Snudetarget? Hvad er det, og hvorfor giver det mening?

Viktoria Bindslev

Snudetarget? Hvad er det, og hvorfor giver det mening?

Snudetarget, også kaldet håndtarget er et nyttigt og relevant trick for alle hunde at kunne og et godt redskab at have til indlæringen af rigtig mange øvelser. Tricket går meget simpelt ud på at lære hunden at dutte med snuden på din håndflade.


De fleste hunde, lærer øvelsen hurtigt, men den kræver tålmodighed fra ejers side, ligesom alt andet indlæring af nye ting.


Se hvordan du kan lære din hund et snundetarget længere nede i indlægget


Når du har lært din hund et snudetarget, er det kun fantasien der sætter grænser for, hvad du ellers kan lære hunden. Øvelsen kan bruges som hjælperedskab i forbindelse med indlæring af flere tricks. Du kan blandt andet bruge det til at lære hunden at dreje rundt om sig selv, at gå rundt om fører og slalom mellem benene. Der er så mange muligheder. 


Snudetarget/ Håndtarget kan også bruges til at træne indkald. For når hunden, har et rigtig stærkt håndtarget, kan du nemlig begynde at stikke en flad hånd ned, når du kalder på hunden, som den så skal hen og dutte på. På denne måde sikrer du dig også, at hunden kommer HELT hen til dig, når du kalder på den.


Hvis man godt kan lide at nørde fri ved fod, kan håndtarget også være et godt redskab til at præcisere, hvordan hunden skal placere hovedet i positionen.


Skal hunden lære flere tricks?

Snudetarget / Håndtarget kan også overføres til andre genstande i stedet for hånden. Det kan være, at du vil lære hunden at lukke skuffer og døre eller slukke lyset? Eller måske vil du lære hunden at give dig et kys på kinden? Det kan du blandt andet gøre ved at lære hunden at dutte på en post-it seddel på præcis samme måde, som du lærer hunden at dutte i hånden. Denne post-it seddel, kan du nu placere andre steder - eksempelvis på din kind eller den skuffe, du gerne vil lære hunden at lukke.


Men hvordan indlærer man et snudetarget?

Du kan lære hunden et snudetarget ved hjælp af disse trin. 


Trin 1: Hav hunden fri foran dig. Start med at præsentere snudetarget for hunden ved at holde en flad hånd frem nede i hunden hovedhøjde

Trin 2: Afvent at hunden orienterer sig mod hånden. Her skal du være god og hurtig til at markere lige så snart, hunden viser en smule interesse for hånden. Vi vil helst have, at hunden dutter på hånden, men hvis hunden bare kigger på hånden til at starte med, skal du endelig belønne for det. Fjern hånden, når du belønner hunden.

Trin 3: Præsenter hånden igen og beløn hunden, når den igen viser interesse for hånden, og gentag dette nogle gange. 

Trin 4: Når hunden er begyndt at dutte mere sikkert på hånden, kan du stille højere krav til hunden ved at begynde at holde hånden længere væk fra hunden og i forskellige retninger. Skift også gerne target hånden, så den kan dutte på begge hænder. 

Trin 5: Fortsæt træningen til at hunden er meget sikker i sit dut og begynd nu at bruge snudetarget som hjælperedskab til andre øvelser.


Når du arbejder med nye øvelser, hvor hunden skal tage meget initiativ og byde meget ind med adfærd, skal du træne i korte sessioner af gangen. Det kan nemlig være mentalt hårdt for hunden at bruge så mange kræfter på at tilbyde adfærd. Husk altid at afslutte træningen med succes, så øvelsen og træningen også er sjov næste gang.