En dejlig efterårsmorgen pakkede Audi og jeg bilen og drog sammen med datter Sigrid og en god hundeveninde afsted mod Vejle. Audi skulle Mentalbeskrives.
Kort fortalt består mentalbeskrivelsen af en række udfordringer, som hunden bliver udsat for støttet af sit menneske. Et panel af fire bedømmere giver hunden en talbedømmelse efter, hvordan dens reaktion på udfordringerne er. Det er Dansk Kennel Klub, der står for mentalbeskrivelsen.
For nogle hunderacer er det et krav fra deres special klub, at hunden skal gennemgå en mentalbeskrivelse, inden den sættes i avl. For Audi, der er en schipperke, er der ikke andre krav end, at han skal have været fremvist for en udstillingsdommer, der som minimum har vurderet ham til at være ”Very Good”.
Det var altså af egen fri vilje – udelukkende fordi jeg er mindst lige så nysgerrig på min hunds indre sindelag, som hans smukke ydre, at vi sad der i bilen.
Audi er den 4. hund jeg viser frem til en mentalbeskrivelse. Alligevel var det første gang, jeg var virkelig nervøs, for Audi er en ung hund på under 2 år, stadig noget teenagerpræget, meget sporadisk hørende og med selvtillid nok til at tro på, at han sagtens kan klare sig alene ude i verden. Med andre ord: Jeg var ret så meget i tvivl om, om han ville forsvinde ind i skoven, når snoren blev taget af ham.
Jeg har vidst i et halvt års tid at Audi skulle mentalbeskrives nu. Cirka lige så længe har jeg ledt efter en egnet GPS tracker, der kan samarbejde med min smartphone for i det mindste at have en chance for at finde ham igen, hvis det skulle gå galt. Det lykkedes ikke.
Der er ingen tvivl om, at den bedst løsning på min udfordring ville være at sørge for, at Audi blev indkaldsfast. Her vil enhver ejer af en ung schipperke smile for sig selv og tænke at chancen for at vinde i lotto nok alligevel er større. Man skal dog aldrig opgive håbet – og pludselig fik jeg en lys ide…..
Jeg har før nævnt min begejstring for DogCoach's tøj. Jeg er virkelig glad for det. Lommerne er gode, der er rigeligt af dem. Vinterjakken er varm, vindtæt og regntæt. Faktisk har jeg anskaffet mig to af vinterjakken, da jeg vil være sikker på at have en ordentlig jakke, selvom den ene skal vaskes. En ting har jeg dog syntes var direkte tosset – nemlig squeakeren, der sidder i kraven - men nu begyndte jeg at bruge den aktivt som ekstra forstærkning på Audis indkald i håbet om på den måde at kunne gennemføre hele mentalbeskrivelsen uden at skulle ud at indfange Audi undervejs.
Jeg gjorde Audis lydighed til skamme. Fra første sekund han blev lukket ud af bilen i Vejle, havde han fuld fokus på mig og bød sig selv til med alle de øvelser, han kunne komme i tanke om. Og så gik vi ”i ringen”.
Audi skulle vise, at han kunne lade sig håndtere af et fremmed menneske, at han ville lege, bære et bytte og jagte en ”hare”. Han var en smule forbeholden ved at en mand, han ikke kendte førte ham væk fra mor, men udover det havde han en fest. Flere af øvelserne blev gentaget; blandt andet jagten på haren. Første gang var Audi klar - anden gang var han virkelig KLAR og så hurtig, at bedømmeren foreslog, at vi døbte ham om til Porsche. Det mest fantastiske af det hele var dog, at min lille skønne dreng selv vendte snuden hjem mod mor, så snart han havde nedlagt ”haren”, der bare var plastikstrimler, som var bundet sammen. Jeg kunne altså have sparet mig alle mine bekymringer om hvorvidt Audi ville tage på udflugt alene.
Næste disciplin bestod i al sin enkelthed, i at jeg skulle stå stille med Audi i snor på samme plet i tre minutter og stirre lige ud i horisonten. Kan hilse at sige, at det var en svær øvelse for en meget aktiv schipperke. Audi prøvede alt, hvad han kunne for at få gang i mig. Han hoppede op ad mig, bed i snoren, sittede, dækkede og fik også tid til at spise et langt græsstrå og lette ben adskellige steder.
Vi gik forbi metalkæder, der raslede og en flyverdragt der pludselig sprang op foran os. Audi blev forskrækket, men nysgerrigheden vandt hurtigt over skrækken, så selvfølgelig skulle han have sin snude stukket i det hele.
Det er vigtigt at få med, at der efter alle øvelser, der kunne forskrække hundene, var indlagt en afreaktion så næsten alle hunde gik fra området fattede og glade.
Næstsidste øvelse handlede om forsvar af revir.
Jeg blev placeret på et givet punkt med Audi i snor. Ud fra skoven, på begge sider af os, kom et menneske iklædt spøgelseskostume gående langsomt ud. Skiftevis går de hen imod os, for til sidst at vende ryggen til os og stå stille. På et tidspunkt bliver man bedt om at slippe hunden og selv tage et skridt i retningen mod det ene spøgelse.
Jeg indrømmer gerne, at jeg her var imponeret af min lille syv kg hund. Som beskriveren sagde, så veg Audi ikke en tomme. Det var tydeligt, at han var usikker på spøgelserne, alligevel gik han frem i snoren. Da snoren blev sluppet, og jeg tog et skridt frem mod det ene spøgelse, var det som om han sagde ”fint mor – du tager den ene, så tager jeg den anden” og så løb han hen til det andet spøgelse og mandsopdækkede det, dog på lidt afstand.
Da jeg kom helt tæt på det ene spøgelse, tog Audi mod til sig og kom helt hen for at snuse. Han opdagede hurtigt, at der var et menneske indeni, så da jeg tog hætten af spøgelset logrede han glad og løb selv hen for at se, om der også var et menneske i det andet spøgelse. Beskriveren kaldte ham ”en lille hund med et stort hjerte”.
Sidste del af beskrivelsen var en prøve på hundens skudfølsomhed. Her blev der affyret to skud, mens vi henholdsvis gik og stod. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg tilsyneladende er meget mere skudfølsom, end Audi er. Mens det gav et sæt i mig efter hvert skud, så tog Audi det med knusende ro. Bedømmeren nævnte med et grin, at han muligvis var født uden øregange – det kan så være forklaringen på Audis sellektive hørelse.
Både Audi og jeg nød dagen, som var lærerig for os begge. Audi er nu en af de bare seks schipperke i Danmark, der kan prale af stemplet ”Mentalbeskrevet” på sin stambog.
Fotos er taget af datter Sigrid.
I næste uge skal Audi og jeg igen på udflugt. Denne gang skal Audi prøve kræfter med får. Han skal nemlig Hyrdeinstinkt-testes. Mere om det en anden gang.
Om ugens blogger:
Helene er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler. Og nu kan hun og Cookie også kalde sig læsehundeteam.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.