophus babyer ud af det, men vi har kun det sjov vi selv laver! Det skønne er jo også, at hun på ingen måde er sur på mig i den periode, der må jeg alt! Og ærligt talt, så trængte jeg måske også lidt til den lille slankekur, det strammede lige det hele op, så nu er jeg helt skarp igen😎
Heldigvis er det indtil videre også fortsat efter løbetiden er slut, altså at vi kan være sammen det meste af tiden uden problemer. Mor og far holder godt øje, og hvis der er tegn på hun bliver gnaven eller de ved en situation kan opstå, så tager de hende op. Det største problem lige nu, er at jeg elsker at “lave lyde”, altså knurre og larme lidt, når jeg leger.
Og jeg vil så gerne lege med hende, men hun bliver så bange for mine lyde, da hun tror jeg er sur. Og når Bella er bange, så er et angreb åbenbart det bedste forsvar.... men vi arbejder videre med hende, vi kan jo godt lide hende❤️
Hun gjorde mig faktisk også ret stolt forleden dag (det er jo hovedsagligt mig der træner hende og giver hende gode tips). Måske husker I, at jeg for et par år siden fangede og dræbte en stor fasan? Hvis ikke får I lige et billede af mig og fasanen, som en lille reminder. Sej var jeg!
Men forleden fangede Bella også en fasan og dræbte den! Præcis på samme måde som jeg gjorde dengang. Altså nå ja, hendes var ikke helt lige så stor som min, men flot alligevel, og jeg var ret stolt!
Så alt i alt har vi det godt her i Sverige🐶☀️
Hej fra mig!
Bag om ugens blogger
Sophus er en Jack Rusell terrier på 7 år som er flyttet til Sverige, med Lærke og Michael.
Her i bloggen følger vi Sophus' travle hverdag, senest med hans lillesøster Bella.