Nem hverdagstræning

Linn Cecilia Svensson

Linn Radsted

Nem hverdagstræning

Man kan hurtig gå i stå med den gode træning af hunden i hverdagen, når man både skal arbejde, lave mad, vaske tøj og alt det andet, som hører hverdagen til.

Men træning behøver ikke altid at være et skemalagt punkt i hverdagen. For det første er din hund jo altid glad, hvis bare den får lov til at være sammen med dig, og hvis du så oven i købet udfordrer den i de daglige rutiner, vil din firbenede ven være endnu mere glad.

Hverdagstræning på turen

Der er masser af muligheder for at indlægge træning på gåturen. Foruden at det selvfølgelig altid er bedst at øve at gå pænt i snor, når man rent faktisk er ude, så er der mange andre ting, I kan øve.

  • Kontaktøvelser: Når I skal over en vej, så øv kontaktøvelser, så hunden lærer at stoppe og have fokus på dig i stedet for at du står og holder fast på Fido, der bare vil over vejen og snuse i det dejlige græs.
  • Tag maden med ud: Lad Fido bruge næsen, når han skal fodres (hvis det er tørfoder; det er det nemmeste). Hvis I har et fritløbsområde i nærheden, så tag maden med og spred det ud. Du kan læse mere om næsearbejde her.
  • Balanceøvelser: Brug de ting I møder på jeres vej til at lave balanceøvelser. Man kan bruge alt fra bænke til træstammer og sten til cykelstativer. Kun fantasien sætter grænsen. Det er en udfordring i sig selv for hunden, at skulle sætte poterne på andet end jorden. Så få Fido til at hoppe op på træstammer eller bare sætte forpoterne på lygtepælene på vejen. Husk at du altid skal sørge for at støtte din hund, og ikke få den til at lave spring, der kan skade den!

Køkkentræning

Når du alligevel står i køkkenet og venter på at pastaen koger eller bøffen bliver stegt færdig, så har du nogle minutter, hvor din hund måske alligevel står ved siden af og håber, at der falder snacks ned. Men hvorfor ikke arbejde for maden?
Øv alle hyggetricks’ne i køkkenet; du kan eksempelvis lære hunden at lukke skabe og skuffer, eller bare holde alle de indlærte øvelser ved lige.

Aktivering

Der findes masser af aktiveringsbolde, -spil og lignende, som man kan købe og give hunden sin mad i. Men du kan også bare selv gemme godbidderne derhjemme eller lave dine egne. Det handler blot om, at hunden skal bruge næsen og hovedet. Man kan eksempelvis bruge mælkekartoner, der alligevel skal smides ud og blot skære et par ekstra huller, eller en sodavandsflaske.

Selvfølgelig skal du også altid afsætte rigtig træningstid til dig og din hund, men alle kan have travle dage, hvor træning tit er det første, der bliver nedprioriteret. Ved at indarbejde det i rutinerne, bliver din hund en gladere hund. For stort set alle hunde vil gerne være mere end bare en kæle- og legemakker.