Nemo’en har altid været MIN hund. Af mange årsager, men primært fordi vi nok har været bare os to det meste af tiden. Efter snart 7 års teamwork så kender vi hinanden ud og ind, hinandens vaner, særheder og rutiner – og det er både trygt og rart og nemt ikke mindst.
Med et enkelt blik kan jeg lynhurtigt se på ham om han vil ud i haven, på tur, have snacks eller om der er andet vi skal have fikset.
Men de seneste 2 år har vi haft roomies boende on/off her i huset.
Alle har de selvfølgelig hurtigt kommet til at holde af den lille plettede, og han har nydt den ekstra opmærksomhed og at der nu var ekstra hænder til at klø ham på maven.
Når man pludselig skal dele
De seneste snart mange måneder har Kim, min gode ven boet på 1.salen mens han arbejder på sin nye bog.
Det betyder at Nemo nu nærmest har selskab 100% af dagen, og at der altid står nogen klar til at lufte, fodre eller lege. Et sandt hunde himmerige og han stornyder det.
Og det har været rent win/ win – for med Kim boende, har jeg kunne rejse med god sindsro om at der er styr på både hus og hund. Med daglige foto opdateringer hvor det er tydeligt at Nemo’en hygger sig i fulde drag i vante omgivelser herhjemme, mens jeg er på eventyr.
Men efterhånden som månederne er gået, er jeg ikke længere altid nr. 1 på Nemolisten. Pludselig har jeg fået en delehund.
For med flere etager, kan det selvfølgelig været svært for en lille hund at vælge til tider.
Lige pludselig er det ikke længere standard at han bare sover hos mig.
Faktisk står han op og fortsætter med at sove videre ovenpå lige pludselig. Sådan bare lige for at dele sol og vind lige imellem os.
Og kommer jeg hjem uanmeldt er det ikke altid jeg lige kan finde ham, for så er han oppe på drengeværelset ovenpå hvor der altid er tid og rum til hygge.
Og det, kan jeg mærke er et dilemma. For selvfølgelig er det super dejligt at de kommer så fantastisk ud af det med hinanden, men han er jo stadig min hund – og hvad så når Kim flytter ud? Der er jo mange fordele ved at vi er to til at passe på guldklumpen, særligt når vi begge har travle dage også – men samtidig også svært at dele sin allerdyrebareste, uden at føle at det koster på samhørigheden. Nu er det ikke længere kun mig der er hele hans verden, jeg har fået konkurrence.
For jer hundeejere ved I præcis hvad jeg mener. Følelsen af det unikke bånd der binder os sammen med vores hunde. Som er tættere og stærkere end meget andet.
Det som gør, at vores hverdag ofte er centreret om hundens ve og vel og trivsel, og at dagen kan blive massivt bedre på et splitsekund med en logrende hale eller en glad hund som kommer løbende én i møde år man kommer hjem.
Lige den følelse er ubeskrivelig. Og selvom jeg godt ved, at Nemo altid vil være min hund – så er det måske også meget godt at lære, ikke altid at tage hans kærlighed og opmærksomhed for givet.
Men at vi også som mennesker nogle gange skal huske at lægge computer eller telefon og gøre os fortjent til at vores hundes fulde opmærksomhed.
Om ugens blogger
Forfatter bag ugens DogCoach blog er Linn Radsted.
Linn er selvstændig konsulent og serieværksætter på 8 år og har Jack Rusell terrieren Nemo på knapt 7 år, som idag primært er hyggehund.
Udover øvrige projekter, er hun stifter og indehaver af DogCoach.