Jeg fik noget af et chok forleden dag, da jeg lå i min seng og sov til middag.
Efter frokost havde jeg låst yderdøren og var gået ind i soveværelset sammen med hundene Mini Corgi, Cookie og Audi. Jeg havde lukket døren ind til soveværelset for at få ro fra Pip Hans og hans fjerede venner, der bor i stuen.
Cirka en halv time senere vågner jeg ved, at soveværelsesdøren åbnes med et brag. Hundene siger ikke en lyd, men misser lidt med øjnene, gaber og logre med halen. Det var åbenbart blevet besluttet, at det var mig der havde vagten.
Min mand Birger, for ham var det, bliver lige så forskrækket som mig. Han var blevet ramt af den værste omgang mandeinfluenza og var derfor kørt hjem fra job for at hvile. Da døren var låst og ingen hunde tilsyneladende var tilstede, troede han, at han var alene hjemme.
Vagthund og min bare. Ikke en lyd når manden ”bryder” ind i vores hus – til gengæld får jeg hver dag besked i meget høje toner, når genboen kommer hjem fra job. De må have misforstået konceptet.
Da Birgers seng allerede var fyldt op med hunde, valgte han at ligge sig ind på sofaen. Her lå han i to døgn med vores øretermometer i hånden og sukkede, mens han cirka hvert tyvende minut højlydt rapporterede sin nuværende temperatur. Jeg skylder dog Birger at nævne, at det kun er 3. gang på de 17 år, jeg har kendt ham, at han er taget hjem fra job, fordi han har været syg.
Mens Birger lå der på sofaen og tappert kæmpede mod influenzaen, fik han et nyt indblik i min dagligdag med hundene. Det fik ham til at stille spørgsmålet: ”Sig mig - er du altid omgivet af hunde?”
Da han spurgte sad jeg i sofaen med Cookie i nakken, Audi på skødet og Mini liggende helt tæt op ad mig.
Birger tager normalt på arbejde ca kl 6 og er først hjemme igen efter kl 17. Børnene tager i skole kl 7.30 og er tidligst hjemme igen kl 14.45. I den mellemliggende tid er jeg næsten altid sammen med hundene.
Hundene holder mig i gang. Allerede når vækkeuret ringer, starter vores fælles hverdag. Mini sover altid under dynen midt mellem Birger og jeg. Audi sover i fodenden af min seng. Cookie har sit eget ”værelse”, da hun HADER at blive forstyrret, når hun sover og derfor ofte har været tæt på at bide knæskallerne af Birger om natten i arrigskab over, at han har vendt sig i sengen. Tja, vi har vel alle vores små særheder. Resten af dagen er Cookie en sød og kærlig hund, som både i tide og utide flasher sin lille fede mave for at bliver nusset.
Der er nærmest feststemning blandt hundene, når jeg står ud af sengen, måske fordi de er glade for at konstatere, at jeg stadig lever, men nok nærmere fordi de plejer at få en Godmorgen-kiks. Skulle jeg komme til at glemme kiksen, så husker Audi den helt sikkert.
Når vi har sendt børnene i skole, spiser jeg morgenmad. Den sidste bid bliver altid delt ud mellem hundene. Det sørger Mini Corgi for.
Så snart jeg stiller den tomme tallerken fra mig, har jeg Cookie på nakken. Cookie lider af det, jeg kalder KKiR, kronisk krudt i røven. Hun kradser, gør, bider, sidder på skødet af mig og stirrer mig ind i ansigtet. Så drøner hun rundt til de andre hunde og fortæller dem, at det er NU, der skal ske noget rigtig sjovt – så har jeg tre dansende hunde ud over det hele. Sådan bliver det ved, til jeg rejser mig og tager overtøj på.
Cookie går til agility og Hoopers. Audi og Mini går til Nosework. Hvis vejret tillader det, er de ofte med i bilen alle tre, så finder vi et sted, hvor vi kan gå en tur efterfølgende.
En gang om ugen lejer jeg et stort indhegnet område på det lokale hundecenter. Det giver en dejlig indvendig ro hos mig at vide, at det kun er hundene, jeg skal forholde mig til. Ingen andre hunde og mennesker og ingen dyr, de kan jage op. På området er der en masse sjove forhindringer, der giver basis for at træne kropskontrol, vi kan træne grundlydighed, indkald og bare lege og hygge os.
Vel hjemme igen skal vi have ordnet fugle og høns. Især besøget i hønsehuset nyder de. Mens Mini observerer, går Audi rundt og snuser hønerne i bagdelen. Cookie tjekker rederne for æg. Finder hun nogen, dækker hun dem behændigt til med hø og sætter sig og holder vagt, så ingen andre end mor får fat i æggene. Jeg har hende mistænkt for ind i mellem at ”låne” et æg og grave det ned ude i haven.
En gang i mellem har jeg brug for at få indfanget en høne. Her er Mini Corgi en rigtig god hjælp. Jeg kan stille hende strategiske steder og få hende til at gå fremad eller stoppe, når jeg beder hende om det.
Så er vi nået til dagens middagssøvn, som vi lige kan nå, inden børnene kommer hjem.
Aftensmaden laver jeg, mens Mini ligger i køkkenet og holder øje, Audi står og kradser mig på benet og lille Cookie ligger lige bag ved mig med sin lille runde mave lige i vejret. Den kan jeg sagtens nusse, mens jeg rører i en gryde.
Når jeg har spist, får hundene deres mad. Om sommeren bliver det drysset ud i haven. Om vinteren får de den i et stykke aktivitetslegetøj eller i en snuffle-måtte.
Dernæst er der dømt sofa, til vi skal i seng.
Jo, jeg er næsten altid omgivet af hunde, og jeg er stolt af at få lov til at være en del af flokken.
Om ugens blogger:
Helene er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler. Og nu kan hun og Cookie også kalde sig læsehundeteam.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.