Jeg har aldrig lagt skjul på, at hovedinteressen er mine hunde og min hundetræning. Min sekundære interesse er at ride.
I min hundetræning har jeg masser af ambitioner og konkurrencemål. Jeg drømmer stort og lægger mål for min træning og træner stort set hver dag med min hund. Vi har det sjovt imens – fordi jeg har verdens bedste PellePirat som ELSKER al træning. Hans drive gør det muligt at træne meget og have mange mål.
Men, når jeg rider tur på min hest, så er det nogle helt andre ting der er i spil: at være et med hesten, naturen, verden og bare at mærke og være til. Og jeg elsker mine lange ture i Hedeland, Boserup og Tisvilde. Efter at have trailertrænet en del, så tager det kun 10 min at pakke bilen og hesten og køre afsted.
Det sidste 1,5 år har PellePirat været med på ridebanen og i ridehuset – med mig trækkende med hest og ham. Han er en hyrdehund og har haft tendens til også at ville hyrde på Chakira. Men med masser af træning er det blevet næsten ikke-eksisterende. Han kan også på signal ligge sig og vente mens jeg rider.
Jeg har så udvidet træningen og er begyndt at have ham i lang line på siden af mig, når jeg red. I skridt. Det tog lidt tid også. Det forvirrede ham at jeg sad deroppe og at han stadigvæk ikke skulle hyrde på os. Herefter er jeg begyndt at have ham med i samme lang line på folden 3-5 gange om ugen. Så han kan løbe rundt og hygge sig og hestene vænnede sig til den lange line – både lyden men også at den løber efter ham. Og at det ikke er farligt. Ligeledes er hestene og PellePirat blevet meget mere naturlige sammen. PellePirat går sågar hen og drikker vand af vandkaret med hestene.
Selvfølgelig foregår det hele under opsyn og på en sund og god måde for alle parter. Det har hele tiden været meningen at det skal være naturligt for dem alle at færdes sammen.
Herefter har jeg nu i et par måneder haft PellePirat med i Hedeland når jeg har redet på Chakira. Og vi kan nu – efter den langvarige træning ride både skridt, trav og galop – med mine yndlings Pirat med, uden at han prøver at hyrde os.
Han har forstået konceptet, og når han er med på tur, så ved han at han skal følge med og ikke gå ind foran os. Lykken er gjort! Begge nyder hinandens selskab. Min hest tager hensyn til ham, og han til hende. Hvor skønt er det lige!!!!
Jeg er verdens lykkeligste hunde og hesteejer. En af mine største drømme er gået i opfyldelse – forening af mine største interesser i livet.
Og ja, vi toppede lige af i går med at ride sammen med min veninde og hendes hest også (som går på samme fold som min hest, og altså også er vant til Piraten). Og ja, vi badede med hestene og Piraten OG travede og galopperede.
Wauh siger jeg bare! Når man træner langvarigt og med de rette metoder og med hensyntagen til alle, så kan hvad som helst lade sig gøre!
Om bloggeren:
Tina Hougaard er uddannet hundeinstruktør, er passioneret indenfor træning af Nose Work og driver Hougaard & Hund. Hun er den glade ejer af den smukke og frække Tibetanske Terrier Pilou aka PellePirat, som hun træner både lydighed, tricks og Nose Work med.