Angsten for at miste

Angsten for at miste

Starten på mit fantastiske liv som hundeejer har været rigtig barsk. På trods af mine kun godt 9 år som hundeejer, har jeg allerede sagt farvel til to helt fantastiske hunde.

Min første hund Pixie var den gladeste lille spilopmager. Hun stjal alles hjerter. Hun var så fin, en rigtig lille hvid pelstot. Desværre varede lykken ganske kort.

Blot et par måneder efter jeg havde fået hende hjem. Begyndte min glade lille krudtugle at blive syg. Et langt udredningsforløb senere, fik hun diagnosen myasthenia gravis.

Og i en alder af blot 11 måneder måtte jeg kysse min lille skat godnat. 

Jeg var dybt ulykkelig. Det havde været et hårdt år med Pixie, og jeg vidste ikke, om jeg havde mod på en ny hund. Men trods det at sorgen var enorm, var længslen efter en ny lille ven alligevel stor. 

 

Ca. 1 år efter flyttede lille Ziga ind. En rigtig lille prinsesse diva. Jeg begyndte på hvalpehold, senere agility.Vi startede vores første stævne sammen. Jeg var virkelig begyndt at finde glæden ved at have hund igen. 

Så meget at jeg valgte at få en til. Og banditten Balto flyttede ind.

hundehvalp

 

Ziga var nu 2 år. Og burde jo være en frisk ung hund. Fuld af krudt og energi. Desværre begyndte hun at blive ekstremt træt, havde ingen energi og sov rigtig meget. Vi tog til dyrlægen, hvor han konstaterede at hun havde en hjertefejl. Vi fik medicin til hende, som skulle holde symptomerne nede.

Da hun var 4 år, begyndte det at gå rigtig nedad bakke. Min lille prinsesse kunne ikke mere. Hun orkede ikke mere. Hun var træt og sov hele tiden. Endnu engang måtte jeg tage verdens sværeste beslutning. Men dog for hende den rigtige.

 

I dag kan jeg godt grine af vores sjove oplevelser sammen. Smile over de mange skønne minder. Men det har taget tid. Rigtig lang tid at komme videre.

For nogen mennesker er det bare en hund. Men for os der deler liv, med de kære væsner, er det langt mere end ”bare en hund.”

Hundesorg 

Jeg håber, og beder til, at jeg aldrig mere skal sige farvel til en ung hund. Men angsten for at miste, vil nok altid sidde der.

At miste er den absolut dyreste pris, man betaler for at være hundeejer.

Men den kærlighed, og de oplevelser, som kun en hund kan give, vil jeg trods alt aldrig nogen sinde være foruden.

 

Om bloggeren

Jeg hedder Mette, jeg er den lykkelige ejer af 2 skønne Hunde. Balto som er en coton de tulear på 6 år, og Lucky som er en Shetland sheepdog på lige knap 2 år.

Jeg er super aktiv med mine hunde, bruger mange timer på træning og konkurencebanerne.

Som barn havde jeg meget slem selektiv mutisme. Men takket være hundene er jeg kommet videre med livet og min frygt for at tale.

Tilføj en kommentar