At have gode venner er vigtigt, og det er det bestemt også for hunde. Hunden socialiseres, lærer hundesprog og bliver i det hele taget bare så dejligt glad og træt af at komme ud og møde andre hunde.
Bassens allerførste hundeven var den perfekte hundeven. Det var en lille dværgpuddel ligesom han selv og på helt samme alder. Vi gik lange ture i Søndermarken, hvor de drønede hvalpedumme rundt og sprang buk over hinanden i ren livsglæde. Desværre fik hans lille veninde en alvorlig øjensygdom og måtte aflives kun et halvt år gammel. Jeg husker stadig, hvordan hundemor bad, om jeg ville komme med Bassen om morgenen den dag, hvor hunden skulle aflives, så de kunne lege sammen en sidste gang. At stå og kigge på de to glade hunde og vide, at vi aldrig skulle se den lille hundeveninde igen, var noget af det mest hjerteskærende.
Bassen var en glad og legesyg hund og fandt andre hunde i parken at lege med, selvom det aldrig blev helt det samme. Men da han var 1 år gammel, blev han opereret i benet, og det gjorde, at den før så legeglade hund gennem genoptræningsperioden fik tillært sig selv, at vild leg og legesyge hunde var noget skidt, fordi han ikke kunne håndtere det med det dårlige ben. Selv da benet var blevet godt igen, var det helt andre hundetyper, han nu foretrak at omgås. Han var blevet mere reserveret og forsigtig i mødet med andre hunde og orkede slet ikke de overgearede hvalpe.
Hans næste faste hundeven – shih tzuen Luna – var dog ikke desto mindre en hvalp. Hun var og er den mest lalleglad hund, jeg kender. Altid glad og parat til at lege. Bassen var ikke umiddelbart begejstret, men lærte at tolerere hende, og nu, hvor hun er voksen, kan de endda dele kurv. Og det er vigtigt efter min mening, at han også lærer at omgås og tolerere hunde med andre temperamenter, så længe de forstår og respekterer hinandens hundesprog. Faste hundevenner er også de to dværgpudler Buster og Charlie, som har noget mere krudt bagi end Bassen, men de har også fundet en balance, hvor de omgås rigtig fint.
Men det er nu de mere rolige og lidt reserverede hunde, han bedst kan lide at komme ud og gå tur med. Når Bassen og Nemo mødes, hilser de knap på hinanden – de leger ikke sammen, de går ikke lige oven i hinanden, men det er alligevel tydeligt, at de går og hygger sig på turen og laver deres egen lille flok. Det passer dem begge fint, at hundesamværet foregår stille og roligt og en smule reserveret.
Hans seneste nye hundeven er vores tidligere hundepassers, der nu selv har fået hund. De har adopteret gadehunden Cleo, og den er af naturlige årsager stadig lidt reserveret og usikker. De to hunde klikkede med det samme – så godt som to reserverede hunde nu kan klikke. Efter bare en halv time rundt i hundeindhegningen var de tydeligvis blevet hinandens flok, og da en stor lalleglad unghund kom bragende, var Bassen der straks for at markere (helt ikke-aggressivt), at den altså skulle lade hans nye, usikre veninde være.
Hunde vælger deres venner – og selvom det er dejligt, hvis de kan lære at omgås alle typer hunde, skal man skal selvfølgelig også respektere, at nogle hunde bare ikke har temperament sammen. Når det er sagt, så er Bassen jo også hanhund. Så uanset race, størrelse, alder og temperament, så er alle velduftende hunhunde hans allerbedste venner – så længe altså de dufter godt.
Om uges blogger:
Heidi Christiansen er glad hundeejer af den 5-årige mini puddel Basse, som primært er hygge og selskabshund.
Til daglig arbejder hun som oversætter og har derfor masser af tid sammen med hendes skønne vakse energibundt