Hej allesammen!
Jeg håber I har haft en dejlig jul og er kommet godt ind i det nye år.
Her går det ganske udmærket, men jeg har besluttet at Bella kan få lov at fortælle mere om det, for jeg har "lånt" bloggen ud til hende denne gang, hun er nemlig lige blevet 1 år gammel, og det skal da fejres med at hun får lov at sole sig lidt i min blog. Håber I vil tage godt imod hende, jeg er tilbage næste gang.
Hej så længe, Sophus.
Hej med jer!
Jeg hedder Bella og er Sophus' lillesøster. I har nok hørt lidt om mig, men nu er jeg her altså selv og kan fortælle sandheden😂.
Jeg blev 1 år her den 23. januar, så nu er jeg en stor pige. Jeg er 1/4 gravhund, 1/4 tysk jagtterrier og 1/2 Jack Russell. Altså en lille lækkerbidsken. Jeg har boet hos min mor, far og Sophus siden jeg var 9 uger gammel. Har lidt svært ved at huske tiden inden jeg kom til dem, men har fået at vide, at jeg havde 8 søskende! Sikke travlt min hundemor må have haft😅.
Jeg elsker at bo her og holder meget af min familie. Elsker at lege med Sophus (når han gider, hvilket ikke er ligeså ofte som mig). Jeg er meget kærlig, elsker at putte og giver mange kys! Men de siger jeg er en lille bandit. Det synes jeg jo ikke jeg er, men ved godt jeg ikke har været helt sød ved Sophus. Det går meget bedre nu, og vi leger rigtig meget og vildt. Men ikke uden overvågning, for de er bange for at jeg kommer til at bide ham igen. Det vil jeg ikke, jeg vil bare gerne lege med ham -helst hele tiden!
Jeg er også vild med at bade (i badebassin) og splitte toiletruller ad!
Når vi ikke leger eller sover, så jager vi. Altså vi går ikke på jagt sådan rigtigt, men vi jagter alle de dyr vi kan... Sophus har lært mig, at vi IKKE kan lide fugle, mus, katte osv. Og vi har mange fugle i haven, så vi har travlt. Synes dog Sophus danderer den ret meget, så jeg har rigtig meget at gøre...
Når vi jager mus er vi et rigtigt Dream Team -ofte har musene 2 indgange til deres huller/gange under jorden, så tager vi 1 hver og graver og graver -så holder den ene af os en pause, så musen tror der er fri bane, og så jager vi den ud på den måde. Ret seje er vi, musen bliver fanget og dræbt på et splitsekund og så æder jeg den ofte (hvis ikke min mor når at hive mig væk fra den😬), jeg skal jo være sikker på den er HELT død! Sophus er ret sød, han lader mig altid på musene, hvis jeg vil have dem.
Når man fortæller om sig selv, så kan man vel ikke kun fortælle alt det man er sej til, så jeg vil også fortælle lidt om de få ting, jeg er bange for... STØVSUGEREN😱 -den kan jeg virkelig ikke lide! Når den arbejder kan jeg jo høre den, og så gemmer jeg mig. Men nogen gange, når den er stille og bare står et sted og gemmer sig, så ser jeg den først, når jeg er helt tæt på den, og så er jeg altså ved at dø af skræk, den er virkelig ikke rar! Så gør jeg af den og skælder ud så godt jeg kan, så må den da blive lidt bange for mig😬🤷...
Jeg er også lidt bange for børn, de kan finde på at skrige, larme og hyle op, når de ser mig, og så ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre med dem. Jeg kan ikke læse og forstå dem, og så bliver jeg usikker og skælder ud. Store børn som snakker med mig kan jeg godt lide, kan jo egentlig heller ikke forstå dem, som hellere vil larme end at snakke med mig, jeg er jo ret cute. Er der også nogen af jer andre, der er bange for støvsugere og børn??
Jeg må smutte, har en lille spidsmus i haven, som jeg skal holde styr på!
Tak fordi jeg måtte tage lidt af jeres tid!
Bella❤️
Bag om ugens blogger:
Sophus er en Jack Rusell terrier på 7 år som er flyttet til Sverige, med Lærke og Michael. Her i bloggen følger vi Sophus' travle hverdag, senest med hans lillesøster Bella.