Træning for sjov

Mie Eriksson

Træning for sjov

Kære alle hundeelskere! 🐾

I dag vil jeg gerne dele min begejstring for hundetræning, især rally og lydighedstræning. Vi går nemlig selv til det, men blot på et ”for sjov” hold.

For mig og Rudy har det været en kæmpe fornøjelse og en enorm berigelse. Jeg elsker, hvordan træningen styrker båndet mellem os. Hver gang vi træner, føler jeg, at vi kommer tættere på hinanden. Det er ikke kun sjovt at se ham lære nye tricks og kommandoer, men også utroligt givende. På trods af at han er 8 år, så er der noget helt specielt ved at se sin hund forstå og udføre en ny øvelse - det fylder mig med stolthed og glæde hver eneste gang.

Rudy elsker det bestemt også. Han er altid så ivrig og glad, når vi går i gang med træningen – der er jo trods alt også nogle gode godbidder på vej. Jeg kan se, hvordan det giver ham en masse mental og fysisk stimulering. Han får brugt sin energi på en konstruktiv måde, og det gør ham mere afslappet og tilfreds i dagene efter træningen.

En af de bedste ting ved træning generelt er, hvor meget vi begge lærer. Jeg har nemlig opnået god forståelse af min hunds signaler og adfærd, og det har gjort det lettere for mig at kommunikere med ham. Samtidig ser jeg, hvordan han lærer at stole på mig og følge mine anvisninger. Det har skabt en stærk følelse af tillid og samarbejde mellem os, som jeg virkelig værdsætter. Det var netop også denne tillid, som gjorde at vi sagtens selv kunne lære at klippe hans negle på poterne, hvilket var umuligt da han var yngre.

Mentalt har træningen også gjort meget for os begge. For mig er det en stor tilfredsstillelse at se fremskridt og opnå nye mål med min hund. Det giver mig en følelse af stolthed og opnåelse. Det er også tydeligt, at de nye udfordringer holder Rudy’s hjerne aktiv og skarp, hvilket er vigtigt for hans trivsel i hverdagen.

Alt i alt er lydighedstræning for mig noget af det bedste, jeg har gjort for os. Det bringer så meget glæde, læring og sammenhold ind i vores liv. Hvis du endnu ikke har prøvet det, kan jeg varmt anbefale det. Det er oplevelser og samarbejde på højt plan, der virkelig kan berige både dit og din hunds liv.

Husk, at du aldrig skal lade dig presse af andres niveauer, og at det er helt okay bare at træne for sjov og uregelmæssigt, hvis det er sådan, det passer ind i jeres liv. Lidt træning er bedre end intet.
Hvis man bare har det sjovt, så skal det hele nok gå. De træninger hvor Rudy ikke lærer noget nyt, der træner vi bare de gamle tricks, og ellers får vi trænet mavemusklerne af ren latter.

Kys fra Mie

Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en skøn Old English Bulldog ved navn Rudy. Sammen med Mie søn, Ludwig, er de aktive på instragram med profilen @erikssons_boys