En ferieberetning

En ferieberetning

Som lille selvstændig er det ikke tit, jeg holder ferie, men nu skulle det endelig være, og jeg besluttede at tage et par uger til USA.

Men hvad nu med min lille krøltoppede ven? En hund med separationsangst er ikke det letteste at få afsat, men heldigvis kunne mine søde forældre passe ham. Selv i trygge, kendte omgivelser var det dog alligevel en hård omgang for den lille tryghedsnarkoman. Det skal være, som det plejer.

Hvor hårdt det var, fortæller Bassen her:

Jeg hedder Basse, og jeg har lige været udsat for det VÆRSTE, og det vil jeg gerne fortælle om.

Min mor arbejder hjemme, så jeg er vant til at skulle passe en masse ting for at holde hjemmet kørende og hende i gang. Jeg sørger for, at hun kommer op om morgenen ved at vade rundt i hovedet på hende og sidde og smaske hende ind i øret, indtil hun kommer ud af sengen.

Og gennem hele dagen sørger jeg for, at hun får bevæget sig ved at insistere på at blive lukket ind og ud af døren for at komme ud i haven minimum 10 gange i timen. Mit motto er: Luk mig ind, så jeg kan komme ud!

Når hun trænger til at komme ud og blive luftet, sætter jeg mig diskret ved siden af hende og fiser lige så stille. Så kan det nok være, vi kommer ud i den friske luft. Og bliver hun hængende for længe foran computeren om aftenen, starter jeg ulvetime og smider alt, hvad jeg har af legetøj op i skødet på hende, så hun kan huske, at nu er det fyraften og tid til at lege. Jo, jeg har mange pligter, så jeg kunne da sådan set godt trænge til ferie.

Men altså … det blev alligevel for lusket. Vi er ude en helt almindelig dag og besøge min mormor og morfar, og pludselig tager min mor overtøj og sko på – og går uden mig! Bare sådan lige! Uden at have spurgt mig om lov.

Fra det øjeblik måtte jeg klistre mig fast med usynlig lim til min mormor, og fandt hun på at skulle ned og handle, gjorde jeg mig så supersmal og lille, at jeg kunne smutte ud af det lillebitte hul i havelågen og styrte efter hende.



Da de så var så tarvelige at sætte noget op foran, satte jeg mig ned og hylede som en ulv i haven, så min morfar måtte sidde og holde sig for ørerne. Så kan de lære det! Og hjemme hos mormor og morfar må man ikke sove i sengen, man må ikke ligge i sofaen, og man må ikke få godbidder ved bordet. Det var jo fuldstændig urimeligt.
Jeg var tæt på at skrive til dyreværnet.

Da jeg endelig blev kørt hjem til min mor, havde jeg også besluttet mig for at være fornærmet, men så blev jeg alligevel så glad, at halen var ved at falde af. Også fordi jeg fik en souvenir, der siger den skønneste pivlyd.
Praktisk til morgenvækningen.

Men hun skal bare ikke finde den der kuffertting frem igen. Heller ikke selvom hun siger, at hun savnede mig mere, end jeg savnede hende.

Bag om ugens blogger

Heidi Christiansen er glad hundeejer af den mini puddelen Basse, som primært er hygge og selskabshund. 

Til daglig arbejder hun som oversætter og har derfor masser af tid sammen med hendes skønne vakse energibundt