Tankerne flyder som regel rimelig frit, når Asco og jeg er på vores vanlige gåtur gennem vores kvarter. Nogle gange blot frit, og for en travl dyrlægestuderende er det jo også en af de mange vidunderligheder, der følger med at have hund.
Vi bor i et område med en masse grønne og skønne arealer og en del rækkehuse. Et super dejligt område for hundeejere, hvilket formentlig også er grunden til, at så mange i vores område har hund. Det betyder jo uundgåeligt, at vi ofte møder andre hunde på vores gåtur, og det er desværre ikke altid en positiv oplevelse.
Måske er det blot mig, der er naiv, men jeg havde et håb om (som relativ ny hundeejer), at vi som ”folkefærd” ville have noget at være fælles om: vores glæde til dyrene. Men det er bare langt fra, hvad jeg oftest møder.
Jeg er dog udmærket klar over, at Asco, som værende en han-schæfer på +40kg, nok ville vække en vis ærefrygt hos nogle mennesker, og det er selvfølgelig i orden. Men jeg er blevet ganske overrasket over, hvor mange der vender rundt, når de ser os, går over på den anden side af fortovet eller faktisk samler deres hund op og nærmest løber deres vej.
Jeg har fuld forståelse for, at mange mindre hunderacer eller hundeejere er decideret bange for en hund af den størrelse, og jeg er slet ikke ude på at starte en krig mellem ejere af store hund og ejere af små hunde. Jeg tror nærmere, det er et ønske om ikke at dømme på udseende.
Det er uden tvivl svært, og jeg kan heller ikke sige mig fri for selv at have gjort det et utal af gange, når jeg har spottet en muskuløs hund af molos-typen i det fjerne.
Men her er det også vigtigt at møde verden med et åbent sind - eller i det mindste med dialog. Det har været med til at udvide min egen horisont markant, og derfor også denne opfordring til andre. For jeg må blankt erkende, at det skar mig i hjertet, da Asco blev 5-6 måneder, og der pludselig var mange på vores vej, der ikke turde hilse på ham længere. Nogle turde sågar næsten ikke passere ham. Det har givet os problemer senere hen, fordi Asco også er blevet usikker på sig selv som et resultat af, at nogle mennesker vendte rundt ved synet af ham.
Det skal dog ikke forstås som en appel til at lade alle hunde hilse på hinanden, da der kan være stor forskel på, om hunde faktisk opfatter dette som en rar oplevelse. Det gør Asco ikke altid, men blot det at træne passering af andre hunde har været svært, idet mange ikke har haft lyst til at passere os. Jeg forsøger derfor nu på baggrund af disse oplevelser at komme andre mennesker og deres bekymring i møde: fordi jeg forstår den ganske udmærket. Jeg tror bare, vi kunne skabe mange fine øjeblikke, hvis vi blev bedre til at tale sammen.
Derfor bliver dette skriv en opfordring til dialog, og evnen til at bevare et åbent sind på tværs af racer. Det vigtigste må til syvende og sidste trods alt være, at vi har en ganske stor ting til fælles: vores kærlighed til vores hunde.
Denne blog er skrevet af
Sanne Rath Madsen læser til daglig til dyrlæge på Københavns Universitet.
Hundemor og ejer af schæferhunden, Asco. Træner til daglig i Schæferhundeklubben i henholdsvis kreds 3 (Ballerup) og 84 (Skovbo) og driver det lille fotofirma SRM Photography