De sidste mange måneder har Nemo’en ikke været helt sig selv.
Hans evige energiske og overskudsagtige sind har været mere stille, og for os der kender ham har vi godt kunne fornemme at noget ikke har været som det burde.
Med en hund som efterhånden har fejlet det meste i registret over hundesygdomme, er det naturligvis svært ikke at blive bekymret.
For hvor skal man lige starte? Er det fordi han har ondt i benet igen? At hans bugspytkirtel er mere belastet end godt er, at han er stresset eller har han mon ondt et helt andet sted denne gang?
Tiden er gået, og symptomerne er ad hoc, men dog er vi alle sikre på at noget ikke er som det skal og bør.
Og med en kun 6-årige hund som elsker at være med alle steder, og som nu pludselig hellere vil tulle rundt herhjemme og gå små korte ture kræver det naturligvis også lidt tilpasning af vores hverdagsliv. For selvfølgelig skal han ikke med, hvis han ikke har lyst.
Det betyder at han selv ofte vælger til og fra når jeg skal ud i bilen – og at kunderne har måtte undvære at få besøg fra Nemo det meste af sommeren.
Naturligvis har vi været til dyrlægen, som også har behandlet et massivt lændehold – men det er klart at tankerne unægtelig leder én hen i – hvad nu bare hvis han er blevet træt af et liv på farten.
Et liv hvor vi ofte har gæster, eller overnattter ude, og hvor han i det hele taget er fuldt integreret.
Ville det kunne fungere på anden måde? Og I hvilkens interesse er det han er med?
Er det bedre at han får en anden mere rolig hverdag – og hvor meget det end smerter mit hundeejer hjerte, en anden familie som bedre matcher hans behov?
Spørgsmålene er mange, og sammen med bekymringerne hober de sig op. For jeg synes jo selv at vi har verdens bedste liv sammen. Han er min makker og partner-in-crime, og jeg har ærligt svært ved at forestille mig et liv uden ham, endsige med en anden hund.
Men selvfølgelig skal det være på hans præmisser – og selvfølgelig skal han også synes det er sjovt.
Nu kalder dyrlægen på en gennemgående udredning i morgen, og jeg krydser fingre for at de finder årsagen til min mutte hund, så han kan blive rigtig glad igen.
For det er næsten værre ikke at vide, hvor det præcist er skoen den trykker – end at finde en egentlig årsag, for den kan man forhåbentlig gøre noget ved.
Jeg tror vi alle kender det.
Alle de bekymringer som også er en del af at være hundeejer.
Der hvor vi ville give alt for at hunden kunne tale og fortælle hvad der var galt eller hvad den havde behov for.
Men jeg ved at jeg kender min vuf allerbedst, og at jeg 100% ved når noget ikke er som det bør være– så med den overbevisning krydser vi poter for at der kan findes et svar snart – så Nemo’en igen kan blive sit gamle glade overskudagtige jeg.