Du kender det sikkert, det der med at jagte Fido rundt i haven for at få et topbillede af din firbende kammerat, og så ende med et hav af mere eller mindre ubrugelige fotos.
Men hvad kan du gøre for at få nogle super gode og professionelle hundebilleder?
DogCoach har samlet 10 foto tips fra fotograf Linn Radsted/Fotoglimt.dk
- Vælg en rolig og ensartet baggrund – rod, stærke farver eller en grim baggrud virker meget let forstyrrende og kan ødelægge selv de bedste motiver
- Hav gerne solen i ryggen – og tænk på skygger
- Sørg for at have en hjælper – evt som har guffer eller pivedyr med som kan få hundens opmærksomhed – når du er klar
- Tænk på at komme ned i niveau til hunden – du skal altså ned på en stol eller på hug for at få det rette perspektiv på billedet
- Vær tålmodig – det er ofte de bedste billeder der opstår når hunden lige har vænnet sig til kameraet og forstået hvad der skal ske
- Tænk på lys og farver. Har du en lys hund skal du måske ikke bruge en hvid væg som baggrund og omvendt
- Lav mange forskellige vinkler og beskæringer – både close up (tæt på), portræt og helfigur. Bevægelse er altid mere tricky – har du et spejlrefleks hvor du kan stille lukketiden er det lettere – men det er ofte her de sjove billeder ligger
- Fjern pletter, snask om øjne oh mundvige inden du starter
- Sørg for der er tid til lidt hygge og leg – hvis hundene først bliver trætte kan det være svært at skabe et vakst og kækt udtryk
- Stil skarpt efter hundens øjne, medmindre du er ude i mere kreative former for foto. Er hunden mere langsnudet kan du evt justere lidt ift dybdeskarpheden hvis både øjne og snude skal være skarpe.
Husk øvelse gør mester – både for dig og din hund.
Rigtig god fornøjelse