Jeg havde egentlig planer om at skrive om noget helt andet, men efter den weekend jeg har haft, vil jeg dele en ret grim oplevelse med jer. Så find lommetørklæderne frem og læs med, når jeg deler, hvordan det var for os, da uheldet var ude…
Nogle af jer husker måske, at vi har en gammel dreng på næsten 12 år… En glad og frisk Cavalier King Charles, som vi overtog for snart tre år siden. Hans tidligere ejer var dement og skulle på plejehjem, så vi lovede at vi skulle være hans sidste hjem. Indtil nu har vi udelukkende haft positive oplevelser med vores gamle Kato. Det ændrede sig dog for kort tid siden.
Sent lørdag aften, mærkede jeg pludselige og voldsomme bevægelser fra fodenden af min seng… Da jeg lyste derned, kunne jeg se Kato være fuldstændig stiv, hovedet var smidt bagover og ingen vejrtrækning at se. Jeg fik råbt til min mor, at hun skulle komme, da han var ved at dø. Jeg tændte lyset og samlede ham op i mine arme. Min eneste tanke var, at han ikke skulle dø alene, og at han skulle vide, at jeg var hos ham. I mellemtiden var Kato blevet slap og livløs i mine arme.
Heldigvis var min mor mere logisk tænkende i øjeblikket… Hun startede hjertemassage og kunstig åndedræt. Efter ganske få gange var han ‘tilbage’, dog meget groggy og desorienteret. Vi fik ham på benene og fik mere gang i ham. Jeg tjekkede mundvige og tandkød for at se, om blodtilførslen var optimal. Til at starte med var der ingen tydelig tegn på, at der var ordentlig blodforsyning, men efter lidt tid var det der.
Fuldstændig sønderknuste og meget, meget ramte af episoden var vi konstant ved hans side, hvis der skulle komme mere… Men der skete ikke mere, og han var stadig hos os!
I dag er han sig selv. Han hopper rundt for at få sin mad, vil hellere end gerne gø lidt af naboens kat og ‘skriger’ hans glædesskrig, når vi skal ud og gå. Han er med andre ord helt oppe på dupperne igen, hvilket vi er dybt taknemmelige for!
Men hvad gør man egentlig, når uheldet er ude? Vi har selv været så heldige, at vores lokale dyrlæge et par gange har tilbudt førstehjælpskursus til hund og kat, hvor de lærer os bl.a. hjertemassage, tjek for dehydrering, tjek om blodtilførslen er optimal, lægge forbinding osv. Alt sammen noget, som vi i den grad priser os lykkelige for at have lært.
Hvis I nogensinde skulle få tilbudt sådan et kursus fra egen dyrlæge, eller måske endda kan stable et på benene selv, så kan jeg på alle måder kun være fortaler for det. Det gavner sig, når man pludselig står i en situation, hvor uheldet er ude! Op til flere gange har jeg oplevet at skulle lægge forbindinger på andre ejeres hunde, når de har været uheldige og har snittet hul på trædepuder. Både hjertemassage og tjek af blodtilførsel har i den grad været på spil i vores forfærdelige situation, og det har uden tvivl været med til at sikre, at vi kunne agere korrekt og dermed fik vores lille mirakel for Kato.
Ugens blogger
Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.
Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.
Er den lykkelige ejer af intet mindre end fire skønne vovser. Ralf, Alfred, Kato og Allie.