
Noget af det bedste jeg ved, ved at ankomme hjem fra ferie, er at blive genforenet med min vuf og se, hvor meget glæde hans lille numse kan rumme. Han danser nemlig helt vildt, når han ser sin mor igen.
Savnet er altid stort og afskeden er aldrig uden et par tårer.
Det er altid vemodigt for mig at booke en rejse - det gælder både korte og lange ture.
Jeg ved jo godt, hvor dejligt det er at være på ferie, men samtidig er det mega hårdt at efterlade Rudy derhjemme.
Da jeg sad og skrev denne blog, sad jeg på plads 66K i en Boeing 777-300 mod Thailand for at nyde 14 dage i Phuket.
Det var en rejse, vi havde set frem til længe, da den har stået i kalenderen i knap 1 år. Vi har aldrig selv overvejet at tage så langt væk, netop fordi 14 dage fra Rudy er en ultimativ rekord. Vi har max været væk 7-10 dage uden ham.
Dette er en speciel anledning, da det er en rejse, vi har fået. Min mor ønskede hele familien til Thailand ifm. hendes 50 års fødselsdag, og hvad man ønsker, skal man få.
Vi skal nyde sol, strand, pool, is, god mad og hinandens nærvær i 14 dage. Jeg har oprigtigt glædet mig, men lige meget hvor meget jeg glæder mig, er der en lille stemme oppe i mit hoved, som minder mig om, at jeg skal forlade Rudy.
Jeg fortæller ham altid, hvad der skal ske op til ferien.
Fortæller ham altid, hvor højt jeg elsker ham, og jeg spørger ham altid, om han nu er helt sikker på, at han kan undvære mig.
Jeg har selvfølgelig aldrig forventet et svar fra ham, men det er klart min dårlige samtidighed, som jeg prøver at overkomme.
Jeg synes generelt, det er mega hårdt at være væk fra Rudy.
Jeg ved jo godt, at der er nogle derhjemme, som tager sig godt af ham, men når det er sagt, så tager hundepasseren sig aldrig ligeså godt af min hund, som jeg selv kunne.
Rudy trives aldrig ligeså godt, som hvis jeg var hjemme, og han får aldrig samme kærlighed, som hvis det var mig, der møssede ham godnat.
Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der er hundepasser, fordi ingen kan erstatte forholdet mellem os. Det er bare sådan, det er.
Jeg elsker at rejse, men så alligevel ikke.
Eller jo lad mig omformulere
Jeg elsker at rejse - men jeg elsker Rudy mest!
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en skøn Old English Bulldog ved navn Rudy. Sammen med Mie søn, Ludwig, er de aktive på Instagram med profilen @erikssons_boys