Venter på mor – alene og elendig

Linn Cecilia Svensson

Linn Radsted

Venter på mor – alene og elendig

Bassen er en voksen hund på fem år, men han opfører sig som en italiensk ungersvend, der bare helst vil blive hjemme hos sin mama for altid. Hvis Bassen var et menneske, ville han aldrig flytte hjemmefra og bare være lykkelig over at sidde hjemme og spille yatzy med sin mor hver aften.

Jeg har kort sagt en hund, som desværre lider af separationsangst, og det har vi kæmpet med i nu fem år. Han har været min egen lille, krøllede fodlænke, for jeg kunne aldrig forlade huset så meget som et kvarter uden at tage ham med eller have arrangeret pasning.

Og som det jo er med så meget andet hundeopdragelse, så ligger årsagen til problemadfærden 99 % hos ejer.

Da jeg fik den 8 uger gamle hvalp med hjem, begyndte jeg næsten med det samme at lave alene hjemme-træning med ham i det helt små. Og det gik sådan set fint, men efter kun to uger var jeg så uheldig at skvatte ned ad trappen og brække foden.

At bo alene på 3. sal med en brækket fod havde et hav af udfordringer i sig selv, og en hvalp i huset gjorde ikke de udfordringer mindre. Så uerfaren med hunde som jeg var, tænkte jeg, at det med alene hjemme-træningen, det måtte lige vente, til jeg kunne gå på foden igen.

Hvor har jeg tit bandet mig selv langt væk over den beslutning. For da krykkerne røg efter to måneder, havde Bassen vænnet sig til, at jeg var der altid, og han havde aldrig prøvet at være alene i så meget som fem sekunder.

alene hjemme

Jeg prøvede alt – og det var nok et problem i sig selv, for hunden blev mere og mere forvirret over de mange forskellige metoder, jeg prøvede.

Jeg har fået et utal af ”gode” råd, men jeg kan kun sige: Alle hunde er forskellige, og hvad der virker for den ene, virker ikke nødvendigvis for den anden. Det tog lang tid, inden jeg fandt frem til, hvad der virkede for lige netop min hund. Og så kommer det lange, lange seje træk. Øve øve øve! Hver evig eneste dag! Og i bittesmå trin og med konstante tilbageslag.

Det lyder måske tosset, men at min hund nu – i en alder af fem år – er kommet op på at kunne være alene i 4 ½ time er fuldstændig forrygende i min verden, og jeg er stolt som en pave både af ham og af mig.

Så mit eneste råd til andre med samme problem – hold ud!
Selv en gammel hund kan lære nye tricks.

Om uges blogger:
Heidi Christiansen er glad hundeejer af den 5-årige mini puddel Basse, som primært er hygge og selskabshund. 
Til daglig arbejder hun som oversætter og har derfor masser af tid sammen med hendes skønne vakse energibundt